Tryg opkøber fitnesskæde
Forsikringsselskabet Tryg i Danmark køber Nordens største fitnesskæde, SATS, som led i en ny satsning på sundhedsområdet.
Tryg i Danmark, der er hovedaktionær i forsikringskoncernen TrygVesta, har som et led i en ny investeringsstrategi opkøbt den nordiske fitnesskæde SATS for 1,3 mia. kr. Med opkøbet af SATS ønsker selskabet ifølge en pressemeddelelse at blive en ’markant investor’ inden for områder som sundhed og sikkerhed i de nordiske lande.
I pressemeddelelsen siger administrerende direktør for Tryg i Danmark, Lennart Meineche:
"Sammen med det generelle fokus på velvære for individet i vores samfund skaber det et kæmpe markedspotentiale for fitness- og velværebranchen. Og det er netop forretningsmæssigt potentiale kombineret med forbedring af folkesundheden, der matcher perfekt med Tryg i Danmarks nye investeringsstrategi."
På tale kan bl.a. komme yderligere investeringer i f.eks. private sygehuse og plejevirksomheder.
Investering i sundhed
Lennart Meineche siger til idan.dk, at Tryg i Danmark i forbindelse med selve SATS-opkøbet bl.a. forventer at videreudvikle produkter, som skal give medlemmerne øget muligheder for individuel træning og mere ’bløde’ træningskoncepter som yoga og pilates. Der er dog ikke med opkøbet udsigter til nogen direkte økonomisk kobling mellem forsikringsselskabet og fitnesskæden, som man kender det fra udlandet, hvor aktive medlemmer af fitnesscentre kan opnå bonusordninger på sundhedsforsikringers præmier.
Meineche siger endvidere, at Tryg i Danmark ønsker at "fortsætte i samme tråd som SATS hidtil har udviklet sig" og fremhæver, at kæden dermed ønsker fortsat at udvide sig i form af flere nye fitnesscentre.
Ny dansk ejer kan give SATS overskud
På nordisk plan sidder SATS med sine 200.000 fitnesskunder på godt 25 % af fitnesskunderne i norden. Kæden har 3.700 medarbejdere og en samlet årlig omsætning på knap en mia. danske kr. SATS-Danmark er med godt 38.000 kunder fordelt på 17 centre Danmarks næststørste fitnesskæde.
SATS-kunderne er koncentreret i København, Århus og Odense. Efter en række år med store underskud præsterede den danske del af kæden for første gang sidste år et lille overskud på 275.000 kr.
"I den danske fitness-sektors historie har det vist sig ekstremt svært for udenlandsk ejede fitnesskæder at føre en rentabel forretning," siger Kasper Lund Kirkegaard, der som idrætsanalytiker på Idan er ved at færdiggøre en stor undersøgelse af den danske fitness-sektor.
"Men med den danske overtagelse af fitnesskæden er der nu udsigt til, at den danske afdeling får kortere vej til ejerne, hvilket sandsynligvis vil gøre virksomheden langt mere manøvredygtig end vi har været vant til," siger han.