Studietur til Manchester
En række af Manchesters store idræts- og kulturbyggerier er målet for en studietur arrangeret af Center for Idræt og Arkitektur i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden.
(Opdateret den 30. marts 2012) Det nordlige Englands gamle industriby Manchester har sin egen placering på det engelske idræts- og kulturlandkort som hjemby for to højtprofilerede Premier League-hold og leverandør af en lang række profiler til den internationale musikscene – fra Simply Red og Take That til Oasis og Morrissey. Nu giver en studietur arrangeret af Center for Idræt og Arkitektur i et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden chancen for at besøge en række af de mange byggerier på bl.a. idrætsområdet, der er blevet opført i de senere år i forsøget på at styrke Manchesters idrætslige og kulturelle profil og gøre op med byens ry som nedslidt industriby. Studieturen, der finder sted i maj, besøger således Sportcity Manchester, der bl.a. omfatter Manchester Velodrome og Manchester Citys hjemmebane, City of Manchester Stadium, der blev opført op til byens værtskab for Commonwealth Games i 2002. Ved siden af idrætsfaciliteterne bliver der mulighed for at se eksempler på eksperimenterende sociale boligområder og en række arkitektonisk nytænkende kulturbyggerier. Rundvisningerne bliver suppleret med oplæg om Manchesters byudviklingsstrategier i tilknytning til sport og kultur. Studieturen afvikles den 9.-11. maj. Der er fortsat pladser, og det er muligt at tilmelde sig frem til den 12. april. Prisen er 6.950 kr. inklusive transport, overnatning og fuld forplejning.