Trivsel skaber fysisk aktivitet
Ny undersøgelse af trivsel og sundhed blandt unge i Danmark viser en forbindelse mellem de unges trivsel og fysiske aktivitet.
En ny rapport 'Trivsel, sundhed og sundhedsvaner blandt 16 – 20 årige i Danmark' afslører en tæt sammenhæng mellem fysisk inaktivitet, usunde vaner og manglende trivsel blandt unge.
Rapporten, der er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen, konkluderer blandt andet, at ”Unge, der har personlige problemer, er ensomme eller har en lav følelse af sammenhæng, har, i forhold til unge der trives, øget risiko for at være fysisk inaktive”.
Dyrker mindre motion
Generelt ses en tendens til, at unge, der ikke trives, dyrker mindre motion end unge, der trives, og symptomer som hovedpine, træthed, stress og irritation er mere udbredt blandt de unge med manglende trivsel.
Undersøgelsen, der omfatter 16.000 unge danskere, viser samtidig en væsentlig større risiko for, at unge selv vurderer eget helbred eller fysiske form som dårlig, hvis de ikke trives.
Rygning og trivsel
Diagnosen 'manglende trivsel' afhænger ikke alene af unges fysiske form. Manglende trivsel medfører især større risiko for rygning og brug af hash.