Idan Artikel 16.10.2012

Turister blev væk under OL

Flere af Londons berømte turistattraktioner oplevede en dramatisk nedgang i antallet af turister før og under OL.

Skrevet af: Søren Bang

Londons værtskab for OL og en våd sommer gjorde turistsæsonen 2012 til én af de dårligste nogensinde for Londons førende turistattraktioner som Tower Bridge, Westminister Abbey og London Zoo. Ifølge The Association of Leading Visitor Attractions (ALVA), der organiserer de førende turistattraktioner i Storbritannien, mistede en række af Londons attraktioner hen over sommermånederne cirka 15 pct. af de besøgende i forhold til normale år. Til sammenligning var det samlede fald i antal besøgende små 5 pct. i resten af England. Især i ugerne omkring OL stod det sløjt til med besøgstallene, da mange udenlandske og indenlandske turister uden interesse for OL holdt sig væk. “I de første uger af OL oplevede nogle af de centrale London-attraktioner et kæmpefald i besøgstallet på op til 61 pct. sammenlignet med de samme uger sidste år,” siger Bernard Donoghue, der er direktør i ALBA, i en pressemeddelelse. ”For London-attraktionerne var perioden med OL en af de værste perioder målt på omsætning i mands minde, og for turistattraktionerne er sommersæsonen som julen er for de handlende; hvad der er tabt her, kan ikke vindes tilbage.” Opgjort over hele sommeren mistede de udendørs attraktioner samt kirker og slotte lidt mere end hver femte besøgende, mens museer og kunstmuseer klarede sig lidt bedre med et fald på 13 pct. Organisationen peger dog på, at London og Storbritannien på længere sigt kan opleve en positiv reklameeffekt af OL og de paralympiske lege, selv om effekten i første omgang var negativ.

 
 
Læs pressemeddelelsen fra The Association of Leading Visitor Attractions