Syv er det magiske tal

Ved det seneste OL i Athen vandt de danske atleter i alt otte medaljer - to guld- og seks bronzemedaljer - det højeste antal medaljer siden Mexico i 1968. Ved OL i 1996 og 2000 hentede Danmark seks medaljer, og Team Danmarks aktuelle målsætning for legene i Beijing er, at syv medaljer skal hentes hjem. Dette forekommer ikke urimeligt vurderet ud fra resultaterne ved de seneste VM i de olympiske discipliner og på baggrund af gode VM- og EM-resultater i dette forår, men det afviger fra de mere langsigtede udviklingstendenser, der viser en ganske markant forringelse af dansk elitesports internationale konkurrenceevne siden begyndelsen af dette årti.

I de tre år, der er forløbet mellem det seneste og det kommende OL har Danmark ikke kunnet leve op til resultaterne ved OL i Athen ved de årlige VM og lignende konkurrencer. Efter at have vundet otte medaljer i Athen, blev det i årene 2005, 2006 og 2007 til hhv. fire (0 guld, 2 sølv, 2 bronze), seks (2 guld og fire bronze) og seks (1 guld, 2 sølv og tre bronze) medaljer til danske elitesportsudøvere i OL-disciplinerne ved de årlige VM el.lign.

Denne tilsyneladende nedgang kunne skyldes tilfældigheder og marginaler, hvilket i givet fald ville afspejle sig i mange danske resultater lige udenfor medaljerne, men dette er langt fra tilfældet. Faktisk har den danske tilbagegang været særlig kraftig, hvis man ser på Top 8-points (hvor en 1. plads giver otte point, en 2. plads 7 point og så fremdeles indtil en 8. plads, der giver 1 point).

Mens Danmarks Top 8-pointsum var henholdsvis 108, 92 og 99 ved de seneste tre OL, var antallet af Top 8-point markant lavere de to seneste år (2006: 85; 2007: 71). Samlet antal Top 8-point var i 2007 nede på niveau med Danmarks pointsum ved OL i Seoul 1988, hvor Østeuropas dominans var udtalt, og hvor der ved OL blev konkurreret i langt færre discipliner end i dag.

Tendensen til tilbagegang i forhold til 1990erne underbygges af en analyse af udviklingen i konkurrenceevnen for de sportsgrene, der traditionelt har stået for størstedelen af den danske medaljehøst ved OL som Idan har kigget nærmere på i en nylig evaluering af Team Danmarks støttekoncept. Kun håndbold og roning har således fastholdt sine internationale styrkepositioner, mens cykling, kano og kajak og ikke mindst sejlsport og badminton har oplevet en klar forringelse af resultatniveauet.

Markedsandelen er afgørende

Den sportslige konkurrenceevne kan ikke vurderes ved udelukkende at se på samlet medaljehøst og Top 8-point. Skal man vurdere den langsigtede udvikling af den danske medaljehøst og danske topplaceringer på en hensigtsmæssig måde, bør resultaterne vurderes i forhold til det samlede antal konkurrencer og dermed det samlede antal medaljesæt, der kan vindes. Hvis der kommer flere konkurrencer til, skal således Danmark vinde flere medaljer eller topplaceringer for at fastholde samme ’markedsandel’ af det samlede antal medaljer eller Top-8 placeringer.

Eftersom antal konkurrencer og medaljesæt ved OL er blevet markant forøget frem til 2004, er den næsten konstante danske medaljehøst således ensbetydende med en faldende andel af samlet antal medaljer og medaljepoint, altså en faldende markedsandel. Det vil syv medaljer i Kina ikke rette op på. 

Tilbagegangen i markedsandel/konkurrenceevne har som nævnt været særlig markant de allerseneste år og fremstår mest tydeligt, hvis der ses på Top 8-point i OL-disciplinerne. De langsigtede tendenser giver således god grund til en afdæmpet retorik, når talen falder på spørgsmålet om OL-triumfer.Man kan dog hævde, at Danmark egentlig burde vinde medaljer i Beijing svarende til Team Danmarks aktuelle OL-målsætning.

Det fremgår nemlig af en analyse, som det internationale konsulent- og revisionsfirma, PriceWaterHouseCoopers (PWC) udarbejdede for nylig som en slags forudsigelse af medaljefordelingen blandt de deltagende nationer i Beijing. På baggrund af et større statistisk modelleringsarbejde kommer PWC frem til, at når der tages hensyn til tidligere OL-resultater, udviklingen i BNP og befolkningsunderlag, værtsskab mv. vil Danmark vinde syv medaljer. Dette korresponderer ganske fint med Team Danmarks og DIFs egen målsætning.

Det sportslige våbenkapløb er accellereret

PWC's medaljeforudsigelser har ved de forrige olympiske lege har været ret præcise, men analysen tager ikke højde for den faktiske udvikling i resultaterne siden sidste OL. Derudover tages ikke hensyn til er, at udviklingen internationalt er gået stærkt de senere år. Den nyeste forskning på området viser, at et globalt sportsligt ‘våbenkapløb’ er blevet intensiveret inden for de seneste få år, efter OL i Sydney.

Stadigt flere lande udvikler ’medaljekapabilitet’ og investerer stadigt stigende beløb i elitesporten. Denne udvikling handler populært sagt om, hvor stor en del af pågældende nationers bruttonationalprodukt (BNP), der anvendes målrettet på elitesatsninger og ikke isoleret på, hvordan BNP har udviklet sig i forhold til andre nationer. Det absolutte beløb investeret i eliteidræt gør nemlig den primære forskel. Det vil helt sikkert få indflydelse på medaljefordelingen i Kina, og set i det lys står Danmark svagt. 

En anden metode til forudsigelse af medaljefordelingen og topresutaterne i Beijing tager udgangspunkt i resultaterne ved det seneste VM i alle OL-disciplinerne (se tabel 1). Denne ’forudsigelse’ giver Danmark hele ni medaljer: 1 guld (letvægtsdobbeltsculler for mænd), 3 sølv (forfølgelsesholdet, Trine Schmidt i pointløb og Mark O. Madsen i brydning) og 5 bronze (håndbold for mænd, letvægtsdobbeltsculler for kvinder, Jonas Høgh Christensen i finnjolle, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv i parløb og Andreas Helgstrand i dressur). Når denne forudsigelse ser mere positiv ud end resultaterne i de mellemolympiske år, skyldes det primært gode resultater ved VM i 2008 i finnjolle og (især) cykling.

Tabel 1: Medaljefordeling seneste VM* sorteret efter antal guldmedaljer (medaljer ved OL 2004 i parentes)

* Der medregnes resultater fra VM i 2006 i 23 OL-discipliner (basketball, hockey, ridning, riffel- og pistolskydning, softball og volleyball). I 29 OL-discipliner (bordtennis for hold, banecykling, BMX cykling, moderne femkamp, sejlsport og ’open water’ svømning) medregnes resultater fra VM 2008. I tennis (4 discipliner) tages højde for aktuelle placeringer på verdensranglisten, og i fodbold for mænd ses på aktuelle placeringer på verdensranglisten for de lande, der har kvalificeret sig til OL i Beijing. For de øvrige 245 af i alt 302 OL-discipliner gælder det, at der i oversigten er medregnet resultater fra VM i 2007.

Topatleterne skal slå til

Også målt ved Top-8 point kan det konstateres, at de danske resultater ved de seneste VM var bedre end resultaterne ved VM el. lign. i 2006 og 2007 men dog ikke helt på niveau med OL i Athen. Det fremgår af tabel 2, at Danmarks samlede antal Top-8 point var væsentligt højere ved beregningen, der medtager seneste VM (91) end i 2006 og 2007, men dog lavere end i 2004 (98).

Dette afspejler, at fundamentet bag den tilsyneladende ‘fremgang’ til ni medaljer er relativt skrøbeligt. Der er blevet færre danske topresultater, og det kan tolkes sådan, at risikoniveauet er blevet hævet. Det kan jo helt galt, hvis de få topnavne kikser, da der ikke er så mange placeringer fra nr. 4 til nr. 8 som tidligere.

Tabel 2: Pointstilling (Top-8) seneste VM* (Point ved OL 2004 i parentes)

* Der anvendes samme form for beregnings metode som angivet i noten i tabel 1.

Dette modsiges dog af, at der også har været andre særdeles gode danske resultater i år udover dem, der er medtages i beregningen af resultater ved sidste VM. Det gælder det mandlige håndboldandshold (EM guld), kajakroerne (to EM-guld), Tine Rasmussen i badminton (to sejre i Super Series-turneringer og vinder af All England) og Jacob Fuglsang i mountainbike (EM bronze).

Alle ovenstående er medaljekandidater ved OL sammen med medaljevinderne ved seneste VM. Dertil kommer andre oplagte medaljekandidater som letvægtsfireren og dressurholdet samt kuglestøderen Joachim B. Olsen, badmintonspillerne Kenneth Jonassen og Peter Gade (herresingle), de to herredoubler og mixeddoubleparret, Michael Maze i bordtennis og Rasmus Henning i triatlon. Der er således rigtig mange danske medaljekandidater, men det bliver svært at nå målsætningen. Konkurrencen er stor, og spørgsmålet er, om det globale sportslige rustningskapløbs konsekvenser for alvor vil vise sig til ugunst for de danske deltagere i Beijing, eller om de vil leve op til de gode resultater fra de seneste VM samt EM i 2008.

Kina i stor fremgang

Begivenhederne i Kina vil kaste nærmere lys over udviklingen i internationale styrkeforhold som helhed. Mest fokus er der på Kinas resultater. Det er Kinas mål for legene at slå USA, der gennem de seneste mange år har været nummer et i nationskonkurrencen om at vinde flest medaljer ved OL. Hele det kinesiske idrætssystem er lagt an på denne målsætning, og lægger man til, at kineserne har hjemmebanefordel, så er det bestemt ikke en urealistisk målsætning. Ifølge PWCs forudsigelse vil Kina have den største fremgang af alle og dermed vippe USA af tronen, omend forskellen er lille og inden for den statistiske usikkerhed.

De kinesiske atleter vil i følge denne beregning vinde 25 flere medaljer end i Athen, og det betyder en samtidig tilbagegang for alle andre top 10-nationer især USA, Rusland og Australien. 

Tabel 3: Medaljeforudsigelse ved OL i Beijing 2008*

*Kilde: PriceWaterHouseCoopers.

Dette er imidertid som nævnt en beregning, der udelukkende ser på faktorer såsom BNP, befolkningstal, resultater ved seneste OL og hjemmebanefordel. Der tages ikke hensyn til fakstiske styrkeforhold, som de er kommet til udtryk i resultaterne siden sidste OL og som bl.a. afspejler landenes faktiske investeringer i eliteidræt. Dette er der taget højde for i forudsigelsen med udgangspunkt i resultater ved seneste VM i OL-disciplinerne jvf. tabel 1 og 2.

Denne opgørelse/forudsigelse viser også massiv fremgang for Kina. Der er stadig et stykke op til USA, men det vil hjemmebanefordelen formentlig udligne i henseende til medaljehøsten, mens USA utvivlsomt fortsat vil være bedst målt på Top 8-point. Kina har hidtil været helt dominerende i nogle få sportsgrene (badminton, bordtennis, skydning, udspring og vægtløftning) men er nu begyndt at vinde medaljer over en bred front, og i sportsgrene som boksning og roning er de endog på ganske få år blevet nogle af de mest medaljevindende nationer. I atletik og svømning er der dog stadig langt melem kinesiske medaljer.

Tilbagegang for Rusland og Australien

Resultaterne fra seneste VM viser i lighed med PWCs analyse en klar tilbagegang for Rusland og Australien. Billedet er mere blandet mht. USA. USA går tilbage mht. antal medaljer men vinder flere Top 8-points. Bortset fra Kina er det Storbritannien, der står for den helt store fremgang, både mht. medaljer og Top 8-point.

Effekten af oprettelsen af elitesportsorganisationen Sport England og af satsningen på OL i 2012 er begyndt at få markante udslag. Også Frankrig og Italien står stærkere i billedet end i 2004, mens Japan og Sydkorea vil klare sig dårligere i henhold til denne forudsigelse. 

Dette vil dog nok i hvert fald delvis udjævnes af, at Japan og Sydkorea altid satser mere på OL end de årlige VM og derfor klarer sig bedre ved OL end resultaterne ved seneste VM antyder. Dertil kommer, at alle nationer vil klare sig mindre godt end ved seneste VM som effekt af Kinas fremgang udover det, som fremgangen ved seneste VM allerede er udtryk for, som isoleret effekt af hjemmebanefordelen.

Vurderet ud fra resultaterne ved seneste VM vil de øvrige nordiske lande få et relativt skidt OL. Ifølge forudsigelsen vil Sverige, Norge og Finland alle få hver 4 medaljer, og Island vil end ikke få en enkelt placering i top 8. Danmark har altså udsigt til at blive klart bedste nordiske nation i medaljekampen, men Sverige har dog klart flere Top 8-placeringer end Danmark, og vil derfor med lidt held kunne vinde en del flere medaljer end ved seneste VM.

Alt dette er dog kun statistik, og de faktiske resultater i Beijing vil afspejle et samspil af helt aktuelle styrkeforhold, små marginaler og tilfældigheder, men en afgørende bagvedliggende faktor vil utvivlsomt være de forskellige nationale elitesportsmodeller, omfanget af offenlige og private investeringer i elitesport og udviklingen heri siden sidste OL. Det bliver forfærdeligt spændende at følge.