Står myterne om foreningsidrættens sociale kvaliteter for en nærmere prøve?

Idrætten er igennem historien blevet tilskrevet en nærmest endeløs række af positive kvaliteter for borgere og for samfund. Nogle er velunderbyggede, mens andre overvejende har karakter af postulater. Til sidstnævnte kategori hører foreningsidrættens sociale kvaliteter. Det skorter således ikke på beretninger om foreningsidrættens evne til at opbygge sociale relationer og stærke fællesskaber, ligesom det bliver taget for givet, at idrætsforeninger bidrager til vores samfunds sammenhængskraft, demokrati og medborgerskab.

Den positive retorik genfinder vi i centrale dokumenter med relevans for idrætten, som fx regeringsgrundlaget og folkeoplysningsloven. Begrundelserne udgør med andre ord et centralt argument for støtten til idrætten generelt og mere specifikt for foreningsidrættens privilegerede position i forhold til andre idrætsformer. Retorikken om foreningsidrættens sociale kvaliteter står tilmed nærmest uimodsagt som en selvfølgelighed. Det er en slags ’hellig gral’, man ikke kan tillade sig at stille spørgsmålstegn ved.

At stille spørgsmålstegn er nu alligevel det, der er formålet med denne analyse. Grundlaget er en stor undersøgelse blandt medlemmer i danske idrætsforeninger, som er blevet gennemført i forbindelse med udarbejdelsen af ph.d. afhandlingen ’Foreningsidrættens sociale kvaliteter’ på Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet. Mere end 2.000 voksne medlemmer fra overvejende større foreningsidrætsgrene som fodbold, håndbold, cykling, tennis og gymnastik deltog i undersøgelsen.

Resultaterne både underbygger og nuancerer retorikken om foreningsidrættens sociale kvaliteter. Det gælder medlemmernes deltagelse i det sociale liv, foreningsdemokratiet og det frivillige arbejde, men også opbygningen af stærke fællesskaber i foreningerne, ligesom idrætsforeningers evne til at generere sammenhængskraft og social tillid bliver udfordret. 

Foreningers sociale liv

Når det gælder det sociale liv, er fire ud af ti medlemmer med stort set hver gang, der foregår sociale aktiviteter i foreningen. Hertil hører både foreningens sociale arrangementer (fester, fællesspisning og lign.) og uformelle former for socialt samvær før og efter træning (i boldspillene kendt som tredje halvleg). En tredjedel af medlemmerne deltager omvendt sjældent eller aldrig i det sociale liv, mens den resterende fjerdedel deltager af og til. Det er med andre ord et flertal af medlemmerne, der deltager i det sociale liv, men der er også mange, der står helt udenfor, eller som deltager i begrænset omfang.

Deltagelsen er lavere i foreningsdemokratiet og det frivillige arbejde. Et lille flertal af medlemmerne har aldrig forsøgt at øve indflydelse på deres foreninger, og det er kun hvert femte medlem, der deltager i foreningsdemokratiets hjørnesten, generalforsamlingen.

Et lignende mønster finder man for deltagelsen i fast frivilligt arbejde. Omtrent hvert femte medlem bidrager hertil, men i meget varierende omfang. Nogle er meget aktive, mens andre yder en forholdsvis beskeden indsats. Blandt de resterende fire femtedele er det meget få, der udfører frivilligt arbejde på ad hoc-basis. Det ser altovervejende ud til at være en kerne af faste frivillige, der trækker læsset.

Den store variation i medlemmernes deltagelse i det sociale liv, foreningsdemokratiet og det frivillige arbejde gør det relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt, og i hvilket omfang, idrætsforeninger bidrager til at opbygge stærke fællesskaber mellem medlemmerne, sådan som retorikken foreskriver.

Her viser analyserne, at fire ud af fem medlemmer opbygger venskaber gennem deres deltagelse i foreningen, og at knap to ud af fem bringer venskaberne med over i privatlivet. Størstedelen oplever med andre ord en tilknytning til andre medlemmer i foreningen. Omkring halvdelen opbygger stærke emotionelle bånd til andre medlemmer i den forstand, at de føler en gensidighed med dem. For mere end fire ud af ti er det imidlertid ikke tilfældet. Det viser, at idrætsforeninger er en arena for opbygning af sociale relationer, men at der ikke er en selvfølgelig sammenhæng mellem det at dyrke idræt i en forening på den ene side og engagement i foreningslivet og opbygning af stærke fællesskaber på den anden. 

Foreninger øger ikke den sociale tillid

Nogen selvfølgelig sammenhæng finder vi heller ikke, når det gælder idrætsforeningers bidrag til samfundets sammenhængskraft. Sammenhængskraften er her undersøgt som social tillid, altså om man grundlæggende møder andre mennesker med tillid, selv om man ikke kender dem på forhånd. I den forbindelse viser analyserne, at deltagelse i idrætsforeninger ikke påvirker den sociale tillid. Danskerne er generelt tillidsfulde sammenlignet med andre nationer, men det ser ikke ud til at være et resultat af deltagelse i idrætsforeninger.

Analyserne viser ganske vist, at der er store forskelle i foreningsengagementet, hvor en række personlige forhold som køn, alder og uddannelse spiller en rolle for, hvor aktive og engagerede medlemmerne er. Det samme gælder valget af idrætsgrene, hvor de, der dyrker holdboldspil som fodbold og håndbold i forening, er markant mere deltagende og tilbøjelige til at indgå i stærke fællesskaber end medlemmer i mere individuelt orienterede idrætsgrene som gymnastik, tennis og til dels cykling.

Men forskellene forsvinder, når det gælder sammenhængskraften i samfundet målt på social tillid. Uanset idrætsgren ser deltagelse i foreningslivet ikke ud til at bidrage målbart hertil.                  

Konsekvenser for foreningslivet

Resultaterne bør i første omgang få betydning for den måde, vi omtaler foreningsidrætten og dens sociale kvaliteter på.

Det kan måske nok fortsat give mening at knytte ord som stærke fællesskaber, demokratisk engagement og aktivt medborgerskab sammen med idrætsforeninger, men det vil også være på sin plads at tilføje et gran realisme. Medlemmer af idrætsforeninger bliver således ikke automatisk bedre demokrater og mere aktive samfundsborgere som følge af deres medlemskab. Det store flertal engagerer sig netop ikke i disse sider af foreningslivet, men dyrker deres aktivitet uden at engagere sig i foreningens drift og i flere tilfælde også uden at dyrke det sociale liv med andre medlemmer. Det er mildt sagt urealistisk at tro, at den type medlemmer bliver bedre og mere engagerede samfundsborgere af eksempelvis at spille tennis en gang om ugen i en forening.

Da den offentlige støtte til foreningsidrætten, f.eks. gennem folkeoplysningsloven, i vid udstrækning er bundet op på netop de sociale kvaliteter, er det også nærliggende at rejse en diskussion om, hvorvidt resultaterne bør få konsekvenser for fordelingen heraf.

Et forslag kunne være at omlægge og målrette støtten til de dele af foreningsidrætten, hvor medlemmerne er mest aktive og engagerede, og hvor de stærke fællesskaber trives bedst. Det ville i praksis betyde, at fodbold og håndbold skulle have en større del af kagen, mens tennis og gymnastik skulle have en mindre bid. På den måde kunne man fra politisk hold signalere, at man har en reel interesse i de sociale kvaliteter modsat i dag, hvor retorikken herom er spækket med postulater, der udelukkende tjener som legitimerende udsagn.

Er det urealistisk eller for omstændeligt kunne man som alternativ tage udgangspunkt i foreningerne som demokratisk opbyggede organisationer og alene fremhæve den demokratiske struktur som argument for støtten. På den måde vil man fra politisk hold kunne signalere, at man i et demokratisk samfund ganske enkelt foretrækker at støtte demokratisk opbyggede organisationer.

Begrundelsen ligger fint i forlængelse af de eksisterende krav til foreninger om at være demokratisk organiserede, hvis de vil modtage støtte gennem folkeoplysningsloven. Derudover er det en måde at retfærdiggøre foreningsidrætten som særlig privilegeret modtager af offentlig støtte sammenlignet med eksempelvis kommercielle idrætsaktører. Det endda uden at man behøver henføre til abstrakte og afledte kvaliteter, som kun vanskeligt lader sig undersøge, og som foreningslivet har svært ved at leve op til. 

Politiske prioriteringer bag støttemodeller

Politiske beslutninger om konkrete støttemodeller og deres begrundelser bør i det hele taget afhænge af, hvad man fra politisk hold vil fremme. Er det de sociale kvaliteter, som man fra samfundets side gerne vil fremme, bør man overveje den førstnævnte model, hvor de mest socialt engagerende foreninger/idrætsgrene får størst støtte.

Ønsker man derimod blot at fremme idrætsdeltagelse i demokratisk opbyggede organisationer, uden at medlemmerne nødvendigvis behøver blive bedre demokrater og mere aktive samfundsborgere, bør politikerne måske satse på den anden model.

Endelig kunne det også være en vision bag støtten til idrætten at få flest mulige borgere til at dyrke idræt, uanset hvor aktiviteten foregår, og hvordan den er organiset. I en sådan model er det ikke sikkert, at man får mest for pengene ved stort set udelukkende at støtte den foreningsorganiserede idræt.

Rigtig mange, især voksne, danskere dyrker således idræt andre steder end i idrætsforeninger. De foretrækker det uforpligtende, fleksible tilbud, som gør det muligt at dyrke idræt alene eller i mindre, selvvalgte fællesskaber. Et tilbud, som ikke kun udbydes af fitnesscentre og andre kommercielle aktører, men også er til stede i dele af foreningslivet, hvor mange medlemmer har et kundeforhold til deres foreninger i den forstand, at de kommer og dyrker deres aktivitet uden at engagere sig yderligere.

I forhold til idrætsorganisationernes målsætning om, at foreningerne i højere grad end i dag skal rumme den målgruppe, kan retorikken om idrætsforeningers sociale kvaliteter måske endda virke hæmmende, fordi idræt for den gruppe ikke er synonymt med engagement på en række andre områder, herunder demokrati, sociale fællesskaber og frivilligt arbejde. Det kan være endnu et argument for at nuancere retorikken om foreningsidrætten.

Som minimum bør fremtidige beslutninger med betydning for foreningsidrætten blive taget på et mere oplyst grundlag, der udfordrer myterne om foreningernes samfundsværdi. Det vil både øge vores forståelse af foreningsidrættens reelle kvaliteter, ligesom det vil muliggøre klarere politiske prioriteringer på idrætsområdet.