Tennissportens medlemsudfordring

Siden begyndelsen af 1990’erne er det stort set kun gået én vej med medlemstallet i Dansk Tennis Forbund: Nedad. Fra at organisere over 118.000 danskere i 1990 havde forbundet under 60.000 medlemmer ved den seneste medlemsopgørelse i 2009. Nu går en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, ’Tennis i Danmark – en medlemsundersøgelse i Dansk Tennis Forbund’, bag om tallene og giver bud på, hvordan sporten kan vinde noget af det tabte terræn tilbage. Dansk Tennis Forbund (DTF) har været rekvirent på undersøgelsen. For selv om der er tegn på, at bunden omsider er nået, og Caroline Wozniacki trækker overskrifter i aviserne, er fastholdelse af medlemmerne stadig den helt store udfordring. Centralt i rapporten står derfor en medlemsundersøgelse blandt 2.573 nuværende og tidligere tennisspillere fordelt på 18 klubber, som er suppleret med en lang række interviews blandt klubfolk og centrale aktører i DTF. Til sammen tegner de mange input et portræt af dansk tennis og den medlemsudfordring, sporten står over for i disse år.

Det handler om gode netværk

”Helt overordnet viser rapporten, at der ikke findes én simpel årsag til frafaldet, men at der snarere er tale om et samspil af en række samfundsmæssige, sociale og organisatoriske forhold, som har spillet ind på tilbagegangen,” konkluderer Karsten Østerlund, der er forfatter på rapporten. 

Rapporten skyder i den forbindelse flere myter om frafaldet ned. F.eks. at en stor del af frafaldet skyldes, at golfsporten med sin kraftige vækst har været på strandhugst blandt tennisspillerne. Samtidig viser analyserne, at en del af årsagen til frafaldet sandsynligvis skal findes uden for tennissporten. Det gælder f.eks. det forhold, at flere danskere lever en karriereorienteret, omskiftelig tilværelse og derfor efterspørger muligheder for at dyrke idræt så fleksibelt og effektivt som muligt. Noget, som også påvirker tennisklubberne.Blandt de mere tennisrelaterede forhold peger rapporten på tre konklusioner:

• Fire femtedele af medlemsfrafaldet skyldes, at medlemmer har meldt sig ud af deres lokale klubber og dermed forladt den organiserede tennissport under DTF, mens den resterende femtedel af frafaldet skyldes klubudmeldinger – især blandt små klubber i Jylland. 
• På individplan viser rapporten, at en meget væsentlig årsag til medlemsfrafald er den simple mangel ’på én at spille med’. Således er den afgørende forskel mellem nuværende og tidligere tennisspillere, at de nuværende medlemmer oftere end de tidligere spiller med skiftende makkere i klubben. 
• Samtidig er spillere med et bredere netværk mere tilbøjelig til at bruge eller engagere sig i klubbens forskellige aktiviteter. Fastholdelse i tennisklubber afhænger med andre ord af, hvor godt den enkelte tennisspiller er integreret i tennisklubben.

Fire tennistyper

Rapporten anbefaler da også, at både forbundet, forbundets unioner og klubberne i højere grad end hidtil skaber de rette rammer for, at tennisspillere i forskellige aldre og livssituationer og med forskellige forudsætninger kan mødes på tværs og indgå i hinandens tennisnetværk. Men samtidig er det vigtig at målrette tennissportens aktiviteter mod de forskellige medlemsgrupperinger. Trods sportens stærke elitetraditioner er den først og fremmest en motionssport. F.eks. viser data, at mere end to tredjedele aldrig dyrker konkurrencetennis, dvs. spiller holdkampe eller deltager i turneringer og stævner (se figur). 

Samtidig viser medlemsundersøgelsen, at de traditionelle opdelinger mellem bredde og elite eller unge og gamle er for grove til at beskrive de vidt forskellige interesser og behov, som medlemmerne har ude i klubberne.I stedet opstiller rapporten fire arketyper inden for sporten med hver deres profil: Konkurrencetennisspilleren, træningsmotionisten, klubtennisspilleren og købetennisspilleren. Her er især købetennisspilleren og i mindre grad træningsmotionisten en stor udfordring for mange klubber, fordi risikoen for frafald er særlig stor blandt disse medlemmer. Således vil købetennisspilleren – typisk en yngre voksen i 20’erne eller 30’erne i fuld gang med karriere og familieetablering – ofte have et nøgternt kundeforhold til klubben og kun spille med én fast makker. Kunsten er derfor at tilbyde flere inddragende aktiviteter, som samtidig imødekommer denne gruppes behov for fleksibilitet. For andre grupper, f.eks. træningsmotionisterne, er opgaven snarere at udvikle flere og bedre trænings- og turneringstilbud.

Anbefalinger

Ud fra analyserne anbefaler rapporten derfor, at sporten bliver langt mere bevidst om sine forskellige målgrupper og samtidig styrker kommunikationen og afklarer ansvarsfordelingen på alle niveauer i Dansk Tennis Forbund, når det handler om at udvikle, tilbyde og formidle særlige aktiviteter til medlemmerne. 

Desuden bør der iværksættes et udviklingsarbejde i dansk tennis med det formål at udarbejde aktiviteter til alle målgrupper af tennisspillere og skabe en mere systematisk erfaringsudveksling på tværs af forbund, unioner og klubber. Pilotprojekter i udvalgte klubber kan også bane vej for nytænkning. Rapporten er mere tilbageholdende med at fremhæve enkeltforslag til aktiviteter. Den peger dog på en vifte af mulige iniativer og aktiviteter, som kan styrke sportens appel til den brede medlemskreds.F.eks. bør sporten overveje: 

• At etablere fitnessinspirerede tennisaktiviteter, der har fokus på effektiv træning og fleksibilitet. 
• Udvikle familietennis, der i højere grad giver børn og forældre mulighed for at spille samtidig. 
• Indføre flere og bedre introduktionsforløb for nybegyndere, der sørger for at nye integreres i klublivet fra dag ét og bliver holdt ved ilden. 
• Bruge moderne teknologi mere offensivt. Med elektroniske bookingsystemer kan man spotte og aktivere inaktive spillere gennem personlig kontakt, ligesom man sikkert kan gøre en mere aktiv indsats for at få skabt ’makkerpar’ i klubberne, hvad enten det sker personlig i klubberne eller ved en elektronisk makkerbørs.

Rapporten vil nu indgå i tennisforbundets videre arbejde med at udvikle sporten og dens tilbud.