Idan Artikel 30.04.2015

Russiske whistleblowers fortæller deres historie på Play the Game 2015

Afsløringer på tysk tv om udbredt doping i russisk og international atletik fik i december WADA og det internationale atletikforbund til at igangsætte egne undersøgelser. Mød journalisten bag tv-dokumentaren og de to russere, der afslørede dopingaffæren, på Play the Game 2015.

Skrevet af: Play the Game

To af de modigste whistleblowers i international sport har bekræftet deres deltagelse i den niende Play the Game konference, som finder sted fra den 25.-29. oktober i Aarhus.

Det russiske par Vitaliy og Yuliya Stepanov, som afslørede systematiske doping og korruption i international atletik, vil dele deres historie i sammen med den tyske tv-journalist Hajo Seppelt.

I december 2014 sendte den tyske tv-kanal ARD en dokumentar, som vendte op og ned på atletikverdenen. Gennem øjenvidneberetninger fortalte Hajo Seppelt historien om, hvordan de russiske antidoping-myndigheder, trænere og andre embedsmænd angiveligt har forfalsket dopingtests og forsynet atleterne med forbudte stoffer.

Mange af beskyldningerne blev fremlagt af den tidligere ansatte i det russiske antidopingagentur Vitaliy Stepanov og hans hustru, mellemdistanceløberen Yuliya Stepanova. Begge vil deltage på Play the Game konferencen, hvor de vil komme med deres personlige beretning af, hvordan denne dopingpraksis fandt sted.

Tråde til toppen af atletikken

Dokumentaren hævdede endvidere, at folk helt i toppen af det internationale atletikforbund, IAAF, kendte til og understøttede dopingen. Programmet nævnte i den forbindelse både IAAF’s kasserer, Valentin Balakhnichev, samt Massata Papa Diack, marketingkonsulent hos IAAF og søn af IAAFs president, Lamine Diack.

IAAF og det internationale antidopingagentur, WADA, har efterfølgende indledt undersøgelser af anklagerne, der blev rejst i Hajo Seppelts dokumentar, og både Massata Papa Diack og Balakhnichev er fratrådt deres poster, mens undersøgelserne finder sted.

Som stiftende præsident for WADA og et af de mest anerkendte navne i international sport vil det canadiske IOC-medlem Richard W. Pound lede WADA’s uafhængige undersøgelse af doping i russisk atletik, og Play the Game ser frem til endnu engang at byde Richard W. Pound velkommen til konferencen og høre mere om, hvordan undersøgelsen skrider frem.

På konferencen i 2013 modtog Richard W. Pound Play the Game-prisen som anerkendelse af hans indsats i kampen for en renere og mere demokratisk sportsbevægelse.

Del din egen historie på Play the Game 2015

Play the Game inviterer i øvrigt akademikere, journalister, repræsentanter fra idrættens organisationer og andre interessenter til at bidrage med viden, erfaringer og debat ved at indsende abstracts til konferencen.

Deadline for indsendelse af abstracts er den 13. maj 2015.

Læs mere

 
 

Læs mere om hvordan du kan indsende et abstract

Læs mere om Play the Game 2015 på konferencens hjemmeside www.playthegame.org/2015