Tid til et brud med spilafhængigheden?

Med få dages mellemrum og næppe i helt tilfældig rækkefølge har to af hovedinteressenterne og ejerne bag det danske spillemonopol, Danske Spil, luftet offentlige tanker om en mulig delvis liberalisering af det danske spillemonopol.

Først gik skatteminister Kristian Jensen (V) på statens vegne i luften med valne overvejelser om en delvis liberalisering. Dernæst fulgte Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) formand, Niels Nygaard, på organisationens årsmøde i weekenden op med en direkte opfordring til Folketinget om at give udenlandske udbydere adgang til lovligt at udbyde en række spil på det danske marked under samme forudsætninger som Danske Spil.

Opfordringen kommer samtidig med, at den danske stat hvert øjeblik venter brev fra EU-Kommissionen med en mulig indklagning af dele af det danske spillemonopol for EF-Domstolen.

Noget tyder på, at der også, trods endnu et flot regnskab fra Danske Spil, som i 2007 afleverede 1,283 mia. kr. i statskassen og 1,648 mia. kr. til beløbsmodtagerne, er en tiltagende nervøsitet for, at monopolets fortsatte tab af markedsandele til internetbaserede udenlandske spiludbydere på et marked i generel vækst snart vil slå mærkbart igennem på bundlinjen hos Danske Spil. Sker det, vil Danske Spils medejere, DIF og DGI, samt alle de øvrige beløbsmodtagere på tipsloven fra idrætten og den frivillige sektor i Danmark opleve faldende indtægter i de kommende år. 

Intet nyt siden 2003

Det store tab af markedsandele og de udenlandske bookmakeres fortsatte fremfærd er absolut en gyldig grund til at underkaste den danske spillelovgivning et grundigt serviceeftersyn, men midt i de mange mere eller mindre ’moralske’ udfald fra beløbsmodtagerne mod de ’skruppelløse’ udenlandske spilleselskabers stigende omsætning på det danske marked er der grund til at gøre opmærksom på, at der sådan set ikke er sket noget væsentligt nyt siden revisionen af tipsloven i 2003.

Allerede dengang blev der kraftigt advaret mod, at det ville være vanskeligt at opretholde et forbud mod udenlandske spiludbydere i danske medier, så længe Danske Spil selv var en af landets største annoncører. Samtidig bør man nok erindre om, at det faktisk som hovedregel ikke er forbudt for danske spillere at spille hos udenlandske spilleselskaber. Ja, EU-lovgivningen slår sågar fast, at gevinster vundet lovligt i andre EU-lande ikke skal beskattes hårdere end gevinster vundet hos Danske Spil.

I debatten om tipslovsrevisionen i 2003 blev alle ønsker om et grundigt eftersyn af den danske spillelovgivning fejet til side af Folketingets flertal. I dag forstår man, at skatteminister Kristian Jensen (V) i det stille undersøger mulighederne for en liberalisering. DIF har nu officielt valgt samme spor, men DIF-formanden opstillede dog på årsmødet så mange krav til en eventuel liberalisering, at man kan diskutere, om modellen i praksis vil gøre det muligt at overholde EU-lovgivningen og få de udenlandske spiludbydere til at søge danske licenser.  

Lotto er sagens kerne

Først og fremmest vil DIF opretholde monopolet på lotto. Dette er sagens kerne, for det er lotto, der leverer hovedparten af overskuddet. I praksis har Danske Spil allerede tilpasset sig den udenlandske konkurrence på sportsspil i en grad, så indtjeningen på disse spil er af mindre betydning i den store sammenhæng. Der er bare det problem ved den statslige monopollovgivning, at den for at holde EU-retsligt skal være begrundet i ’tvingende almene hensyn’ som ønsket om at beskytte spillerne mod ludomani og økonomisk kriminalitet og generelle ønsker om at begrænse spil.

Ønsket om alene at opretholde et spillemonopol for at hæve milliarder til statskassen og andre gode formål, såkaldt fiskale hensyn, tæller altså ikke over for EU. Derfor kan man i praksis diskutere, om lotto – måske det i ludomani-henseende mindst farlige spil – i praksis vil kunne beskyttes ved en delvis liberalisering, selv om der bestemt er attraktive grunde til at opretholde et nationalt lottomonopol.

Det er i den henseende interessant at se, at EU-klassens slemme dreng, Storbritannien, faktisk gør det samme og tilmed har målrettet dele af sit nationale lotterimonopol mod finansieringen af OL i 2012. Hvordan det egentlig kan lade sig gøre, fremstår som en af de EU-retslige gåder, der som minimum bør undersøges i et kommende serviceeftersyn af den danske spillelovgivning.

Hvis lottomonopolet kan beskyttes til finansieringen af gode formål, synes der ikke at være mange gode argumenter imod en liberalisering af andre dele af den danske spillelovgivning. For det første er automatmarkedet, måske det mest ’ludomane’ af alle spiltyper, allerede uhyre liberalt i Danmark, hvor Danske Spil driver under hver femte af landets over 26.000 spilleautomater, mens resten hyppigt kan findes i smudsige baglokaler. 

Umulig balancegang

For det andet ville man med en privatisering af sportsspillene og de øvrige spiltyper undgå den nuværende uholdbare situation, hvor idrætsorganisationerne og Danske Spil på den ene side skal advare mod de ’onde’ udenlandske spilleselskabers flittige og ’ludomanifremkaldende’ annoncering i danske medier, samtidig med, at de selv er afhængige af en mindst lige så flittig og måske ligeledes ’ludomanifremkaldende’ promovering og udvikling af Danske Spils produkter. Dette er reelt en umulig balancegang.

Hvordan vil DIF og Danske Spil eksempelvis forklare de seneste tiltag, hvor man indgår markedsføringsaftaler med serieklubber i fodbold, som dermed får direkte økonomisk interesse i at opfordre medlemmerne – hvoraf de fleste jo er børn – til at spille løs i klubblade og klubhuse? Tilmed går DIF nu i brechen for ’hasardspil’ som poker og internetkasino. Det er og bliver aldrig nogen nem oratorisk øvelse for DIF, DGI og de øvrige beløbsmodtagere at forklare, at de udenlandske spilmodtagere er onde og umoralske, samtidig med at man selv forfølger stort set samme forretningspolitik som hovedparten af de store udenlandske spillere på det danske spillemarked.

I stedet er tiden inde til, at idrætsorganisationerne overvejer at søge ’behandling’ for deres historiske afhængighed af spil og søger en langsigtet finansiering via statskassen i stedet.

Idrætsorganisationerne kunne passende opfordre staten til ligeledes at drosle ned på spilafhængigheden. Kun ved at opgive sin direkte involvering i spil kan staten overtage en reelt kontrollerende rolle på spillemarkedet, hvor de brodne kar lukkes ude og de troværdige aktører inviteres inden for på markeds- og skattevilkår, der afspejler spillebranchens reelle sammensætning i internettets tidsalder. I dag har staten en underlig dobbeltrolle, hvor man på den ene side advarer mod spillets svøbe og på den anden side selv skovler penge ind i en juridisk gråzone, der forhindrer en effektiv indsats mod eksempelvis ulovlig eller uetisk annoncering. 

Kommet for at blive

Det er på tide, at man i Danmark erkender, at spil er kommet for at blive som en del af det moderne videnssamfunds store palet af oplevelsesøkonomiske tilbud. Spil hører med som en del af elitesportens fascination og som en del internetalderens teknologidrevne underholdningstilbud på linje med computerspil, musik, sociale medier osv.

Der er fremragende grunde til at beskytte forbrugerne mod den mest aggressive markedsføring og de mest lumpne spiludbydere, men situationen her er næppe anderledes end argumentationen for at beskytte forbrugerne mod risikable afdragsfrie lånetyper, fristende SMS-lån med ågerrenter, fatale aktieopkøb på opfordring fra den lokale bankrådgiver eller deltagelse i eksotiske investeringspuljer for surt opsparede pensionsmidler.

Når idrætsorganisationerne ikke for længst har valgt at løsne deres historiske bånd til spil og i stedet søge finansiering via statskassen, skyldes det udelukkende deres angst for en tiltagende statslig styring af deres virksomhed og for dalende indtægter i finanslovsforligenes frygtede ’sene nattetimer’. Hidtil har idrætten nærmest kun oplevet støt stigende spilleindtægter år for år.

Overdreven frygt

Frygten for idrættens fremtidige finansiering synes dog overdrevet. Idrætten nyder bred, velfortjent og sågar stigende bevågenhed over hele den politiske front, og man oplever da heller ikke, at landets lokale idrætsforeninger lider nogen voldsom knaphed, selv om de i modsætning til hovedorganisationerne år for år skal have bekræftet deres bevillinger på de kommunale ’finanslove’.Argumentet om øget ’statslig styring’, hvis idrætten kommer direkte på statsbudgettet, synes heller ikke overbevisende i en tid, da DIF-ledelsen uden de mindste indvendinger accepterer, at Danmarks fremtidige IOC-medlem på forhånd skal vende alle beslutninger med et koordinerende regeringsudvalg.

Med andre ord skal DIF’s og skatteministerens signaler om en mulig opblødning af spillemonopolet hilses velkommen. Dog bør man forinden kulegrave spilleområdet helt til bunds og ikke blot foretage endnu en kortsigtet tilpasning til beløbsmodtagernes gunst, før man skrider til handling. Nemt bliver det ikke, for spillemarkedet er umådelig kompliceret.

Så meget desto større er behovet for at få hele tilskudsmodellen og beløbsmodtagernes historiske afhængighed af spil medinddraget i overvejelserne, før man foretager en delvis liberalisering, der muligvis blot vil forstærke den truende udhuling af beløbsmodtagernes indtægtsgrundlag yderligere.