Team Danmarks sporskifte skaber nye udfordringer

”Tillykke med de 25 år. Det er imponerende, så langt I er nået. Resultatmæssigt ser det ud til, at I har vendt en resultatmæssig tørke, og på den organisatoriske front er I blevet styrket. Også de sociale og samfundsmæssige mål har I styr på. Det går godt! Flot!”. Sådan kunne talen godt lyde, når Team Danmark ved et arrangement i København den 19. december officielt fejrer sit 25 års jubilæum som statslig eliteidrætsorganisation. Det står uden for enhver tvivl, at Team Danmark gennem de seneste 25 år har været en vigtig faktor i udviklingen af dansk eliteidræt på flere områder. Såvel resultatmæssigt som i forhold til at sikre eliteudøverne en langsigtet uddannelse ved siden af elitekarrieren har Team Danmark gjort en forskel. Uden Team Danmark ville elitebilledet i Danmark have været et andet – både sportsligt og socialt.

Fokusering og prioritering i højsædet

Men der er naturligvis også udfordringer, herunder de fremtidige perspektiver for Team Danmark, der melder sig i hverdagen efter jubilæumsfesten. 

I lyset af årets kontroversielle sparerunde, har Team Danmark skabt røre i det idrætspolitiske miljø ved at skære i støtten i en række specialforbund midt i støtteperioden. Retorisk lægger Team Danmark vægt på, at en skarpere prioritering og fokusering på færre idrætsgrene er nødvendig, hvis Danmark skal klare sig i det internationale oprustningskapløb om medaljer. I bund og grund følger Team Danmark en international trend med øget fokusering og prioritering af midlerne på færre forbund efter devisen: Flere medaljer for pengene. Resultatperspektivet på kort og mellemlang sigt skal være til stede, og de specialforbund, der ikke skønnes at kunne levere glimtende metal må i stigende udstrækning klare sig selv. Der er ikke plads til alle inden for Team Danmarks økonomiske ramme, når kravet er medaljer.

Idrætspolitiske konsekvenser

Der har før været lignende diskussioner i dansk eliteidræt. 

Da kræfter i Team Danmark forud for lanceringen af støttekonceptet for 2005–2008 søgte at lede elitestøtten fra 'leverpostej' ind i præstationsmodellens spor, skabte det ramaskrig blandt de ramte specialforbund og forårsagede en større idrætspolitisk magtkamp. Det endte i en mellemløsning, hvor en del forbund med begrænset støtte røg ud af støttekonceptet, men hvor de økonomiske omfordelinger i støttekonceptet i praksis var relativt begrænsede. Målt på økonomi var omfordelingen blot på 13,6 procent af den samlede støtte, dog røg 16 specialforbund helt ud af støttekonceptet i 2005. Nu er der så bevægelse igen. Konflikten ulmer. ’Elitekurs’, der er et nyt formelt netværk af 17 specialforbund berørt af Team Danmarks prioriteringer, mener, at det grundlæggende er forkert, at et ungt talent lider skade, bare fordi han eller hun er 'født' til en ’forkert’ idrætsgren uden for Team Danmarks støtteparaply. Ser man på det langsigtede perspektiv og historikken bag eliteloven og Team Danmarks fødsel, er dette bestemt en relevant kritik – og et nødvendigt indspark i debatten om støtteforholdene i dansk eliteidræt. Team Danmark opstod langt mere 'public service-minded' end den version, som vi i dag ser tage afgørende skridt mod en langt større grad af præstationsorientering og fokusering i støtten. Tankegodset i 1980'erne var i stor udstrækning hentet fra den universalistiske (socialdemokratiske) velfærdsmodel, og den sociale og samfundsmæssige forsvarlighed var i fokus.

Markedsorientering

I dag vægtes den sociale og samfundsmæssige dimension stadig højt. Loven forpligter ligeledes Team Danmark til at varetage den overordnede udvikling af eliteidrætten og sikre en kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidrætten, men samtidig træder det benhårde resultatperspektiv meget stærkere frem. 

Hvor langt i prioriteringerne den nye model når, er svært at forudsige, for der er kræfter i dansk idræt, der ønsker at ændre udviklingen. Modstanden er naturlig, når tidligere tiders traditioner brydes ned. Aktuelt har nogle af de toneangivende ledere i de specialforbund, der mærker kulden, raslet med sablen og ligefrem erklæret udviklingen på kant med loven. Uanset, hvordan man vender og drejer det, er udviklingen et politisk valg. I lyset af den generelle politiske udvikling siden regeringsskiftet i 2001 har mange politiske områder ændret orientering. Det gælder også kulturens og sportens område og dermed også Team Danmark. Regeringspolitik diffunderer naturligt ud i statens organisationer. Personer skiftes ud, nye retningslinjer lægges og sikres fodfæste gennem reformer, resultatkontrakter og lignende styringsinstrumenter. I forbindelse med revideringen af eliteloven i 2004 blev resultat- og prioriteringsorienteringen således mere klar. Det er ikke ulovligt at snævre ind, men det er et skred i den hidtidige danske tradition på elitesportsområdet. At sporskiftet får konsekvenser for bredden i eliten, står klart. Flere sportsgrene vil få det sværere på eliteplan, hvilket nogle vil opfatte som et tab for den danske idrætskultur. Omvendt vil andre opfatte fokuseringen på de stærkeste forbund og udøvere som en mere rationel og tidssvarende fortolkning af eliteidrætsloven. Dybest set er det smag og behag og et spørgsmål om ståsted.

Vil TD miste idrætspolitisk fodfæste?

At Team Danmarks fokusering ligger inden for elitelovens rammer, betyder dog ikke, at den ikke kan få utilsigtede konsekvenser for Team Danmarks status som hovedansvarlig for udviklingen af talent og elite på længere sigt. 

Når Team Danmark fokuserer mere smalt, mister organisationen idrætspolitisk fodfæste som organisationen, der er dansk eliteidræt. Man vælger at fokusere for at opfylde de angivelige statslige mål, men giver dermed samtidig rum for en øget fragmentering af eliteidrætten, hvor andre aktører lige så politisk legitimt som Team Danmarks fokuseringsstrategi kommer på banen med bredere perspektiver, mål og krav for eliteidrætten. Netværket 'Elitekurs' er et sådant initiativ, der mest oplagt vil læne sig op af Danmarks Idræts-Forbund (DIF), fordi Team Danmark i princippet skubber regningen og frustrationerne fra de ramte idrætsgrene videre til idrættens største paraplyorganisation. Jo færre idrætsgrene Team Danmark har en aktie i, jo større en rolle får DIF for den samlede eliteidræt. Og DIF's prioriteringer afgøres ikke som Team Danmarks af de aktuelle politiske vinde på idrætsområdet, men af magtforholdene mellem de 60 specialforbund, hvoraf de utilfredse specialforbund udgør en betydelig og stigende minoritet, mens de 'tilfredse' specialforbund under Team Danmarks vinger omvendt udgør en faldende andel af de 60 specialforbund. Derfor vil DIF blive tvunget til at markere sig stærkere som eliteidrætsorganisation og måske endog i sidste ende gentage tidligere forsøg på at overtage mere af kontrollen med Team Danmark. Tankerne om rationelle fusioner mellem idrættens organisationer, som de konservative kulturministre Brian Mikkelsen som Carina Christensen støttede, da det handlede om en fusion mellem DGI og DIF, kan ende med at ramme Team Danmark, der gik fri, da DIF's ledelse for 6-7 år siden havde blikket rettet mod en fusion med eliteidrættens organisation.

Er der en latent konflikt med elitekommunerne?

Et andet område under udvikling er de såkaldte elitekommuner, der har vist sig at være et udmærket bidrag til udviklingen af talent og elite herhjemme. Kommunerne spiller en stigende rolle i idrætspolitikken nationalt, og eliteidrætten spiller en stigende rolle i kommunernes idrætspolitikker. 

Efterhånden har mange kommuner en stor vidensbase med knowhow og professionelle medarbejdere, der er fagligt rustede til at stille spørgsmål ved Team Danmarks dispositioner. Ud fra den lokale eliteidræts perspektiv er Team Danmarks prioriteringer i forhold til satsningsidrætsgrene, fokusering og centralisering ikke altid ideel, og man kan sagtens forestille sig tiltagende konflikter mellem Team Danmarks ønsker om centralisering og elitekommunernes ønsker om at holde atleterne i hjemkommunerne, hvor de kaster glans over og legitimerer den pågældende kommunalpolitiske elitesatsning. Lokalt skelner kommunerne ikke mellem Team Danmarks satsningsforbund og andre klub- eller talentmiljøer med potentiale, og man vil således se et stadigt voksende, struktureret elitemiljø udfolde sig uden for Team Danmarks overordnede kontrol.

Den sociale og samfundsmæssige forsvarlighed trues

Et andet aspekt af Team Danmarks fokusering er Team Danmarks forpligtelser i forhold til en socialt og samfundsmæssig forsvarlig udvikling af eliteidrætten. 

I forvejen spiller Team Danmark kun en begrænset rolle i forhold til den mediemæssigt og kommercielt dominerende del af eliteidrætten, som udfolder sig i professionelle idrætsgrene som klubhåndbold, klubfodbold og boksning. Med den aktuelle fokusering på færre idrætsgrene i Team Danmark-regi er der behov for, at de ansvarlige politikere skærper opsynet med eliteidrættens etiske og sociale konsekvenser for udøverne. Det er ikke tilstrækkeligt, at Team Danmarks selv lancerer snævre undersøgelser af elitens vilkår for at advokere for øgede økonomiske tildelinger til de aktive, som det var tilfældet i år. En ordentlig debat på dette område kræver en uvildig og bredere tilgang til eliteidrætsudøvernes vilkår i Danmark. Hvis man fra politisk hold i jagten på flere medaljer i færre idrætsgrene er villig til at lade en stigende andel af eliteidrætsudøverne realisere drømmene uden Team Danmarks overopsyn på det sociale og samfundsmæssige område, udfordrer det i yderste konsekvens argumentet for overhovedet at have en særlig statslig lovgivning, styring og kontrol med eliteidrætten gennem en statslig eliteidrætsorganisation. Idrætten administrerer selv de statslige støttemidler til idrætten på alle andre områder, og det vil idrætten også kunne gøre på eliteidrætsområdet.

Manglende sammenhæng i den overordnede politik

Team Danmarks aktuelle fokusering på færre idrætsgrene udstiller ligeledes en mangel på sammenhæng i regeringens eliteidrætspolitik. På den ene side jagter man international indflydelse og værtskaber for store mesterskaber gennem den hidtil største økonomiske satsning nogensinde på 'Handlingsplanen for at tiltrække internationale sportsbegivenheder til Danmark' til i alt 260 mio. kr. i perioden 2008-2011. Det er i sig selv ambitiøst og fint. 

Men på den anden side oplever man, at DIF og Team Danmark må skære ned, og at flere idrætsgrene reelt holder afdansningsballer i forhold til elitestøtten fra Team Danmark som vært for eller kandidat til store internationale mesterskaber på dansk grund. Danmarks Idræts-Forbunds ledelse har gjort opmærksom på paradokset ved flere lejligheder, men hidtil har kulturministeren ført an i hyldestkoret for den igangværende handlingsplan med påstanden om, at Danmark er ved at erobre hele verden som arrangørnation. Man kan frygte, at mange af de ramte idrætsgrene rammes endnu hårdere, når pengestrømmen formentlig reduceres betydeligt efter den igangværende handlingsplans udløb – igen til skade for en bred dansk eliteidrætskultur.

Kommercielt støttekoncept bør realiseres

Med kritikken af den manglende sammenhæng mellem eliteidrætspolitikken og regeringens handlingsplan er vi kommet til et område, hvor Team Danmark i sine første 25 år kun har gjort en uhyre beskeden forskel, nemlig det kommercielle område. 

Team Danmark var fra fødslen opfattet som et kulturpolitisk værn mod eliteidrættens kommercialisering, men siden Team Danmarks fødsel har medieverdenen, eliteidrætten og sponsormarkedet ændret sig radikalt. Tiden er nu inde til, at Team Danmark og Danmarks Idræt-Forbund i samarbejde med klubber, kommuner og relevante vidensinstitutioner begynder at arbejde anderledes målrettet på at supplere det succesrige sportslige støttekoncept med et kommercielt støttekoncept. Såvel i støttepolitikken som i forskningspolitikken er Team Danmark underligt blind for, at eliteidrættens trivsel afhænger af langt flere faktorer end fysisk og mental træning og den tekniske og praktiske organisering af elitearbejdet. I evalueringen af Team Danmarks støttekoncept 2005–2008 påviste Idan et stort behov for at styrke eliteidrættens organisatoriske og administrative kapacitet på områder som sponsorer, tilskuere, medier, events osv. Det handler groft sagt om at støtte idrætsgrenenes egen finansiering og det professionelle perspektiv for de eliteaktive. Men målrettet udviklingsarbejde og forskning på dette område er stort set ikke eksisterende i eliteidrættens danske organisationer. 'Sports management' eksisterer simpelthen ikke som forskningsdisciplin i Danmark. Team Danmarks bestyrelse bør kaste et selvkritisk blik på strategien og de sammenblandede interesser, der gør sig gældende, når Team Danmark uddeler midler til forskningsprojekter. Det er ligeledes tydeligt for enhver, at det DIF/Team Danmark ejede marketingselskab, Sport One Danmark, ikke har været nogen overvældende succes i forhold til forventningerne – finanskrise eller ej. Sport One Danmark fungerer i praksis mest som et reklamebureau for et begrænset antal idrætsgrene – tilmed med DBU og DHF blandt de største konkurrenter, og reklamebranchen er generelt hårdt ramt lige for tiden.

Hvordan sikres Team Danmark endnu 25 succesfulde år?

Der er således masser af udfordringer for Team Danmark i de kommende 25 år. 

Team Danmarks jubilæum markerer 25 år med succes for dansk eliteidræt og for dens hovedorganisation, Team Danmark. Men eliteidrætten er umættelig, og der er ikke tid til selvtilfredshed eller hvilen på laurbærrene. Team Danmark lever af sportslige resultater og idrætspolitisk goodwill. For at sikre dette skal der tages mange hensyn. Det er den største udfordring, organisationen med ansvar for udviklingen af dansk eliteidræt står over for i de kommende 25 år.