Idan Artikel 20.06.2007

Sponsormarkedet vokser fortsat

Det danske sponsormarked var på 1,136 mia. kr. i 2006 ifølge Dansk Oplagskontrol, men sponsormarkedet voksede mindre end andre reklamemarkeder i 2006.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Dansk Oplagskontrols seneste opgørelse for reklameforbruget på det dansk marked giver sponsorater med sport som det væsentligste medie en andel på 4,9 pct. af reklameforbruget i 2006.

Ifølge Dansk Oplagskontrol har det danske marked for sportssponsorering endnu engang haft en pæn vækst på 7,2 pct. i forhold til året før, og markedet er dermed vokset fra 1,060 mia. kr. til nu 1,136 mia. kr. Tallet dækker større sponsorater i eliteidræt, men ikke de sponsor- og annoncekroner, som lokale idrætsforeninger hiver hjem hos den lokale købmand.

Væksten på markedet for sponsorering var dog aftagende i 2006 i forhold til mere traditionelle reklameformer. Markederne for traditionelle annoncer i tv, magasiner og aviser voksede endnu mere end sponsormarkedet i 2006. Dagbladenes annoncemarked voksede med 11,3 % i den intense aviskrig, og dagbladene tegner sig fortsat for den største markedsandel på reklamemarkedet, nemlig 3,493 mia. kr. ud af et samlet marked for annoncer og anden reklame på lige over 23 mia. kr.

Størst vækst er der fortsat i markedet for internetannoncering. Med en ny opgørelsesmetode i forhold til tidligere opgør Dansk Oplagskontrol reklamemarkedet på internettet til 1,794 mia. kr. i 2006. Dette marked har også dansk idræt muligheder for at gøre indhug i ved at udvikle attraktive platforme for idrætten på nettet.