Idan Artikel 07.10.2016

Stor millionstøtte vil gøre mænd idrætsaktive

Nordea-fonden har bevilliget 22,7 millioner til et nyt projekt, som skal få 10.000 flere mænd til at trække i idrætstøjet med Firmaidrætten i spidsen.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Et digitalt træningsfællesskab og et stort afsluttende motionsevent i alle landets kommuner vil udvide DR’s anden sæson af tv-serien ’Rigtige Mænd’ til et landsomspændende træningsforløb blandt danske mænd.

Med Dansk Firmaidræt som projektejer og i samarbejde med DR, MakeitBee Production og Syddansk Universitet har Nordea-fonden bevilliget 22,7 millioner i projektet, der vil skabe aktiviteter for mænd i hele landet med interesse i at få en sundere livsstil.   

”Der tales meget om adfærdsændringer, og hvad der skal til for at motivere flere til sunde levevaner. ’Rigtige Mænd’ er et enestående eksempel på, hvordan mænd gennem nære og stærke fællesskaber skruer op for glæden og motionen og dermed en sundere livsstil. Vi håber, at kommuner og foreninger landet over står på nakken af hinanden for at være med til, at flere ’Rigtige Mænd’ sættes i bevægelse,” siger direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, i en pressemeddelelse.

Løbeevents og digitale fællesskaber skal gøre flere aktive

Det nye motionstiltag kommer til at foregå sideløbende med, at tv-udsendelsen kører med start i foråret 2017 og giver mulighed for at deltage i digitale træningsfællesskaber, der tilbyder samme forløb som tv-serien. Alle danske mænd kan følge træningsforløbet i hold af fem deltagere. 

Som afslutning på træningsforløbene står Dansk Firmaidræt desuden i spidsen for at arrangere og afvikle Rigtige Mænd-løbeevents i alle landets kommuner i samarbejde med kommunerne og de lokale idrætsforeninger, mens Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet som partner i projektet vil stå for den forskningsmæssige del med fokus på at undersøge sammenhængen mellem digitale fællesskaber og deltagernes motivation. 

Programmet bliver sendt og produceret i samarbejde mellem DR og MakeitBee Production, som samtidig er ansvarlige for og står bag konceptet om Rigtige Mænd-træningsfællesskaber.

De digitale fællesskaber åbner for tilmelding den 10. marts 2017, og det er gratis at deltage. Dansk Firmaidræt opdaterer løbende en liste med en oversigt over de kommuner, som arrangerer Rigtige Mænd-løbet i maj 2017.

Læs mere

 
 
Se pressemeddelelse fra Nordea-fondenLæs mere om projektet hos Dansk Firmaidrætsforbund