Idan Artikel 09.08.2011

Stor kritik af Commonwealth Games

Forberedelserne til Commonwealth Games 2010 i Indien blev et skrækeksempel på, hvor galt forberedelserne af en megaevent kan gå. En ny revisionsrapport rejser hård kritik af organiseringen af legene.

Commonwealth Games i Delhi sidste år var set med snævre sportslige briller en succes for værtslandet Indien, der med 101 medaljer blev næstbedste nation og i øvrigt formåede at afvikle legene uden større problemer undervejs. Til gengæld ligner forberedelserne og organiseringen af legene inden åbningsceremonien den 3. oktober 2010 en håndbog over, hvordan forberedelserne af en stor event kan løbe af sporet. I en mere end 700 sider rapport rejser den indiske rigsrevision, The Comptroller and Auditor General of India (CAG), en sønderlemmende kritik af ringe budgetstyring, dårlig planlægning og begrundet mistanke om direkte korruption, fra Delhi blev tildelt værtskabet i 2003 frem til legenes åbning. Bl.a. konstaterer rapporten, at eventen kom til at koste langt over det budgetterede med samlede udgifter på 4,1 mia. dollars mod de forventede blot 270 mio. dollars, samtidig med at legene kun havde nettoindtægter på ca. 38 mio. dollars. Bl.a. endte sponsorindtægterne på cirka en tredjedel af det budgetterede, og hovedparten var offentlige sponsorater.

Forsinkelser, dårligt håndværk og korruption

Urealistiske, skønmalende budgetter og forsinkelser i forberedelserne ligger ifølge rapporten til grund for de markant større udgifter til arrangementet. 

Blandt andet peger rapporten på, at arrangørkomitéen var alt for længe om at komme i gang med planlægningen, så perioden fra 2003 til 2006 blev sløset væk. Konsekvensen var, at mange kontrakter med entreprenører, der skulle opføre faciliteter, stadions og forbedre infrastrukturen, blev hastet igennem, og at mange kontrakter ikke kom igennem de påkrævede udbudsrunder. Begge dele bidrog til at forøge omkostningerne. Samtidig betød tidspresset og indgåelsen af aftaler med entreprenører uden de fornødne ekspertiser, at mange af faciliteterne har store mangler og er dårligt bygget. Det gælder bl.a. svømmeanlæggene, hvor rapporten påpeger den dårlige udførsel af byggearbejdet. Rapporten stiller også skarpt på manglen på gennemsigtighed i indgåelsen af kontrakter, og at mange udbud har været forbundet med nepotisme og favorisering af bestemte firmaer. Dette har allerede fået visse konsekvenser. Bl.a. blev chefen for legene, Sures Kalmadi, i april arresteret og anklaget for korruption.

Diskussioner i parlamentet

De politiske bølger oven på offentliggørelsen af rapporten går højt efter offentliggørelsen af rapporten. 

Ifølge kontrakten for legene bærer den indiske regering således ansvaret for de økonomiske tab, og i Delhi lokalparlamentet angriber oppositionen lokalregeringen for dens involvering i organiseringen af Commonwealth Games og kræver regeringsleder Sheila Dikshits afgang. 

Læs mere

 
 
Læs CAG's revisionsrapport om forberedelserne til Commonwealth Games 2010Læs også Idans artikel om 'Skandalernes lege' fra efteråret 2010