Skærpet syn på doping
Kritikkken af dopingbekæmpelsen efter Michael Rasmussens exit fra Tour de France er ikke nødvendigvis udtryk for, at et mildere syn på doping er ved at sprede sig internationalt. Schweiziske undersøgelser indikerer det modsatte.
Dopingbekæmpelsen har været under kraftig beskydning i hjemlige læserindlæg og kommentarer i forbindelse med Tour de France og Michael Rasmussens ufrivillige exit. Bl.a. er dopingbekæmpelsen og dele af pressen blevet anklaget for at føre et moralistisk korstog mod udøverne, der er præget af nidkærhed og manglende forståelse for elitesportens sande væsen. Den hårde kritik kan være udtryk for et mildere syn på doping og dopingproblemets omfang. Men det vil i givet fald være en udvikling, der går på tværs af den, man ser i dele af udlandet. I Schweiz er synet på doping således blevet markant skarpere i de senere år, viser en række meningsmålinger, som det føderale schweiziske sportskontor har gennemført. Undersøgelserne er interessante, fordi de er blevet gentaget siden midten af halvfemserne og derfor giver et billede af udviklingen over tid.
Bred afvisning af doping i befolkningen
Resultaterne viser, at andelen, som mener at doping er et meget alvorligt problem i topsport, er steget fra cirka 46 procent til 64 procent i perioden fra 1995 til 2004. I den seneste undersøgelse anser blot cirka 4 procent doping for et være lille eller ikke-eksisterende problem.
Denne vurdering afspejler sig også i opbakningen til forbuddet mod doping. Mens blot 58 procent støttede et generelt forbud i 1998 – det år, hvor den schweiziske stjernerytter på Festina-mandskabet, Alex Zülle, tilstod dopingmisbrug – gjaldt det hele 84 procent i 2004. Samtidig er støtten til doping under medicinsk kontrol skrumpet ind fra 34 til 11 procent. Blandt sportsudøvere er holdningen endnu klarere. I en supplerende undersøgelse fra 2006, sagde 95 procent af udøverne nej til enhver form for doping. Her finder man heller ikke stor forståelse for påstanden om, at doping skaber mere lige chancer i sporten. Kun 15 procent deler den opfattelse, mens næsten halvdelen af befolkningen mente det i 1998. Set under et er der altså sket et skred hen imod en total afvisning af doping i Schweiz, hvor billedet tidligere var mere sammensat. Dopingmodstanderne har sat sig tungt på den offentlige mening.
Ny kultur på vej i cykelsporten?
Parentes bemærket er denne udvikling måske også ved at få fodfæste i selve cykelsportseliten.
I avisen Observer tegner den engelske cykelrytter og OL-guldvinder i Athen, Bradley Wiggings fra Cofidis-mandskabet, i hvert fald et interessant billede af rytternes holdninger til doping under overskriften ’Touren ødelagt af gamle mænd, som tror, doping er normalt’. Hans påstand er bl.a., at der blandt de unge ryttere i feltet er ved at sprede sig en modstand mod doping, og at det i dag er en minoritet anført af især ældre ryttere, som anvender doping – herunder holdkammeraten Cristian Moreni, der blev taget for brug af anabolske steroider under Tour de France.