Idan Artikel 01.05.2024

Svømmeklubber skal bidrage til at udvikle samarbejdet mellem DGI og SvømDanmark

Tilbage i 2017 startede DGI og SvømDanmark et samarbejde om kurser og uddannelser efter et ønske fra landets svømmeklubber. Nu skal Idrættens Analyseinstitut undersøge, om klubberne er tilfredse med samarbejdet, og hvordan det kan udvikles yderligere.

Hver uge møder hundredvis af instruktører troligt op på kanten i de danske svømmehaller for at undervise de mere end 250.000 vandhunde, der er medlemmer af en forening under SvømDanmark og/eller DGI. 

Siden 2017 har de to organisationer samarbejdet om at tilbyde kurser, inspiration og sparring til de mange instruktører og hjælpeinstruktører, som underviser i alt fra babysvømning til vandskræk. I 2019 indgik de to organisationer desuden et Bevæg dig for livet-samarbejde med fokus på at få flere voksne til at svømme.

Nu er projektperioden ved at nå sin ende og i den forbindelse skal samarbejdet mellem de to organisationer under lup. DGI Svømning og SvømDanmark har derfor bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at undersøge, hvor tilfredse svømmeklubberne er med samarbejdet og give perspektiver på, hvordan det kan udvikles fremover.

”Som medlemsorganisationer er vores største ønske, at vores foreninger er tilfredse med os, og at vi gør deres barriere for at få endnu flere medlemmer, frivillige og uddannede trænere på kanten så lav som mulig,” siger Henrik Hansen, der er konsulent i DGI Svømning.

”Så vi er bare nysgerrige på, hvordan vi som organisationer kan gøre det arbejde endnu bedre for vores medlemsforeninger,” siger han.

Allan Nyhus, der er direktør i SvømDanmark, stemmer i.

”Det vigtigste for mig i forhold til undersøgelsen er, at vi får et godt indblik i, hvad vores medlemsforeninger forventer af samarbejdet mellem DGI og SvømDanmark,” siger han.

Derfor modtager svømmeklubberne i hele Danmark snart en spørgeskemaundersøgelse, hvor de bliver spurgt til, hvor tilfredse de er med de konkrete kurser og uddannelsestilbud, som SvømDanmark og DGI Svømning enten har fordelt mellem sig eller udbyder sammen.

Derudover vil nogle af svømmeklubberne også blive tilbudt at deltage i en række online interviews, hvor de kan byde ind med ønsker og behov i forhold til de to organisationers nuværende tilbud og fremadrettede samarbejde.

Aquafitness

Siden 2019 har de to organisationer samarbejdet i regi af Bevæg dig for livet om at få flere voksne til at svømme. Foto: Jeppe Bøje Nielsen/DGI Media.

Organisationerne lyttede til foreningernes behov

Spørger man de to parter, er der kun tilfredshed at spore, men det gode samarbejde er ikke kommet af sig selv. Henrik Hansen fortæller om en tid, hvor man havde mere fokus på at lykkes internt end på, hvordan man i fællesskab kunne nå et mål om flere aktive og flere dygtige trænere.

Allan Nyhus var dengang formand i svømmeklub og husker tydeligt, hvordan foreningerne kaldte på mere samarbejde mellem de to parter.

”Som forening sad man og tænkte, altså hvorfor er det, at det samme tilbud skal udbydes af to forskellige. Hvorfor samarbejder de ikke om tingene i stedet for at modarbejde hinanden,” siger han.

Det var han tilsyneladende ikke ene om at tænke. Foreningsundersøgelser blandt DGI og SvømDanmarks medlemsforeninger indikerede, at der var flere foreninger, som kaldte på et samarbejde mellem de to organisationer.  

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg svarede på den undersøgelse, og jeg tænker jo egentlig, at samarbejdet kom i stand, fordi foreningerne efterlyste det, og fordi organisationerne lyttede,” siger Allan Nyhus.

De to parter påbegyndte en lang møderække, hvor de prøvede at blive klogere på hinandens og egne styrker.

”Nu har jeg da kollegaer, der kigger på mod svømningen og siger ’hvordan er I dog nået dertil?’, siger Henrik Hansen.

”Men jeg tror, det handler om, at vi har brugt virkelig meget tid på at lære hinanden at kende. Vi har nok brugt halvandet år på at arbejde med hinanden, før vi reelt set lavede en aftale. Jeg tror, at den relation og den tid, der er blevet investeret gennem årene, har gjort, at vi er nået dertil, hvor vi er i dag;” siger han.

Både Henrik Hansen og Allan Nyhus opfordrer andre forbund til at tage hul på opgaven.

”Jeg vil helt klart opfordre andre til at prøve at få skabt nogle samarbejder. Man må jo også kigge på, at det jo er offentlige penge, vi sidder på, og det der med at udbyde tingene to gange, det er måske heller ikke det, fremtiden skal byde på, hvis du spørger mig,” siger Allan Nyhus.

Samarbejdet kræver kompromiser

Samarbejdet mellem DGI Svøm og SvømDanmark består blandt andet i, at de har delt faglighederne op imellem sig, således at en af organisationerne udbyder kurser og uddannelse indenfor for eksempel babysvømning og AquaFitness, mens den anden organisation tager sig af dommer- og livredningskurser.

Før samarbejdet gik i gang blev flere kurser ofte udbudt af begge organisationer. Nu handler det i stedet om, at det skal være gennemskueligt for foreningerne, der i bund og grund er ligeglade med, om de er på et kursus udbudt af DGI eller SvømDanmark.

”Men det er slet ikke sikkert, at vores foreninger ved, at vi samarbejder. De har måske meldt sig til et kursus hos SvømDanmark gennem DGI’s hjemmeside,” siger Allan Nyhus.

”Og så kan vi sidde med hver af vores og sige ’iih hvor var det ærgerligt, de ikke så vores logo.’ Men altså, det er jo noget af det, man også giver lidt køb på, når man for eksempel har mulighed for at tilmelde sig begge steder,” siger han.

”Ja, det handler om, hvad der vil være bedst for foreningen, fremfor hvad der vil være bedst for DGI Svømning eller SvømDanmark,” siger Henrik Hansen. 

Læs mere om undersøgelsen

Svømmer der dykker
Idan
Tilfredshedsundersøgelse af samarbejdet mellem SvømDanmark og DGI Svømning