Satsning på ligestilling og børn
Kulturministeriet og de store idrætsorganisationer er blevet enige om at sætte fokus på idræt for vanskeligt stillede børn og ligestilling i det frivillige arbejde.
Kulturminister Brian Mikkelsen og de tre store idrætsorganisationer er på det årlige ’idræts-topmøde’ blevet enige om, at DIF, DGI og DFIF gør idræt for vanskeligt stillede børn til et af to særlige udviklingsområder i 2006.
Parallelt hermed skal Kulturministeriet udmønte en ny pulje målrettet netop denne gruppe.
Det andet satsningsfelt bliver at skabe bedre vilkår for det frivillige arbejde, herunder ikke mindst kvindernes mulighed for at engagere sig i lederarbejdet.
For få kvinder på lederposter
”Vi ved, at kvinderne - ligesom inden for mange andre samfundssektorer - er underrepræsenteret i bestyrelsesarbejdet i idrætten, og at der bl.a. er problemer med at få de unge til at engagere sig i det frivillige lederarbejde,” konstaterer Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Her fremhæver han også, at både unge og kvinder bringer nye ideer med sig ind i lederarbejdet.
De to indsatsområder er en videreførelse fra i år. Til gengæld afsluttes den særlige satsning på idræt for ældre.