Sverige evaluerer støtten til idræt

Hovedparten af statsstøtten til svensk idræt blev i 2010 flyttet over på finansloven frem for hovedsageligt at være finansieret gennem spillemidler, som vi kender det i Danmark. Nu foreligger den første evaluering af den samlede statsstøtte, der udgør lidt over 1,8 milliarder svenske kroner inklusive 500 mio. fra Svenska Spel, som fortsat er øremærket til lokale foreningsaktiviteter. Bag evalueringen står ’Centrum för idrottsforskning’, der i sin første rapport fra juni 2011, ’Uppföljning av statens stöd till idrotten 2010’, opstiller 22 indikatorer, der fremover skal være med til at belyse, om den frivillige idræt lever op til statens mål for støtten. De 22 indikatorer, der vil blive opdateret hvert år, er samlet i fem målområder, som afspejler de statslige målsætninger om bl.a. en høj og bred idrætsdeltagelse kombineret med gode eliteresultater:

1. Idrætten som folkebevægelse
2. Idrættens betydning for folkesundheden
3. Piger og drenge samt kvinder og mænds lige forudsætninger for deltagelse
4. Uddannelse/indføring i demokrati, etik og det at tage medansvar
5. Idrætsgrenenes internationale konkurrenceevne

Under de enkelte målområder samler rapporten en række nøgletal – fra velkendt statistik på bl.a. medlemsudviklingen i den organiserede idræt til nye tal som medaljestatistik på eliteidrætsområdet. Evalueringen drager ingen håndfaste konklusioner på baggrund af tallene, men nøjes med at konkludere, at den svenske idrætsbevægelse er kendetegnet ved sin store størrelse og stærke position, ikke mindst blandt børn og unge, sin mangfoldighed fra idrætsgren til idrætsgren og klubberne imellem, og det forhold, at den ofte afspejler de generelle sociale og økonomiske forhold i samfundet. Det sidste får rapporten til at stille det afsluttende, ubesvarede spørgsmål, i hvilken udstrækning idrætten kan påvirke samfundet, og i hvilken grad det snarere kræver samfundsforandringer at kunne ændre idrætten.

Idrætspolitik med fokus på børnerettigheder

I det hele taget har rapporten mere karakter af et diskussionsoplæg end en karakterbog og facitliste for svensk idræt. 

Det afspejler sig også i rapportens analyser af idrættens såkaldte ’børnerettighedsperspektiver’, som har fået en central plads i evalueringen. I modsætning til i Danmark er det at fremme børnerettigheder med afsæt i FN’s børnekonvention blevet en hjørnesten i den svenske idrætspolitik og en formel målsætning for statsstøtten til idrætten. Idrætten skal aktivt fremme en børne- og ungdomsidræt, der har udgangspunkt i børn og unges egne interesser, behov og forventninger. Den svenske regering bad derfor i forbindelse med årets rapport også at få undersøgt, hvorvidt svensk idræt lever op til det statslige krav om at have et ’børnerettighedsperspektiv’ på såvel forenings- som forbundsplan. Det er udmøntet i en forskningsantologi om børnerettigheder i idrætten og en særlig rapport om unges idrætdeltagelse. Men hovedrapporten konkluderer samtidig, at det trods udredningsarbejdet er umuligt at give et entydigt svar på, om den frivillige idræt som helhed lever op til kravet om at fremme et børnerettighedsperspektiv, da begrebet er for komplekst, og svensk idræt er for varieret. I stedet opstiller rapporten to bredere anbefalinger: For det første bør børnerettigheder ikke opfattes som et sæt firkantede regler. Det handler snarere om i bred forstand at have fokus på, at alle børn er velkomne og trives i idrætten, og at de kan opnå personlig udvikling gennem deres idrætsdeltagelse. For det andet skal svensk idræt anført af Riksidrottsförbundet realisere et tidligere vedtaget program, der bl.a. lægger op til, at idrætten skal være mere lydhør over for unges forskellige behov og blive bedre til at inddrage dem i beslutningsprocesserne. I øvrigt er diskussionerne om børnerettigheder og udviklingen af børne- og ungdomsidræt det centrale tema på en konference, Idrott för barnets bästa, den 13.-15. oktober i Malmö, som Riksidrottsförbundet og Centrum för idrottsforskning er medarrangører af.