Idan Artikel 06.01.2017

Svensk satsning på sociale indsatser gennem idræt

Den svenske regering vil i 2017 øge statsbidraget til idrætten med et beløb på 40,9 mio. danske kr. særligt for at styrke indsatser for indvandrere, arbejdsløse og asylsøgere gennem idræt.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

For andet år i træk har den svenske regering besluttet at øge den statslige støtte til svensk idræt med sigte på at udnytte idrætten til sociale indsatser som eksempelvis integration og jobskabelse.

I Sverige kan idrætten, primært gennem Riksidrottsförbundet, i 2017 se frem til et samlet statsbidrag på 1,935 mia. svenske kr., svarende til 1,507 mia. danske kr.

Midlerne skal ikke blot dække Riksidrottsförbundets og speicalforbundenes virksomhed, men også elitearbejde og olympisk arbejde gennem Sveriges Olympiske Komité samt antidopingarbejde, idrætsforskning og det såkaldte Idrottslyftet på 500 mio. svenske kroner (385,9 mio. danske kr.), som via Riksidrottsförbundet udmøntes til lokal foreningsudvikling. Til sammenligning med de svenske tal udgør de statslige udlodningsmidler til idrætsformål herhjemme ca. 905 mio. inklusive idrætsorganisationerne, en række selvejende institutioner, Kulturministeriets egne puljer og hestevæddeløbssporten.

Øremærkede puljer

Nyheden i det svenske statsbidrag til idrætten er, at budgettet i 2017 forøges med et beløb på 40,9 mio. danske kr., heraf er 80 pct. af stigningen øremærket særlige sociale formål.

Som noget nyt vil 10,9 mio. kr. i år og de kommende år blive øremærket idrættens arbejde for at styrke idrættens indsats i udsatte områder. Dertil smider regeringen yderligere 15,9 mio. kr. oven i en ny og fortsat gældende pulje fra sidste år på 49,9 mio. kr., som er øremærket arbejdet med at integrere og hjælpe nyankomne asylsøgere og indvandrere gennem idrætten. Den nye pulje skal gå til at forbedre mulighederne for beboere på asylcentre for at deltage i idræt i lokalsamfundet.

Endnu en ny social pulje på 5,9 mio. kr. skal gå til at skabe jobmuligheder gennem idrætten for eksempelvis ældre arbejdsløse, nyankomne indvandrere eller unge uden tilknytning til uddannelser eller arbejdsmarked.

Stor tiltro til idrætsbevægelsen

Ifølge den svenske idrætsminister Gabriel Wikström er de nye øremærkede puljer et udtryk for regeringens tro på, at idrætsbevægelsen, som i Sverige er stærkt centraliseret gennem Riksidrottsförbundet, kan bidrage til at løse sociale udfordringer.

”Regeringen har stor tiltro til idrætsbevægelsen. Den kan lave afgørende indsatser for at skabe aktivitet og meningsfuld beskæftigelse i socialt udsatte områder. Med disse satsninger ønsker vi, at mennesker får mulighed for at få andel i idrættens unikke forudsætninger for bygge bro, skabe fælleskab og bidarge med at skabe glæde. Samtidig er det en mulighed for idrætsbevægelsen til at få flere deltagere og ledere,” udtaler Gabriel Wikström.

Læs mere