Trænere og ledere i ny SDU-rapport: ”Vi har et ansvar for at fremme eliteatleters mentale trivsel, men vi føler os ikke klædt på”

I en ny undersøgelse stiller Institut for Idræt og Biomekanik (IOB) ved Syddansk Universitet for første gang skarpt på, hvordan trænere og ledere ser på deres egen rolle i forhold til at fremme eliteatleters trivsel.

Blandt de 452 trænere og ledere, der arbejder med talentudvikling og eliteidræt i Danmark og har deltaget i undersøgelsen, er der 81 pct., som har erfaring med atleter, som har – eller har haft – mentale udfordringer såsom angst, depression, spiseforstyrrelse, eller lignende.

Rapporten viser desuden, at trænerne og lederne føler, at de har et ansvar for at fremme atleternes trivsel, og at det også er noget, som andre forventer af dem.

Desværre viser rapporten også, at mange trænere ikke oplever, at deres kompetencer matcher forventningerne.

Derfor foreslår rapporten at målrette kurser og uddannelse i den retning:

”Kurserne bør derfor fokusere på mental sundhed med vægt på risikofaktorer, forebyggelse, henvisning og behandling. Derudover skal de dække, hvordan man skaber sunde sportsmiljøer, der fremmer trivsel og meningsfuldhed, og trænernes rolle og muligheder bør være et særligt fokusområde,” skriver rapportens forfattere, Andreas Küttel og Kristoffer Henriksen.

Atleterne bliver ofte selv undervist i mental sundhed

Spørger man Bjørn Selvejer Sørensen, der er cheftræner i Aalborg Svømmeklub og desuden tilknyttet landsholdsmiljøet, føler han umiddelbart, at han selv er godt klædt på.

”Det er ikke fordi, jeg har et diplom, hvor der står, at jeg har gennemført en uddannelse inden for det mentale. Men i løbet af årene har det alligevel handlet en del om det, og jeg har løbende fået noget undervisning, ligesom svømmerne er blevet undervist i det,” siger han.

I Aalborg Kommune, der er en Team Danmark-elitekommune, har man etableret et samarbejde med Elitesport Aalborg, der blandt andet består i, at en af de lokale folkeskoler udbyder idrætsklasser for 7.-9. årgang samt fire ungdomsuddannelser og universitet, der også gør det muligt for lidt ældre atleter at kombinere deres idræt med uddannelse.

Ifølge Bjørn Selvejer Sørensen bliver svømmerne helt ned til 7. klasse derfor introduceret til mental sundhed. Dernæst har landsholdssvømmerne ofte tilknyttet deres egen sportspsykolog, coach eller lignende, som de benytter sig af, fortæller cheftræneren.

”Nogle gange handler det bare om at få taget trykket på ventilen, uden at der behøver at blive gjort yderligere, men hvor man bare har brug for at sige, at tingene er noget lort, eller min træner er godt nok træls lige nu,” siger Bjørn Selvejer Sørensen.

Hvis der er behov for at skride til handling, har cheftræneren aftalt med den pågældende svømmer, at sportspsykologen kan tage kontakt til Bjørn Selvejer Sørensen, hvis han ser et problem.

Ifølge Andreas Küttel, der er forfatter til undersøgelsen, er dét et eksempel på, hvor det fungerer rigtig godt, og hvor der ikke kun er fokus på de atleter, som mistrives, men også hvordan man proaktivt kan arbejde med mental sundhed, så det bliver en ressource for hele karrieren.

De største trusler mod atleternes mentale sundhed

SDU-rapporten ser også nærmere på, hvad trænere og ledere ser som de største udfordringer i forbindelse med atleters mentale sundhed.

Flest (78 pct.) svarer, at den største udfordring er forventningen om, at atleter skal præstere på mange forskellige områder, herunder sport, skole og sociale relationer.

En tidligere undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) har lavet for Team Danmark, viser da også, at atleterne bruger op mod 90 timer om ugen på skole, arbejde og træning.

Det er noget, man er opmærksom på i Aalborg Svømmeklub, fortæller Bjørn Selvejer Sørensen.

”Noget af det, jeg altid siger til de trænere, jeg har under mig her i Aalborg, er, at vi skal være ekstra opmærksomme på vores svømmere, når de for eksempel starter i gymnasiet,” siger han.

Her handler det dels om, at det kan være en udfordring for svømmerne at finde ud af, hvem de er som personer i den nye sammenhæng, og dels om rent praktisk at få tingene til at hænge sammen, fortæller han.

For at imødekomme de store ændringer i svømmernes liv, er det derfor aldrig i forbindelse med et skoleskift, at der bliver rykket ved træningsmængden, fortæller cheftræneren.

”Hvis vi ved, at nogle 9. klasseelever skal rykke op på førsteholdet efter sommerferien, så rykker vi dem i virkeligheden op i juni, så de lige får halvanden måned på holdet, inden de skal starte på gymnasiet. Så er der ikke nye mennesker overalt.”

Trænerteamet prøver desuden også på ikke at rykke ved antallet af træningspas om ugen, før der er mere ro på.

”Det betyder, at du for eksempel fortsat har syv træningspas om ugen og ikke med det samme skal øge til 10 træningspas, før vi føler, der er styr på det. Jeg synes efterhånden, vi håndterer overgangen fra folkeskole til gymnasiet rigtig godt,” siger Bjørn Selvejer Sørensen.

Med tryghed kommer ærlighed – og omvendt

Ifølge rapporten fra SDU er en anden trussel mod atleternes mentale sundhed, at de ikke tør give udtryk for deres meninger og holdninger i det daglige træningsmiljø. 60 pct. af dem, der har besvaret undersøgelsen, har således vurderet, at det er den væsentligste eller næst væsentligste trussel.

Det er også en faktor, Bjørn Selvejer Sørensen ser som vigtig.  

”Jeg tænker da tit ved mig selv, hvordan fanden skaber jeg lige det der tryghedsmiljø? Men jeg tror virkelig, at det handler meget om, at de føler, at man er ærlig. Både på godt og ondt, så de kender rammerne på holdet, og hvad der er i orden og ikke i orden.”

Hvis man kender grænserne for, hvordan man opfører sig, så tør man også selv sige fra, hvis man oplever, at nogle overskrider de grænser, mener han.

Men ærligheden handler også om, at man tør at sige, hvis der er problemer derhjemme, eller hvis man har et problem med træneren eller andre på holdet.

”Jeg ser dem mere, end de ser deres forældre, og jeg er i virkeligheden den primære voksne for dem. Så de skal også tåle at kunne sige til mig, at ’min mor var en idiot’, og ’jeg synes, at du træls’.”

”Jeg gør meget ud af at pointere, at hvis jeg sidder overfor en svømmer, der har brug for at sige, at jeg har gjort noget forkert, så er man ikke i bad standing, når vi går ud af det rum, for de skal føle, at de kan være ærlige.”

Svømmesagen har skabt berøringsangst for nogle

Men ærligheden skal kunne gå begge veje.

”Hvis du skal kunne fortælle mig om dine problemer, så skal jeg også kunne sige til, hvis jeg for eksempel synes, at du kan blive bedre til at svømme, hvis du tabte dig nogle kilo.  Så er det jo et projekt, vi to har sammen,” siger Bjørn Selvejer Sørensen.

Men det kan være en svær snak at tage, mener han.

”Nu har vi efterhånden haft svømmesag nummer 1, 2 og 3, der har gjort, at der på nogle punkter næsten er berøringsangst med nogle emner. Man kan have en 16-årig pige, hvor man tænker, at hun har taget lige rigeligt på, men hvorfor har hun nu det? Det er jo nok tit et symptom på noget andet, der ikke er så godt,” foreslår Bjørn Selvejer Sørensen.

”Men det bliver næsten svært at spørge. Det er i hvert fald det, jeg hører fra mange trænere.”

Bjørn Selvejer Sørensen tilføjer, at det i øvrigt oftere handler om at få dem til at spise nok – ikke fordi, de sulter sig selv, men fordi de har mange træningspas og derfor ikke får energi nok.

Det er særlig svært for trænere at tale om mentale problemer

I undersøgelsen fra SDU er trænerne blevet bedt om at vurdere, hvordan de selv ville reagere i nogle forskellige situationer, der blandt andet handler om forebyggelse, tidlig opsporing af et problem eller henvisning til professionelle.

Resultaterne viser blandt andet, at trænerne oplever, at der er forventninger til, at de opfordrer atleterne til at tale med en pårørende om personlige problemer. Til gengæld mener de, at det i mindre grad er deres opgave som trænere og sportsledere at tale med atleterne om tidlige advarselssignaler på mental sygdom.

Generelt viser undersøgelsen, at trænere og ledere oplever en betydelig forventning om, at de skal hjælpe med at fremme mental sundhed og trivsel blandt atleter. Forventninger kan både stamme fra samfundet, klubben, forældre eller dem selv.

Problemet er, at de ikke altid føler sig kompetente til at håndtere det, der forventes af dem. Det gælder især i forhold til at lave direkte interventioner ved alvorlige mentale sundhedsproblemer.

Det rejser ifølge Andreas Küttel og Kristoffer Henriksen spørgsmålet om, hvilken rolle trænere og ledere med rette kan påtage sig i de mere komplekse aspekter af mental sundhed. Det handler især om etik og kompetencer, og om som støtteperson at være ærlig over for sig selv og anerkende, hvorvidt man faktisk kan og må hjælpe.

”Når man ser, at en atlet er udfordret på en måde, der kræver hjælp fra en fagperson, som er uddannet til at arbejde med eller behandle mentale lidelser, bør man henvise til en professionel for eksempel med erfaring i adfærdsterapi eller medicinsk behandling.”