Tokyos borgmester skærer igennem olympisk nostalgi

Tokyo fik i sommeren 2016 ny borgmester. En handlekraftig en af slagsen. Den tidligere miljø- og forsvarsminister Yuriko Koike blev valgt med et overvældende flertal uden at have et eneste af Japans større politiske partier bag sig i valgkampen.

Hun tøvede ikke med at sætte dagsordenen på avisernes forsider. Det blev afsløret, at det anlæg, hvortil Tokyos engros-fiskemarked, verdens største, skulle flytte i november, var bygget oven på forurenet jord fra en kemisk fabrik – uden at man havde fulgt eksperters råd om sikring af anlæggets fundament. En kæmpe skandale, som fik den nyvalgte borgmester til at udsætte flytningen af fiskemarkedet på ubestemt tid. Efterårets allerstørste historie i japanske nyhedsmedier – og en omstridt beslutning, som forstærkede Yuriko Koikes image af at være en stærk dame.

En af de ting, som hendes kritiske blik også ganske naturligt er faldet på, er budgettet for Tokyos værtskab for De Olympiske Lege i 2020 – om blot tre et halvt år.

Udgifterne er steget og steget, siden Tokyo blev kåret til værtsby i 2013. Yuriko Koike nedsatte straks et panel af eksperter, som i løbet af kort tid spåede, at de samlede udgifter – hvis man blot fortsatte som hidtil – ville komme op på 3.000 milliarder yen (180 milliarder kroner), det firdobbelte af det overslag, som IOC og omverdenen blev præsenteret for i 2013.

Det går slet ikke, bestemte borgmesteren. Vi kan ikke bare lade udgifterne overvælde os. Her skal spares – og her skal spares dybt.

Enorme forskelle på Tokyo anno 1964 og 2020

Den oprindelige vision med værtskabet var, at det skulle give Tokyo – og Japan – et mentalt boost, en ny selvtillid efter en årrække i halvfemserne og nullerne med krisebevidsthed og naturkatastrofer. Akkurat ligesom de sidste lege i Tokyo i 1964 stadig står prentet i Japans kollektive erindring som et stolt comeback i verden for Japan efter krigsnederlaget i 1945 og de meget fattige år i halvtredserne.

Men Yuriko Koike er ikke nogen romantisk type. Hun skar gennem al nostalgien og stillede skarpt på de enorme forskelle på Tokyo anno 1964 og Tokyo anno 2020.

I 1964 forberedte man sig på værtskabet med nye lyntog, nye motorveje og store idrætsanlæg. Kolossalt store investeringer, men de kom også til at gavne byen og dens befolkning bagefter. Tokyo var inde i en forrygende økonomisk vækstperiode. Befolkningstallet steg og steg.

Udgangspunktet i 2020 er det stik modsatte. Det er af demografiske årsager uundgåeligt, at befolkningstallet i de kommende årtier vil falde dramatisk, og at en større og større andel af befolkningen vil bestå af ældre og knap så sportsligt aktive mennesker. Den økonomiske udvikling ser heller ikke alt for lovende ud. Behovet for kæmpe trafikinvesteringer og store stadion-anlæg bliver med andre ord efter legenes afslutning ikke større, det bliver snarere mindre.

”Vi kan ikke pålægge Tokyos borgere en negativ arv i form af olympiske anlæg, som er hvide elefanter,” udtalte Koike til pressen, da ekspertpanelets vurdering blev fremsat.

Hun har derfor gået hele projektet igennem ud fra det princip, at hun tilstræber en ”bæredygtig” afvikling af legene.

Det er ikke noget, hun helt selv har fundet på. Det står faktisk i IOC’s ’Agenda 2020’. IOC’s repræsentanter i forberedelserne til 2020-legene er helt på linje med borgmesteren i, at der skal spares eftertrykkeligt.

Hvis verden får det indtryk, at det uundgåeligt koster beløb i denne størrelsesorden at afholde et OL, så bliver det nemlig vanskeligt for IOC at finde potentielle værtsbyer i fremtiden. Det er man pinagtigt bevidst om i IOC.

”I har alle sammen hørt, at Tokyo 2020 på dette stadie har sat et loft på 20 milliarder dollar på budgettet. IOC har ikke godkendt dette beløb. Vi tror på, at legene kan afholdes for betydeligt mindre end det. Jeg ønsker ikke at give den internationale presse det indtryk, at omkostningerne ved at arrangere legene i en by som Tokyo med så mange eksisterende anlæg er 20 milliarder dollar,” udtalte IOC’s vicepræsident, John Coates, til pressen efter et af november måneds krisemøder i Tokyo.

”Tallet på 2000 milliarder yen (groft svarende til 20 milliarder dollars, red.) er kun udgangspunktet,” siger direktøren for organisationskomiteen, Toshiro Muto. ”Derfra vil vi tage initiativ til at reducere udgifterne yderligere. Hr. Coates har sagt, at vi skal endnu længere ned, og det er vi enige i.”

Besparelsespanel nedsat

Men hvordan kan man finde så store besparelser i et projekt, som er i fuld gang, og som allerede på grund af gigantiske skandaler omkring først det første design til det olympiske stadion og dernæst legenes første logo er så forsinket, at der i forvejen er tæt på panik på de etager af Tokyos rådhus, hvor legene forberedes?

Yuriko Koike nedsatte et panel, som skulle komme med forslag til besparelser. Panelet foreslog som en blandt flere muligheder, at nogle af de planlagte nybyggerier blev droppet, og at man ved de pågældende sportsgrene benyttede sig af eksisterende faciliteter, hvoraf nogle lå ganske langt fra Tokyos centrum. Borgmesteren var i første omgang lun på flere af panelets anbefalinger, men forslagene om at droppe de planlagte nybyggerier gav øjeblikkeligt anledning til bitre protester fra repræsentanter for de pågældende sportsgrene, både nationalt og internationalt.

Forhistorien var, at Tokyo allerede tidligere under forberedelserne var blevet enige med IOC om at flytte cykling til Izu-halvøen vest for Tokyo, to timer med tog væk fra centrum, og basketball til Saitama nord for Tokyo, en times togrejse fra de øvrige konkurrencer. Åbenlyse brud med Tokyos oprindelige løfte om at holde nogle jordnære og hyggelige ’kompakte lege’, hvor næsten alle konkurrencer skulle holdes inden for en radius på otte kilometer fra den olympiske by.

Nu skulle man videre ad samme vej, lagde Yuriko Koike og hendes rådgivere op til.

En ide var at droppe ”Sea Forest”, det nye og af miljøårsager omstridte ro-stadion under broen over Tokyobugten, hvor roning og kano-og-kajak-konkurrencerne skulle finde sted. Disse sportsgrene ville kunne flyttes til et ro-stadion ved kysten i Naganuma i Miyagi-amtet 400 kilometer nordøst for Tokyo, mente panelet. Dette ville også leve op til legenes erklærede mål om at medvirke til en genoplivning af økonomien i de områder af Japan, som blev hårdt ramt af en ødelæggende tsunami i 2011, hed det.

En anden ide var at droppe et planlagt nyt svømmestadion i Tatsumi i det østlige Tokyo, og i stedet benytte et eksisterende svømmestadion et andet sted i byen.

Og et tredje forslag gik ud på at droppe et af legenes arkitektoniske symbolværker, den flotte Ariake Arena på et inddæmmet område i Tokyo-bugten, meget tæt ved byens centrum, som skulle huse volleyball-konkurrencerne. Volleyball måtte kunne afholdes i et eksisterende stadion i Tokyos naboby Yokohama, mente panelet.

Disse forslag blev fremlagt til debat i offentligheden. Yuriko Koike kører en ny og meget åben stil.

De berørte idrætsforbund, som havde glædet sig til fornemme nye forhold, protesterede højlydt. Der var mange modargumenter, og nogle af dem vejede tungt. Der skulle flere steder laves nye miljøundersøgelser og etableres nye trafikanlæg, før de eksisterende anlæg kunne leve op til IOC-kravene, og det risikerede at forsinke og fordyre hele processen endnu mere, end hvis man holdt fast i de allerede planlagte projekter.

Besparelser opnåes ved begrænsning af tilskuerkapacitet

Så ved et firkantsmøde i slutningen af november mellem Tokyos byråd, IOC, legenes forberedelseskomité samt den japanske regering, hvor tv og presse til deltagernes store chok var til stede under hele mødet– som en del af den nye åbne stil – blev det besluttet at fastholde byggeriet af både Sea Forest og svømmestadion, men skære dybt i tilskuerkapaciteten og derved opnå betydelige besparelser.

Ved Sea Forest beskæres tilskuertallet fra 20.000 til 15.000. Til gengæld får anlægget lov til at blive liggende, og man sparer derved hele den oprindeligt budgetterede udgift til at rive dele af anlægget ned og formindske tilskuerpladserne efter legene. Derved spares 17 milliarder af de oprindeligt budgetterede 58 milliarder yen til projektet. Naganuma-anlægget i nordøst bliver på diplomatisk vis fastholdt som træningsanlæg under deltagernes forberedelser til legene.

IOC’s John Coates, der selv er gammel roer, var tilfreds. Og lettelsen var stor hos det Internationale Rosportsforbunds formand, Jean-Christoph Rolland, der erklærede, at ”vi er glade for at have fået dette anlæg bekræftet, eftersom det vil blive en ny meget pittoresk scene for rosporten nær hjertet af De Olympiske Lege”.

Også det nye svømmestadion i Tatsumi bliver bygget, men også her beskæres tilskuerkapaciteten fra 20.000 til 15.000, hvilket giver en besparelse på 14 milliarder yen.

Og efter nogle ugers yderligere tænkepause endte Koike og OL-arrangørerne også med at beslutte sig for at lade byggeriet af Ariake Arena fortsætte – på trods af projektets heftige prisseddel på 40 milliarder yen. Der var for meget bøvl med alternativet i Yokohama. Der vil ske besparelser i projektet, der bringer udgifterne ned i nærheden af 33 milliarder, og Koike offentliggjorde i forbindelse med beslutningen planer om efter legene at lade private købe retten til at drive arenaen.

Forargelse over OL-budget baner vejen for vælgerstøtte til sparerunder

Umiddelbart ligner disse beslutninger mest en række markante nederlag for Koike, der som udgangspunkt havde foretrukket endnu mere radikale besparelser, som var mere tydelige i landskabet. Men hun havde kørt hele processen så åbent, og ingen i byen var i tvivl om, at hun havde gjort, hvad hun kunne på nuværende tidspunkt. Forløbet synes ikke at have givet alvorlige skår i hendes image af at være en stærk og handlekraftig borgmester. I øjeblikket kan hun tilsyneladende gå på vandet i japansk politik.

Mange borgere i Tokyo er dybt chokerede over de tal på udgifter, som er kommet frem i offentligheden, og besparelser på projektet har bred støtte blandt vælgerne.

Der vil også som et resultat af november måneds forhandlinger blive sparet eftertrykkeligt på udgifterne til sikkerhed og terrorbekæmpelse, som inden besparelserne blev budgettet til 239 milliarder yen, det elleve-dobbelte af det oprindelige overslag, og anlæggelse af nye transportveje gennem byen, som inden besparelserne blev budgetteret til 168 milliarder yen, syv gange det oprindelige beløb.

Der bliver med andre ord opstillet færre overvågningskameraer i byen, end der ellers ville være blevet. Der bliver færre shuttle-bus-tjenester for sportsfolk og embedsfolk frem og tilbage mellem den olympiske by og sportsanlæggene, end der ellers ville være blevet.

”Der kan opnås betydelige besparelser inden for sikkerhed og mange andre områder, hvis udbuddene sker tidligt,” vurderede John Coates over for Reuters efter november-møderne i Tokyo. Jo længere man venter med at indgå kontrakter, jo dyrere bliver disse kontrakter.

Fra begyndelsen var det vel at mærke meningen, at en betydelig del af de olympiske konkurrencer skulle finde sted i eksisterede anlæg – og det er der faktisk også en del af dem, der gør.

Boksning afholdes i Tokyos nationale sumo-stadion. Judo i det ærværdige Budokan-stadion, som netop blev bygget i forbindelse med 1964-legene til japansk kampsport. Og håndboldkampene afvikles i det gamle svømmestadion fra 1964-legene med det svungne tag, som ofte bruges som et slags symbol på Tokyo By.

Flere idrætter og flere besparelser

Da det i løbet af 2016 på de japanske værters initiativ blev besluttet at tilføje fem ekstra sportsgrene til det olympiske program, var det også klart, at man måtte finde eksisterende faciliteter til dem – nogle gange fjernt fra Tokyo. Der var hverken penge eller politisk vilje til at bygge nyt.

Karate flytter ind hos judo-kæmperne i Budokan. Skatebord-kørerne skal til Aomi i Koto-bydelen i selve Tokyo. Og surfing afvikles ved stranden i Tsurigasaki i Chiba-amtet øst for Tokyo.

Baseball og softball afvikles på et stadion i nabobyen Yokohama, og nogle få af kampene vil muligvis – hvis de lokale anlæg kan godkendes af IOC – blive flyttet til baner i Fukushima-amtet, der i 2011 blev ramt af en alvorlig atomkatastrofe i forbindelse med den ødelæggende tsunami det år.

Om alt dette er nok til at få budgettet ned under 2.000 milliarder yen, det er usikkert. Men mange besparelser er fundet – og yderligere besparelser skal findes. Måske havde man i gamle dage blot ladet overskridelserne ske og bagefter sagt, at det var bare ærgerligt.

Det bliver ikke så nemt denne gang.