Syv breddeidrætskommuner udvalgt
Syv nye breddeidrætskommuner skal være med til at realisere en række af breddeidrætsudvalgets 42 forslag fra foråret.
Kulturministeriet har sammen med Nordea-fonden udvalgt de syv breddeidrætskommuner, der i de kommende to år skal følge op på nogle af de forslag, som Kulturministeriets breddeidrætsudvalg lancerede i marts. I alt havde 36 kommuner budt ind på at blive breiddeidrætskommune, og det blev Aalborg, Faaborg-Midtfyn, Slagelse, Gentofte, Køge, Viborg og Varde, der deler de 20 mio. kroner, som Kulturministeriet og Nordea-fonden har udbudt i fællesskab til kommunerne. Herudover bidrager kommunerne selv med en høj grad af medfinansiering af deres projekter. Ordningen løber fra 2010 til 2011.
De syv kommuners projekter
Ifølge Kulturministeriet er der i udvælgelsen af kommunerne bl.a. lagt vægt på, at flest mulige af breddeidrætsudvalgets forslag bliver realiseret, og at initiativerne fremmer den brede idrætsdeltagelse i kommunerne.
Samlet set er viften af aktiviteter, som de syv kommuner vil igangsætte, meget bred. Dette er et udvalg:
- Aalborg Kommune får 3,4 mio. kr. til flere projekter, bl.a. fysisk aktivitet på ti udvalgte skoler, idrætspas, ’gå-ud-på-gaden-idræt’ samt idræt i landdistrikterne.
- Viborg Kommune får 2,5 mio. kr. til en række projekter målrettet forskellige grupper af idrætssvage børn og unge.
- Varde Kommune får 3,3 mio. kr., som bl.a. vil blive brugt på introduktion til e-sport, børnefitness i skolerne og idrætsundervisning i naturen.
- Faaborg-Midtfyn Kommune får 3,8 mio. kr. til en række projekter, der bl.a. omfatter bevægelse i bibliotekerne og idrætsaktiviteter i skolernes ferier.
- Gentofte Kommune får 2,7 mio. kr., der bl.a. går til 'kom og vær med-aktiviteter' og projekterne ’energi på arbejdspladsen’ samt FamilieZonen.
- Køge Kommune får 1,6 mio. kr. til projekter som ’Forældrene på banen’ og ’Ultimate volley experience – fra fest til forening’.
- Slagelse Kommune får 2,7 mio. kr. til opgradering af skole og institutionsidrætten, aktiviteter i dagsinstitutioner og mere idræt i skolen.
Kulturminister Carina Christensen siger i en pressemeddelelse, at hun håber, at projekterne vil kunne inspirere andre kommuner i deres arbejde med breddeidrætten:"Med projekterne i de syv breddeidrætskommuner får vi værdifuld viden, som alle landets kommuner kan bygge videre på." Se en mere detaljeret oversigt over kommunernes projekter på Kulturministeriets hjemmeside.