Idan Artikel 03.10.2008

SATS gennemfører omstrukturering

Fitnesskæden SATS åbner, lukker og renoverer en række centre som svar på den skærpede konkurrence, fitnessmarkedet oplever.

Skrevet af: Rebecca Steele

Fitnesskæden SATS, der er ejet af Tryg i Danmark, s.m.b.a., har netop åbnet et nyt 1.600 m² stort fitnesscenter placeret midt på Købmagergade i det indre Købenavn. Centret erstatter de nu lukkede centre i Scala og Baron Boltens Gård. SATS er Nordens største fitnesskæde, men har i Danmark haft det svært på et marked, som er præget af hård konkurrence. Ud over centrene i Scala og Boltens Gård har SATS Danmark lukket yderligere to centre i henholdsvis Odense og Frederiksberg, hvorimod de tilbageværende centre har gennemgået en betydelig ansigtsløftning af både lokaler og udstyr. Direktør for SATS Søren Steffensen er tilfreds med kædens nyåbnede center og fremhæver især centerets placering på en af Københavns travleste gågader som en fordel, da beliggenheden medfører mange impulsbesøg fra nysgerrige københavnere på strøgtur.

Konkurrencen på fitnessmarkedet spidser til

Fitnessmarkedet i Danmark har de seneste år været præget af hård konkurrence mellem de dominerende kæder. Blandt andet har lavpriskæden Fitness World haft succes med billige medlemskaber uden bindingsperioder. 

Den hårde konkurrence i Danmark har medført en generel priskrig og givet kunderne medlemskaber uden de tidligere bindingsperioder. Det typiske prisleje ligger i dag mellem 200-400 kr. om måneden, mens prisen for samme produkt i Sverige og Norge er ca. 500-600 kr. SATS Danmark erkender den hårde konkurrence, men direktør Søren Steffensen ser alligevel muligheder for, at SATS igen kan ekspandere og styrke kædens markedsposition, blandt andet i Jylland, hvor SATS på nuværende tidspunkt kun har to centre i Århus.

Fitness World fortsætter ekspansion

Det er ikke kun SATS, der i øjeblikket er med til at skabe bevægelse på det danske fitnessmarked. Lavpriskæden Fitness World har på rekordtid fået 70.000 medlemmer på landsplan og planlægger åbningen af yderligere fem centre i år.

Blandt andet har Fitness World overtaget to centre i henholdsvis Vejle og Aalborg fra landets tredjestørste kæde Equinox, der den seneste tid har været hårdt presset af den skarpe konkurrence på det danske fitnessmarked. 

Danmarks dem største kæder målt på antal fitnesscentre

Kæde

Antal centre

Fitness dk

38

Fitness World

22

Equinox

16

SATS

14

Motion & Trivsel

14