Slut med lange bindingsperioder

Ved årsskiftet blev forbrugeraftaleloven ændret, så bindingen på et fitnessmedlemskab og andre lignende forbrugeraftaler højst må løbe over 5 måneder. Da kunden maksimalt vil have en måneds opsigelse betyder det, at alle vil kunne komme ud af kontrakten efter 6-7 måneder alt efter, hvornår på måneden aftalen er indgået. Tidligere har det været muligt for danske fitnesscentre at oprette medlemskaber med bindingsperioder på op til 12 måneder (ni måneder plus tre måneders opsigelse). Formålet med lovændringen, som et enigt Folketing står bag, er at forbedre forbrugerbeskyttelsen, så forbrugerne ikke bindes af langvarige kontrakter, som det kan være svært at overskue konsekvenserne af.

Forsvarer bindingsperioder

Ikke alle steder i branchen er man glad for den nye begrænsning. Blandt andet har fitness-sektorens brancheorganisation ’Dansk Fitness & Helse Organisation’ de seneste år kæmpet imod skærpelsen af reglerne for bindingsperioder, da de lange bindingsperioder har været en måde for fitnesscentrene at sikre et stabilt indtægtsgrundlag. 

Nordens største fitnesskæde, SATS, genindførte i september 2009 medlemskaber med binding, efter at kæden på linje med andre store fitnesskæder egentlig havde valgt helt at opgive bindingsperioderne. Hos SATS begrunder kommunikationschef Christina Høyer dog genindførelsen af bindingsperioden med, at det fremmer livsstilsændringer: ”SATS vil gøre medlemskaber med bindingsperioder mere attraktive, da vi ved, at chancerne for en succesfuld livsstilsændring bliver markant større, når der også fokuseres langsitet og den enkelte får tilstrækkelig med tid til at se resultaterne og finde glæden ved regelmæssig træning,” siger hun til Idan.dk. SATS har bibeholdt muligheden for, at nye medlemmer stadig kan vælge medlemskaber uden bindingsperiode, men kæden oplever i stigende grad, at medlemmerne ser det som en fordel at binde sig for en længere periode: ”Medlemmerne føler at det hjælper dem til at nå deres træningsmål, samtidig med at de får en mere attraktiv pris på medlemskabet,” siger Christina Høyer, der oplyser, at 60 procent af alle medlemskaber solgt i januar 2010 er med den nye bindingsperiode på seks måneder.

Bindingsperioder som redskab i kamp om kunder

Lange bindingsperioder var tidligere et centralt element i fitnesskædernes kamp om kunder. Medlemskaber med ét års binding betød som nævnt, at fitnesskæderne kunne opretholde en relativt stabil medlemsskare og dermed sikre en stabil omsætning. 

Men efter Fitness Worlds entré på det danske fitnessmarked i 2005 med tilbud om billige medlemskaber uden bindingsperioder opgav de fleste større fitnesskæder i 2008 bindingsperioderne. De seneste år har været derfor muligt for forbrugerne at ’shoppe’ rundt blandt fitnesscentrene og benytte sig af fitnesskædernes kampagnetilbud. Ud over billigere medlemskaber til forbrugerne har de seneste års priskrig på fitnessmarkedet også betydet at fitnessbranchen – igen med Fitness World i spidsen – i højere grad end tidligere har fokuseret på salg af medlemskaber frem for fastholdelse af eksisterende medlemmer. Den tendens understreger de forskellige tilgange til fitnesskunden, som fitnessbranchen spænder over. Mens en række fitnesscentre ser sig selv som en sundhedsleverandører og lægger vægt på at fastholde kunderne, opfatter andre primært sig selv som en simpel udbyder af træningsrammer, som den enkelte kunde selv må udfylde.

Foreningsdrevne fitnesscentre ikke omfattet

I modsætning til de kommercielle centre er de foreningsdrevne fitnesscentre ikke omfattet af lovændringen. 

I foreningsregi kan der således stadig tegnes medlemskaber på op til et år, hvilket er praksis mange steder. Samtidig er der ikke tradition for at give penge tilbage, hvis medlemmet bliver skadet eller af anden årsag ikke længere ønsker at benytte sig af foreningens træningstilbud. Den principielle forskel mellem foreningsfitness og kommercielle fitnesscentre består i, at man som medlem af en forening betaler et kontingent, der giver adgang til et medlemskab af en frivillig og demokratisk drevet forening, hvor medlemmer har mulighed for indflydelse, og hvor et eventuelt overskud ikke kan trækkes ud af en privat person, men bliver i foreningen. Så selvom fitnessaktiviteterne i foreningsbaserede og kommercielle fitnesscentre ligner hinanden, er der en juridisk skelnen mellem marked og civilsamfund – også selvom både foreninger og kommercielle fitnesscentre imødekommer en øget efterspørgsel på motionsaktiviteter og kan være i konkurrence med hinanden.