Store forskelle på kommuners støtte til udsatte børns fritidsliv

26 kommuner i Danmark tilbyder udsatte børn og unge et fritidspas, der i forskellig grad hjælper børn og unge med kontingentbetaling og udstyr. Det viser en kortlægning, som Idan har gennemført i november 2017.

Foruden de 26 kommuner, som gør brug af fritidspasordningen, finder man en række andre tilbud og modeller ude i de danske kommuner (se figur 1 og boksen til højre). Eksempelvis har 33 kommuner et tilbud, der minder meget om fritidspasset, men som kommunerne kalder noget andet. Her vil typisk være fokus på specifikke målgrupper som flygtninge/indvandrere eller fokus på at skabe netværk/venner blandt udsatte, hvor familiens økonomi får sekundært fokus. ’Fællesskab for Alle’, som Frederikshavn Kommune tilbyder, er et eksempel.

Hertil kommer 42 kommuner, som hverken har fritidspas eller lignende tilbud. Disse kommuner støtter ofte op om andre lokale initiativer for udsatte børn og unge som eksempelvis BROEN, der aktuelt har lokalforeninger i 26 kommuner i Danmark, eller Get2Sport, som pt. har tilbud i 19 udsatte boligområder fordelt på 13 kommuner.

Figur 1. Oversigt over kommunernes tilbud til udsatte børn og unges deltagelse i fritidslivet

Figuren viser en oversigt over antal kommuner, der gør brug af fritidspas eller andre ordninger med det formål at støtte af udsatte børn og unges deltagelse i fritidslivet. Opgørelsen er baseret på onlinesøgning på kommunale hjemmesider i november 2017 samt telefonisk kontakt til kommuner, hvor tilbuddene ikke fremgik af hjemmesiden.

Som det fremgår af tabel 1, har 22 kommuner mere end ét tilbud. Typisk vil det være en kommune, som tilbyder børn et fritidspas og efterfølgende har BROEN til at tage over, når fritidspasordningen udløber efter et halvt eller et helt år afhængig af kommunens udlægning af ordningen.

Fritidspas i fri fortolkning

Fritidspasset blev efter en forsøgsperiode i Aarhus Kommune indført som forsøg i 10 kommuner i perioden 2006-2009 og igen i 23 kommuner i 2011-2015. En erfaringsopsamling af fritidspasset fra 2016 viser overvejende et positivt indtryk af ordningen.

Fritidspasset har dog ikke opnået status som et bredt landsdækkende koncept eller tilbud. Selv inden for de 26 kommuner, som i dag tilbyder en fritidspasordning, ser man lokale fortolkninger af målgruppens karakter, omfanget af økonomisk støtte og tilknytning af vejleder eller mentor (se yderligere information i faktaboksen i højre side).

Ofte er tilbuddet karakteriseret ved, at udsatte familier kan søge om et fritidspas som hel eller delvis betaling af barnets kontingent. I visse kommuner kan man også søge om tilskud eller fuld betaling af udstyr. Mange af kommunerne tilbyder foruden økonomisk støtte også fritidsvejledning, hvor enten frivillige eller kommunale konsulenter klarlægger barnets interesser. På tværs af kommuner finder man udtryk som foreningsmentor, fritidsmentor eller følgeven.

Lokalt designet hjælp til udsatte børn og unges fritid

Blandt de 33 kommuner, som hjælper udsatte børn og unge gennem øvrige lokalt tilpassede ordninger og modeller, finder man stor inspiration i fritidspassets indhold. De lokale variationer bærer præg af et behov for at skræddersy tilbud, der passer til den enkelte kommunes borgersammensætning.

Man finder eksempelvis store forskelle på de aldersgrupper, som har mulighed for at søge støtte både til fritidspas og til andre lignende tilbud. Eksempelvis er aldersgrænsen 0-18 år i Frederiksberg Kommune, 5-17 år i Frederikshavn Kommune, 6-29 år i Furesø Kommune, 6-16 år i Faaborg-Midtfyn Kommune, 6-25 år i Gentofte Kommune og 0.-6. klasse i Gladsaxe Kommune.

Nogle kommuner har haft behov for at oprette en akut støttepulje specifikt målrettet til flygtningebørn som eksempelvis Thisted og Frederikssund Kommune, mens andre kommuner støtter efter forældrenes indtægtsniveau (eksempelvis i Aarhus Kommune), og atter andre finder det mere relevant at kigge mere helhedsorienteret på barnets trivsel og behov for social inklusion, hvilket man finder eksempel på i Viborg Kommune. Man finder også eksempler på kommuner, som lader de frivillige foreninger stå for ansøgningen om støtte, frem for at det er et anliggende mellem en kommunal konsulent og det enkelte barn.

Flertallet af kommuner støtter andre initiativer

Mens 26 kommuner gør brug af et decideret fritidspas, henviser næsten dobbelt så mange kommuner (42) til andre initiativer, som udspringer af civilsamfundet. Ofte er det initiativer som BROEN eller Get2Sport, som kommunerne henviser til og formentlig også støtter økonomisk. Her kan man tale om en form for ’udlicitering’ af opgaven med at varetage kontakt til de udsatte og forvaltning af den økonomiske støtte.

Endelig angiver 17 kommuner, at de ikke har formelle kommunale tilbud om støtte til børn og unges fritidsdeltagelse, men henviser til andre støttemuligheder under DGI, DIF, Flygtningepuljen hos Dansk Flygtningehjælp, Minisport eller Red Barnets initiativ ’Plads til alle’.

Kommunale neddyk

Variationerne bliver endnu tydeligere, når man dykker ned i de enkelte kommuners ordninger.

F.eks. kan børn og unge i bl.a. Aarhus, Viborg eller Aabenraa Kommune både modtage fritidsvejledning og søge om tilskud på op til 100 pct. af kontingentbeløbet. I Aarhus vurderes behovet dog som nævnt ud fra en fastsat indkomstgrænse og er i udgangspunktet til enlige forsørgere. Fritidspasset bliver sendt uopfordret med posten.

I Haderslev kommune er tilbuddet af en helt anden karakter, da kommunen forventer en modydelse for kontingentbetalingen. Fritidskontoret i Haderslev yder således såkaldt ’hjælp til selvhjælp’, hvor økonomisk trængte forældre, der søger kontingentbetaling til deres børn, opfordres til at agere instruktører i foreningen, hvor deres børn så kan træne med gratis. Dette skal samtidig afhjælpe mangel frivillige i foreningerne. Kommunen har desuden både BROEN og Get2Sport repræsenteret i lokale initiativer.

Også i Esbjerg Kommune finder man både BROEN og Get2Sport sideløbende med en kommunal kontingentordning, som dog ikke kaldes fritidspas, men hedder ’Aktiv fritid’. Høje-Taastrup er den eneste kommune i Danmark, som både har et decideret fritidspas samt en lokal BROEN-forening og repræsentation af Get2Sport.

Uoverskuelig støtte eller meningsfuld lokal tilpasning?

Der findes ingen overordnet kortlægning eller erfaringsopsamling på de mange kommunale støttemuligheder til forskellige grupper af udsatte børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter i Danmark.

Denne korte gennemgang viser, at kommunerne tilsyneladende ofte har behov for skræddersyede tilbud tilpasset de lokale vilkår, men samtidig gør de kommunale forskelle det vanskeligt at pege på overordnede succesfulde vs. mindre succesfulde tilgange.

Det bliver interessant at følge udviklingen fremadrettet og se på forskelle mellem kommunalt forankrede tilbud og civilsamfundsforankrede tilbud. BROENs tilbud minder i princippet meget om fritidspasset, men bunder primært i fondsmidler og et væld af lokale sponsorater. Dertil kommer, at muligheden for at få et kommunalt fritidspas i den nuværende støtteform ofte vil løbe ud efter en begrænset periode på et halvt eller et helt år, mens BROENS muligheder ikke har samme begrænsning.

Det er desuden relevant at generere større viden om de forskellige kommunale støttemuligheder for at kunne debattere fordele og ulemper på et oplyst grundlag. Større kommunal ensretning i forhold til at støtte udsatte børn og unge kunne formentlig gøre det lettere at vidensdele og skabe synergi på tværs af kommuner og ikke mindst gøre det lettere for de landsdækkende idrætsorganisationer at forholde sig til og vejlede lokale foreninger på området.

Omvendt er faren ved et fokus på ensretning af fritidspas, at man glemmer, at der også kan være andre, og måske i nogle tilfælde mere passende tilbud end de lokale foreninger, til særlige typer af udsatte børn og unge. Dertil kommer behovet for at tage højde for de lokale forhold i ordningerne.

Spørgsmålet er endvidere, om fritidspasset i sine nuværende variationer er en effektiv måde at hjælpe udsatte børn ud i foreningslivet på? Selvom evalueringen fra 2016 påpeger overvejende positiv tilbagemelding på ordningen fra kommunerne, ligger der under overfladen en lang række udfordringer:

For det første kan det være en udfordring for forældrene selv at skulle stå for betaling og tilmelding af børnene, når en ny sæson starter. Derfor vil behovet for støtte formentlig ofte række ud over en enkelt sæson.

For det andet er den økonomiske barriere sjældent den eneste barriere. Ofte vil forældrene have vanskeligt ved at hjælpe barnet med at komme frem og tilbage til foreningen og samtidig ikke have ressourcer til at involvere sig i frivilligt arbejde i foreningen. Et gratis kontingent er derfor ikke altid en god løsning for foreningerne. Evalueringen af fritidspasordningen fra 2016 peger på, at det kræver stort fokus på at klæde foreningerne på, så de kan rumme målgruppen, der kommer med et fritidspas.

For det tredje viser evalueringen, at det kræver meget stort arbejde for de kommunale eller frivillige vejledere/mentorer, som forvalter kontakten mellem de udsatte familier og foreningerne. Fritidspasordningen kræver altså meget store personlige ressourcer til vejledning og støtte foruden den økonomiske støtte, der går til kontingent og udstyr.