Sidste udkald for skytterne?

Skyttebevægelsen i Danmark har oplevet store forandringer siden dannelsen af de første skytteforeninger i 1861 frem til fusionen ved årsskiftet mellem De Danske Skytteforeninger (DDS) og DGI.  

DDS har gennem sin historie taget en lang rejse fra det oprindelige formål om at ’udvikle og styrke viljen til at forsvare Fædrelandet’ til DDS’ sidste formålsparagraf om ’ved skydning og andet kulturelt virke at fremme det folkelige foreningsarbejde’. Men spørgsmålet er alligevel, om rejsen gennem over 150 år har været lang nok i forhold til udviklingen i idrætten og det omgivende samfund? 

Måske er DDS’ nye identitet som DGI Skydning og genoptagelsen af det historisk set stormfulde samliv mellem skytter og gymnaster under samme paraply en konsekvens af, at DDS som selvstændig organisation i for høj grad lod sig bedøve af massive årlige tipstilsskud i størrelsesordenen 37 mio. kr. og kun tog ringe notits af omverdenens skiftende idrætsvaner. Man kan spørge om pengerigeligheden skabte udvikling eller snarere tryghed til at fastholde en særlig tradition og måde at gøre tingene på, mens andre skyderelaterede aktiviteter blomstrede uden for skydebanerne? 

Det retrospektive spørgsmål melder sig, når man sammenligner to analyser, som Idan inden for det seneste år har udført af henholdsvis ’Skydeidrætten i Danmark’ for DDS og ’Gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur’ for DGI Gymnastik og Fitness. 

Konservativ idræt med kvaliteter

 Lad det være sagt med det samme: Skydeidrætten har mange kvaliteter, selv om det oprindelige formål om at bidrage til Fædrelandets forsvar er historie, og skytteforeningerne over årene har mistet positionen som naturligt mødested for lokalområdets ’spidser’. Skytterne har lagt vægt på at gøre skydning til en idræt og folkeoplysende aktivitet og slette de militære undertoner. 

Tilbage er netop blevet en idræt med stor lokal forankring og mange styrker i forhold til foreningsliv, socialt sammenhold og rummelighed over for et bredt udsnit af befolkningen. Til gengæld kan skydeidrætten ikke sætte flueben ved tidens varmeste idrætstrends og den fysisk aktive og sundhedsbetonede livsstil, som aktuelt dikterer moden på idrætsområdet. 

Skytterne har undervejs på rejsen truffet en række bevidste og ubevidste fravalg og har vel kunnet tillade sig det med tipsmidlerne i ryggen: Nej tak, til paintball og hardball, hvor man render rundt og leger krig i skove og nedlagte industriområder. Nej tak, til e-sport, hvor fiktive fjender aflives på stribe på spillekonsollet. Nej tak, til teknologisk og kommercielt gøgl som simulationsskydning (LaserKINO, Wii osv.). Den slags er ikke rigtig skydning og ikke udtryk for respekt for våben. 

Biathlon med en kombination af løb og skydning er trods behjertede forsøg ikke slået særligt an i skytteforeningerne, selv om løb som idræt er tordnet frem over de seneste årtier. Og i forhold til jagt, hvor skydeidrætten har klare overlap, er det interessant for udenforstående at se, hvordan også Danmarks Jægerforbund kan rumme et velorganiseret foreningsliv med lokale jagtforeninger og en central organisation med en langt større omsætning end DDS -– uden at Jægerforbundet får en krone i tipsmidler i kassen. 

Traditionelle skydecentre forsvinder

 Foreninger kan naturligvis ikke forpligtes til at tage notits af aktiviteter, som de ikke brænder for og ikke kan identificere sig med. 

Men det er tankevækkende, at der ifølge Lokale & Anlægsfondens seneste facilitetsdatabase er forsvundet 237 skydecentre i Danmark siden 2001 (fra 992 til 555), og at såvel konkurrenceaktiviteten, ammunitionsforbruget og antallet af medlemmer i DDS-regi er dalet eller stagneret, selv om det naturligvis hører med i billedet, at DDS selv har været med til at afvikle skydebaner og inaktive foreninger som led i en moderniseringsstrategi. 

I samme periode har børn og unge med glubende appetit kastet sig over nye skyderelaterede aktiviteter som de ovennævnte – ofte i kommercielt eller selvorganiseret regi - og ofte drevet af dragende og farvestrålende butikker og hjemmesider. 

Samtidig har mange skytteforeninger det skidt med synligheden. De mange nedlagte skydeanlæg bliver spændende materiale for arkæologer og lokalhistorikere, men faktisk kræver det også ofte arkæologiske kvalifikationer for lokalområdets børn og unge at finde frem til skydebaner og foreninger i lokalområdet, som stadig er i drift… 

Det gode eksempel fra gymnastikken

 Kigger man omvendt til gymnastikkens rejse i DGI-regi, som beskrevet i rapporten ’Gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur’, kan man læse, hvordan det også gjorde ondt på mange trofaste gymnaster, da Jane Fonda iført lyserøde benvarmere og hvide Reebok-sko dansede ind på aerobic-scenen i midt 1980’erne. 

Men gymnastikken valgte under pres fra de lokale foreninger at tage de nye modebølger til sig og så sig derefter ikke tilbage. I dag er DGI-gymnastikken et velsmurt apparat af kurser, aktiviteter og lange antenner i forhold til skiftende fitness- og sundhedsrelaterede trends som zumba, pilates, yoga, effekt, cross fitness, step osv. Nye kulturer opstår og uddør under samme paraply som den mere traditionelle gymnastik, og DGI-gymnastikken fungerer i en blanding af konkurrence og skæbnefællesskab med den innovative kommercielle fitnessindustri. 

Om skydeidrætten efter fusionen vil kunne drage nytte af eksempelvis DGI-gymnastikkens erfaringer – eller om skydningen uden den stærke DDS-identitet tværtimod vil vise sig at have ringe overlevelseskraft, når den 10-årige overgangsperiode efter fusionen er forbi, vil tiden vise. 

Tankevækkende lære

 Læren af DDS-historien er under alle omstændigheder den ganske tankevækkende, at rigelige midler til det centrale led ikke nødvendigvis er en garanti for udvikling og nytænkning af en idræt. 

Skydeidrætten får i det nye selskab i DGI fortsat masser af muligheder for at udvikle sig i de kommende år. Det bliver helt op til ledernes kreativitet og engagement, om skydeidrætten fortsat skal spille en kulturel og aktivitetsmæssig vigtig rolle på idrættens landkort – eller om skydningen langsomt vil miste sin identitet under DGI-paraplyen som symbol på, at en af de seneste 150 års bærende idrætskulturer måske fik sin storhedstid kunstigt forlænget af de rigelige tipsmidler?