Storkommuner i offensiven

Kommunalreformen blev ikke laveste fællesnævner på idrætsområdet. Tværtimod har kommunalreformen fået de nye storkommuner til at kaste sig over flere opgaver på idrætsområdet, selv om der ikke er kommet flere ressourcer til idrætten. Samtidig er forvaltningerne i de sammenlagte kommuner blevet styrket fagligt, viser undersøgelsen ’Ændringer i kommunal idrætspolitik efter kommunalreformen’, som stiller skarpt på kommunerne arbejde med idrætten og deres vurderinger af kommunalreformens betydning. Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2009 af Syddansk Universitet som opfølgning på en tilsvarende undersøgelse fra 2006, der slog fast, at kommunestørrelsen er den afgørende faktor, når det gælder kommunernes lyst og evne til at være udfarende på idrætsområdet. Den nye undersøgelse bekræfter det billede: Der har været en kraftig udvikling på idrætsområdet i de nye og større kommuner. Men også selve processen omkring kommunalreformen har haft betydning, vurderer rapportens medforfatter, professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet. ”Sammenlægningerne har været en katalysator. Man har ikke gjort som sidste år, men har smidt det hele op i luften.” Udviklingen i kommunerne kan ifølge Bjarne Ibsen spores på flere områder: ”Der er kommet en større formalisering af idrætspolitikken. Der er visse indsatsområder, man arbejder mere med. Og kommunerne har i dag flere folk med en akademisk uddannelse ansat. Det sidste kan i sig selv have en væsentlig indflydelse på området, for disse folk kommer med en faglighed og ledelsesmæssig, administrativ og forvaltningsmæssig indsigt i idræt.” 

Figur 1: Idrætten er blevet styrket

Stor politisk betydning

63 pct. af de nye kommuner vurderer, at idrætten som særligt område er blevet styrket af kommunalreformen (figur 1). Kun 7 pct. peger på det modsatte. Få ikke-sammenlagte kommuner har registeret nogen større forskel. Konkret har mange sammenlagte kommuner brugt kræfter på at formulere en egentlig idrætspolitik og inddrage idrætten i andre politikområder. Men også når det gælder konkrete politiske prioriteringer, er der markante forskelle mellem de sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner. Det kommer bl.a. til udtryk i kommunernes vurdering af, hvorvidt deres nye forebyggende og sundhedsfremmende opgaver har påvirket arbejdet på idrætsområdet. Mens 55 pct. af de sammenlagte kommuner mener, at det er tilfældet i høj eller meget høj grad, gælder det blot 22 pct. af de øvrige kommuner (se figur 2). 

Figur 2: Fokus på sundhed

Tættere samarbejde med foreningsliv

Også når det gælder kommunernes samarbejdsrelationer, er der klare tendenser. Generelt samarbejder kommunerne i stigende grad med andre kommuner, eksterne konsulenter, forskningsinstitutioner og private virksomheder. Men samtidig peger mange af de sammenlagte kommuner på, at samarbejdet med foreningslivet er blevet styrket (44 pct.), og at foreningerne i højere grad end tidligere inddrages i løsningen af kommunale opgaver (34 pct.). Og hele 60 pct. af de sammenlagte kommuner forventer at styrke relationerne til det lokale idrætssamvirke eller idrætsråd. Med andre ord opleves afstanden fra rådhus til forening som kortere, selv om den fysisk set ofte er blevet længere. Ønsket om et tættere samarbejde med idrætssamvirkerne behøver dog ikke få vidtrækkende praktisk betydning. Undersøgelsen peger således på, at der ikke er flere samvirker og idrætsråd, der løser kommunale opgaver som fordeling af haltimer eller tilskud. Snarere tværtimod. Og Bjarne Ibsen advarer generelt mod at overdrive betydningen af samarbejdet. ”Jeg tror, at de store kommuner kan opbygge nogle effektive systemer, som servicerer foreningerne bedre, men det er ikke det samme, som at foreningerne af den grund har større indflydelse. Forholdet er snarere blevet mere ligeværdigt.” Her kan den stigende faglighed i de kommunale forvaltninger også få stor betydning for forholdet mellem kommunerne og den organiserede idræt. 71 pct. af de sammenlagte kommuner mener i dag, at fagligheden er blevet styrket, samtidig med at antallet af akademikere på idrætsområdet er blevet fordoblet siden 2006. ”Får vi flere af den type medarbejdere, som kan lave politikindstillinger, har deres egen viden på området og kan matche organisationerne, tror jeg, at kommunerne i mindre grad behøver spørge idrætsorganisationerne om at stå for oplæg og andet, som især DGI har profileret sig på. Hvorfor ikke stå for det selv?” siger Bjarne Ibsen. 

De mest udbredte indsatser i 2009 - andel kommune

Større kommuner, flere indsatsområder

At sammenlægningerne i hvert fald har udvidet viften af kommunale indsatsområder, dokumenterer undersøgelsen (se tabel øverst). Den mest udbredte kommunale aktivitet, ferieidrætsaktiviteter for børn, er nu på programmet i tre ud af fire kommuner – en vækst på 25 procentpoint siden 2006. Og en række andre indsatser vinder på tilsvarende vis frem ude omkring. Kommunerne får altså flere varer på hylderne, selv om de samlet set ikke bruger flere ressourcer på idrætten (se boks), og det samlede aktivitetsniveau derfor næppe er vokset. ”Forståelsen af, hvad en kommunes opgave er, har ændret sig. Det kan godt være, at man kun har en enkelt partnerskabsaftale med en skole, men man har den – og det kan så være, at man senere udvider aktiviteterne,” siger Bjarne Ibsen. ”Det er også tydeligt, at kommunerne fortsat gerne vil støtte børnene, men de gør det ikke længere kun gennem foreningerne – man sætter også sine egne aktiviteter i gang, og man har fokus på de inaktive. Det bekræfter, at der er et nyt spor på vej i de kommunale idrætspolitikker,” vurderer Bjarne Ibsen, som dog også peger på, at kommunernes pressede økonomi kan få indflydelse på, hvor offensive de i de kommende år vil være på idrætsområdet.