Statsstøtten til svensk idræt er socialt skæv

Centrum för idrottsforskning (CIF) har offentliggjort en ny analyse af statens støtte til idrætten i Sverige som opfølgning på tidligere analyser bestilt af den svenske regering.

Rapporten: ’Statens stöd till idrotten – uppföljning 2014’ undersøger, i hvilket omfang den svenske foreningsidræt giver alle borgere lige mulighed for at dyrke idræt på tværs af køn, alder, etnicitet og socioøkonomiske forhold. Undersøgelsen bygger på de 290 kommuner i Sverige, som er berettiget til statslig lokal aktivitetsstøtte (såkaldt LOK-stöd) målrettet foreningsidrætten for børn og unge.

En hovedkonklusion er, at der er stor forskel på fordelingen af midlerne. Samtidig er det særligt de kommuner med høj medianindkomst, der får størst del i tilskuddet.

Det var således de mellemstore og socioøkonomisk velstående byer og forstadskommuner, som i 2013 nød godt at midlerne. Det gælder især Stockholm og Skåne regionerne, hvor Solna Kommune med en medianindkomst på 285.832 svenske kroner topper listen ved at modtage hele 827 LOK-støttekoner pr. støtteberettiget barn og ung idrætsudøver.

Billedet ser anderledes ud i de mindre kommuner, som typisk er beliggende i landdistrikter eller tyndt befolkede områder. Her må Ljusnarsberg Kommune med en medianindkomst på 204.552 svenske kroner nøjes med 51 støttekroner pr. støtteberettiget som den kommune med den laveste statslige støtte.

Statsstøtten bliver fordelt ud fra antallet af medlemmer i alderen 7-25 år og idrætsaktiviteter for børn og unge. Rapporten peger på, at den ulige fordeling derfor også indikerer, at der er stor variation i idrætsdeltagelsen blandt børn og unge i de svenske kommuner.

CIF’s konklusioner vækker derfor bekymring hos den svenske sundheds- og idrætsminister:

“Resultatet er alarmerende,” siger idrætsminister Gabriel Wikström til det svenske dagblad Dagens Nyheter og tilføjer: ”Idræt skal være for alle, uanset hvor man bor, og uanset hvilken indkomst forældrene har.”

Sociale variationer kan forklare udsvinget

Det kræver yderligere analyser at give svar på, hvorfor den statslige støtte falder så ulige ud, lyder den forsigtige konklusion i rapporten, men evalueringen tegner som nævnt et mønster af, at de socioøkonomiske og geografiske forhold spiller ind på variationen i støtten.

Afstanden til idrætsfaciliteter, udbuddet af foreninger og valgmuligheder i forhold til idrætsgrene kan også have betydning for, at landsbykommunernes idrætsdeltagelse er lavere, og at de dermed får mindre del i støttekronerne.

Rapporten peger samtidig på, at der er grund til at forholde sig kritisk til, at den statslige lokale støtte går til de regioner, hvor børne- og ungdomslivet i størst grad udfolder sig. Hvis det også er der, hvor de socioøkonomisk godt stillede grupper befinder sig, kan det betyde, at de allerede stærke fællesskaber får mest ud af tilskuddet og befæster deres position. Den statslige støtte får dermed en utilsigtet polariserende virkning frem for at understøtte et foreningsliv for alle.

”Vi har allerede har indledt en dialog med RF (Riksidrottsförbundet), og dialogen intensiveres naturligvis nu. Hvordan skal vi med de penge, staten bruger, kunne bidrage til en mere retfærdig idræt i hele landet uafhængigt af forældrenes tegnebøger? Vi vil diskutere, om en anden udførelsesform af støttesystemet ville producere et andet resultat,” siger Gabriel Wikström til Dagens Nyheter.

Løbende evaluering af statsstøtte

Ud over at evaluere fordelingen af statsstøtten belyser CIF’s rapport også den svenske idræt som folkebevægelse, uddannelse i demokrati, etik og medansvar, idrættens betydning for folkesundheden og internationale konkurrencekraft.

Disse fire områder indgår sammen med piger og drenge samt kvinder og mænds lige forudsætninger for deltagelse i idræt som hovedparametre i CIF’s årlige evaluering af den statslige støtte til svensk foreningsidræt, der blev igangsat, efter at støtten til den organiserede idræt i 2010 blev samlet på finansloven.