Idan Kommentar 23.04.2007

Tv-sportens store nedtur

Danmarks Radios beslutning om at nedlægge sportsredaktionen bliver et hårdt slag for mange idrætsgrene og for den danske idrætskultur i bred forstand.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Allerede i januar 2000 bragte dagbladet Børsen en artikel med overskriften ’DR må opgive Sporten’. I artiklen erkendte daværende generaldirektør Chr. Nissen, at budgetterne for den forestående udflytning af den statslige medievirksomhed til Ørestaden ikke tog højde for stigende omkostninger til sportsrettigheder, og artiklen forudså, at DR blev tvunget til at stå helt af kapløbet om attraktive sportsbegivenheder.

I disse dage bekræfter medieforlydender, at Børsen så rigtigt. Desværre var der andre omkostninger, som DR heller ikke fik med på regnearkene i forbindelse med udflytningen fra Gyngemosen til Hængedyndet på Amager, og tirsdag falder så tilsyneladende dødsdommen over den sportsredaktion, som for de fleste sportsinteresserede danskere udgør en væsentlig del af det idrætskulturelle fællesgods.

For at redde økonomien står det gamle monopol af sporten. Dropper OL, VM-slutrunderne og den mere brede, kommercielt uafhængige sportsdækning.

Alvorlige konsekvenser

Konsekvensen af denne beslutning bliver alvorlig for idrætten i Danmark såvel kulturelt som kommercielt, for af det gamle statsmonopols forfald, opstår reelt et nyt monopol: Nemlig det netop godkendte betingede samspil mellem de to største kommercielle tv-spillere på det danske marked, MTG og TV 2.

Timingen for DR’s exit kunne nærmest ikke være værre for dansk idræts placering i fremtidens mediebillede. I forvejen har dansk idræt grund til bekymring over TV 2’s beslutning om at reducere stationens succesrige satsning på sport på hovedkanalen til fordel for en langt mere kommerciel tilgang til sporten på den nye sportskanal, TV 2 Sport, som stationen ejer sammen med MTG.

Faktisk gav TV 2-ledelsens planer om at lade en række af de mere attraktive sportsrettigheder sive over på nichekanalen TV 2 Sport alle chancer til DR for at komme stærkt tilbage på sportsområdet som et uafhængigt journalistisk fyrtårn med stor gennemslagskraft over for sportsseerne. Men med DR’s byggerod i regnskaberne går det altså tilsyneladende ganske anderledes.

Kommercialisering vinder frem

Uden at spareplanens udmøntning endnu er kendt i detaljer, er DR’s tilbagetog fra sporten et symbol på en generel tendens på sportsområdet til, at ’attraktive’ dele af idrætsdeltagelsen (eksempelvis fitness og golf) og sportsforbruget kommercialiseres og polariseres. De bedste tilbud til deltagere og seere bliver i stigende grad forbeholdt dem, der kan og vil betale.

I fodbold er konstruktionen TV 2 Sport i forvejen et hårdt slag mod konkurrencen om rettighederne. Uden DR og DR’s mulighed for at skabe attraktive alliancer med nogle af de mindre kommercielle spillere på tv-markedet, vil konkurrencen om rettighederne i det mindste for en tid være stærkt reduceret. Selv om der p.t. synes at være en vis sandsynlighed for, at Konkurrencestyrelsen forkaster den nye tv-aftale mellem superligaen og MTG/TV 2 Sport frem til 2013, er det vanskeligt at se, hvordan der nu kan komme reel konkurrence i en eventuelt fornyet udbudsrunde. Samtidig kommer klubberne i toppen af dansk fodbold til at mangle et attraktivt vindue til den almindelige seer – også det vil på langt sigt smitte negativt af på klubbernes økonomiske potentiale.

Trængselstider

I håndbold vil DR’s eventuelle tilbagetrækning på transmissionssiden få mere alvorlige følger for klubbernes økonomi. I forvejen reduceres udbuddet af håndbold på TV 2’s hovedkanal til fordel for TV 2 Sport, og da håndboldklubbernes økonomi primært baserer sig på eksponering af sponsorerne, kan håndbolden meget vel stå over for økonomiske trængselstider.

Det øvrige danske idrætsbillede er i forvejen presset af de store idrætsgrenes dominans. DR er trods den aktuelle spareplan forpligtet af public service-kontrakten med Kulturministeriet til at eksponere mindre idrætsgrene og vise nyheder, men sport bliver fremover et stedbarn for DR. Gassen går af. Produktudvikling, journalistiske programmer, nye formater og velfungerende nicher som eksempelvis DR’s bordtennis- og atletiktransmissioner bliver svære at samle op.

Danskerne får simpelthen færre gennemslagskraftige fælles oplevelser i fremtiden, og der er al mulig grund til at frygte, at fremtidens primære sportsjournalistiske dyd på tv- og webområdet udelukkende bliver at promovere de rettigheder, som arbejdspladsen måtte besidde.

Eventplan kvalt i fødslen?

Paradoksalt nok synes et af de helt store ofre for DR’s beslutning at kunne blive regeringens store ambitioner om at tiltrække attraktive events og måske endda på længere sigt gå efter at stable en OL-ansøgning på benene. Den satsning synes på vej til at blive kvalt i fødslen uden en dynamisk public service-spiller på sportsområdet.

Der synes at være en overhængende risiko for, at regeringens økonomiske saltvandsindsprøjtning til eventsatsningen reelt kommer til at gå til blot at sikre tv-produktion og tv-transmission af en bred vifte af begivenheder. Tendenserne var der allerede inden mandagens forlydender fra DR, og det bliver ikke let for regeringen at ride DR til undsætning denne gang.

Norsk liste

Det er faktisk tankevækkende, at Norges kulturministerium netop i disse dage i en på visse punkter tilsvarende situation, hvor norsk TV 2 er på vej til frivilligt at afskrive sig sin public service-licens, er på vej med en ganske omfangsrig liste over idrætsbegivenheder af væsentlig kulturel betydning (eksempelvis OL og slutrunder i håndbold og fodbold), som skal udbydes på landsdækkende tv.

En lignende liste afskaffede kulturminister Brian Mikkelsen (K) herhjemme ved hans tiltræden i 2001 ud fra den ganske fornuftige betragtning, at listen stort set var umulig at håndtere i praksis, og at markedet nok skulle sørge for sport til folket. Hvad hverken ministeren eller andre kunne forudse var, at både markedskræfterne og public service-begrebet på tv-sportsområdet herhjemme nogle år senere ville sætte sig selv næsten ud af funktion i løbet af ganske få måneder.

Læs mere

 
 
Læs det norske Kultur- og Kirkedepartements udkast til en liste over væsentlige idrætsbegivenheder, som skal vises på landsdækkende tv