Idan Artikel 02.12.2012

Skytterne fusionerer med DGI

Med virkning fra den 1. januar 2013 fusionerer De Danske Skytteforeninger (DDS) med DGI.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Skydeidrætten under DDS vender tilbage i selskabet blandt de øvrige idrætsgrene under DGI med virkning fra den 1. januar 2013. Fusionsaftalerne mellem landsdelsforeninger på lokalt niveau ventes at falde på plads i løbet af næste år.

Fusionen er godkendt efter en historisk afstemning på en ekstraordinær generalforsamling i DDS den 1. december, hvor et stort flertal på 114 mod 14 godkendte det oplæg til fusion, som bestyrelserne i DDS og DGI har forhandlet på plads, og som årsmødet i DGI godkendte den 3. november.

Før afstemningen gav flere delegerede ifølge DDS’ hjemmeside udtryk for, at de stemte mere med hjernen end med hjertet, men trods de følelsesmæssige betænkeligheder ved at se den over 150 år gamle idrætsorganisation opløst som selvstændig organisation, valgte forsamlingen altså fusionen.

Lang overgangsperiode

Fusionen betyder, at skydeidrættens status som særligt begunstiget udfases over de kommende 10 år. DDS har siden etableringen af DGI i 1992 nydt godt af en associeringsaftale med DGI, der i alle årene har sikret DDS mellem 14,6 og 17 procent af DGI’s andel af tipsmidlerne.

Dette har gjort DDS til en formuende organisation, hvor en stor del af indtægterne gennem årene er anvendt til støtte til lokale skydebaneanlæg, men hvor tipsmidlerne pr. medlem er på et højere niveau end i andre idrætsorganisationer.

Fusionsaftalen betyder, at DDS’ egenkapital overføres til en nystiftet Danske Skydebaneforening, der får 10 mio. kr. om året i tilskud i 2014 og derefter i løbet af en tiårig overgangsperiode nedtrappes til 5 mio. kr. årligt. Alle skydebanefaglige forhold og rådgivning og støtte samles fremover i denne forening.

På idrætssiden får skydning status af landsudvalg under DGI i lighed med en række andre større idrætter. I en ti-årig overgangsperiode får også skydeidrætten ekstraordinære tilskud som led i fusionsaftalen.