Idan Artikel 15.11.2005

Sportssponsorering i voldsom vækst

Dansk idræts årlige sponsorindtægter vil snart runde en mia. kr. om året. Idans konference "Dansk idræt i en anden liga" sætter fokus på bl.a. dette tema.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Sponsorering af sport er ifølge Dansk Oplagskontrols årlige reklameforbrugsundersøgelse en af de hastigst voksende reklameformer i Danmark. Ifølge den seneste opgørelse fra juni 2005 steg værdien af sponsoraftaler (kontanter og naturalier) i 2004 med over 18 pct. I forhold til 2003. Den samlede værdi af sponsoreringen beløber sig nu til 973 mio. kr. Dansk Oplagskontrol anslår, at ca. 90 pct. af sponsormidlerne går til sport.

Dermed er sponsorering et langt større reklamemedie end eksempelvis internet- og radioreklamer. Udgifter til sponsorering udgør 45 pct. af forbruget på tv-reklamer og 34 pct. af forbruget på Danmarks største reklamemedie, dagbladene. Til sammenligning udgjorde forbruget på sponsorering for bare seks år siden i 1998 blot 13 pct. af forbruget på reklamer i dagblade. Dengang udgjorde sponsorering en værdi på 525 mio. kr., mens dagbladene var på toppen af deres magt som reklamemedier med en omsætning på 3,79 mia. kr.

Sponsorering, eksponering og sportsklubbers og foreningers nye rolle som "medier" på lige fod med aviser, tv og medier er blandt de emner, som bliver behandlet på idans konference om dansk idræt i oplevelsesøkonomien i Århus den 28.-29. november.

Også på det lokale plan spiller sponsorering og reklamer en væsentlig rolle for mange foreninger. Ifølge DGI's og DIF's foreningsundersøgelse fra foråret 2005 udgjorde reklamer og sponsorer i 2004 hele 9 pct. af den gennemsnitlige forenings samlede indtægter. I 1989 udgjorde reklameindtægterne 5 pct. af foreningernes indtægter.

Udviklingen i sponsorering

 
 

Udviklingen i værdien af sponsorering på det danske marked i de seneste 11 år:

Mio. kr.

1994:             290

1995:             339

1996:             407

1997:             526

1998:             525

1999:             612

2000:             583

2001:             680

2002:             776

2003:             824

2004:             973

Kilde: Dansk Oplagskontrol, Reklameforbrugsundersøgelsen 2004, juni 2005