Tv-portræt: Fodboldens sjæl på retur?

Det går godt for fodbolden – altså lige bortset fra Danmarks manglende kvalifikation til VM. Fodbold har været eksponeret tæt på europæiske tv-kanaler de sidste 20 år, og i dag er udbuddet af fodbold på tv eksploderet, og fodboldøkonomien overgår sig selv år efter år i ekstremer. Fodbold er vital for mange kommercielle tv-kanaler, og rettighedspriserne er derfor skruet voldsomt i vejret.

Den samme udvikling har vi – i lidt mindre målestok ganske vist - været igennem i Danmark siden begyndelsen af 1990’erne. Tv-kanalernes satsen på fodbold har ført til, at de syv største sportstransmitterende danske kanaler i perioden 1993 til 2005 har vist fodbold i langt højere grad end andre sportsgrene. Fodbold har faktisk siddet på 28% af sportstransmissionerne, 33% af indslagene i sportsnyhederne og hele 43% af indslag generelt. Det udmønter sig i et forbrug af tv-fodbold fra seerne på 38% af sportstransmissioner, 33% af nyhedsindslag og 39% af indslag generelt. Så hvis vi ser isoleret på seernes forbrug, sidder fodbold altså samlet set på mere end 1/3 af markedet for tv-sport. DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen ridser den tilfredsstillende situation op i et kvalitativt interview med Idan:

”Kvantitativt er vi steget meget på tv. Jeg synes også, at vi kvalitativt er steget meget. Det er et meget bedre produkt, der leveres i dag.”

Vi ser ikke mere fodbold

 Trods den enorme vækst i udbuddet af fodboldkampe på tv ser danskerne faktisk ikke mere fodbold i dag end i midt-90’erne. Seningen har bare spredt sig over flere kanaler, og de enkelte kampe har dermed tabt i eksklusivitet på tv-skærmen. Potentialerne i fodboldtransmissioner er altså absolut ikke uendelige for de kommercielle kanaler. Smertegrænsen går formodentlig på kort sigt der, hvor fodbolden gør mere skade end gavn for kanalen økonomisk set, men spørgsmålet er, hvad den intensive dækning får af konsekvenser for fodbolden på længere sigt.

Jim Stjerne Hansen formulerer situationen i et ubesvaret spørgsmål:

”Man kan vel også konkludere lidt, at vi er ved at nå et mætningspunkt, når det gælder antal timer, folk vil bruge foran skærmen på at se fodbold. Det, der afgør, hvor meget tv-fodbold, der bliver vist, bliver jo de kommercielle stationers beregninger af, hvor få seere de kan acceptere på den enkelte kamp. Det, man så kan diskutere nu, og som også kun kan bygge på fornemmelser, det er, om der er et punkt for antal tv-timer for fodbold, som vil gøre, at folk vil vende?”

Landsholdet fint - men hvad med superligaen?

 DBU kan ikke klage over dækningen af det danske fodboldlandshold, der stadig trækker seertal over halvanden million til de allervigtigste kampe. Der er et begrænset antal fodboldkampe om året, og eksklusiviteten bevares dermed. Oven i købet har DBU sikret landsdækkende eksponering til nationalholdet gennem en aftale med TV 2.

Superligaen får til gengæld ikke landsdækkende eksponering, da den er placeret på Modern Times Groups (MTG) kanaler, hvor 3+ er den største fodboldtransmitterende kanal. MTG kan til gengæld til stor glæde for DBU tilbyde de danske superligaklubber intensiv eksponering med flere live-kampe om ugen og tæt journalistisk dækning. Der er bare langt større dækning til nogle få hold frem for andre. Og det var der også – endda i endnu højere grad end i dag - da TV 2 sad på rettighederne til superligaen i 1990’erne:

FCK, Brøndby og de store byhold AaB, OB og AGF har siden 1993 været eksponeret 65% af tiden, hvilket har resulteret i 76% af seernes forbrug af kampe med danske klubhold. FCK og Brøndby har alene tegnet sig for 42% af eksponeringen og 52% af seernes forbrug. De to klubber har altså gennem en årrække haft helt særlige økonomiske fordele i form af et langt bedre sponsorgrundlag og større direkte tv-indtægter end de øvrige klubber. En interessant udvikling i lyset af de seneste seks års sportslige dominans, hvor FCK og Brøndby har delt mesterskaberne mellem sig, og en udvikling, som ikke falder i god jord hos alle:

”Generelt så synes jeg, det er en svaghed for et fodboldforbund eller et fodboldland, hvis det alene er to klubber, der strides om at blive mester, tage sponsorernes interesse eller eksponeringen. Det, synes jeg, er et problem. Jeg er meget opmærksom på, at vi er på vej hen i retning af noget Skotland/Holland, hvor det er de to-tre samme klubber, der hele tiden afgør mellem hinanden, hvem der bliver mestre”, fortæller Jim Stjerne Hansen om sin bekymring for udviklingen.

Anja Andersens planer en skidt ide

 I sidste ende handler det om, hvor meget fodbolden skal lade sig ’kommercialisere’ som følge af tv’s ønsker og indflydelse. Det er ifølge DBU-chefen en evig balance, som for fodboldens vedkommende aldrig må tippe over til forhold a la Anja Andersens privatligaplaner – så ødelægger man fodboldens sjæl:

”I øjeblikket er det Champions League med et kommercielt sigte og et tv-sigte: at skabe så stort et provenu som overhovedet muligt. Og det er jo så lykkeligt nok for fodbolden, at man kan skabe en milliard på den konto der, som man så også i et vist omfang fordeler ned, men jeg synes, at hvis man begynder at pille ved det element, som hedder, at det sportslige er førsteprioritet, så er det for mig at se noget helt andet, vi snakker om. Så er det underholdning. Og hvis Anja og Don Ø. vil lave en håndboldliga, hvor deltagerne pr. definition er Slagelse, FCK, Århus og hvad ved jeg, jamen så synes jeg, at så er det en helt anden boldgade. Og jeg tror, at hvis man tager det element ud af fodbolden – at det pr. definition er målt på tv og kommerciel styrke – at du kvalificerer dig til noget, så tager man sjælen ud af spillet og konkurrencen. Så er vi jo derhenne, hvor det er i USA”, advarer Jim Stjerne Hansen.