Udredningen af idrætten kan skabe ny dynamik

Siden et enigt Folketings vedtagelse af den nye spillelovgivning for snart to år siden har ingen af aktørerne i den danske idrætssektor haft tid til at se sig tilbage.

Gemt i lovkomplekset er en godt skjult, men helt vital passage om, at udlodningsmodellen skal evalueres i 2014. I den anledning skal der forinden gennemføres et såkaldt udredningsarbejde af idrættens økonomi og struktur i Danmark.

Udlodningsmodellen angiver fordelingen af Danske Spils overskud blandt en række beløbsmodtagere. Derfor er den kommende udredning absolut hjerteblod for centrale aktører som DIF, DGI, Firmaidrætten, Team Danmark, Lokale- og Anlægsfonden og Hestesportens Finansieringsfond samt mere indirekte af stor betydning for en række mindre idrætsinstitutioner som eksempelvis Idan og Play the Game, der modtager et årligt grundtilskud fra Kulturministeriets lovfæstede andel af tipsmidlerne.

Den nye tipslov rykkede i første omgang ikke på det indbyrdes styrkeforhold mellem aktørerne i form af beløbsmodtagernes forskellige lovfæstede procentandele af Danske Spils overskud. Men dette styrkeforhold kan komme i spil nu, og derfor har man i de senere år kunnet opleve en sjældent stor profileringsiver og omstillingsparathed hos snart sagt alle idrættens centrale aktører.

Spillet om tipsmidlerne er et speget spil, som andre beløbsmodtagere end idrættens beløbsmodtagere også forstår at spille. Det er tilmed et spil, som foregår i en tid med regeringsskifte, lavvande i de offentlige kasser og såmænd også kort efter en mislykket fusionsplan mellem DIF og DGI.

Udredningen kommer desuden i en tid med store ændringer i befolkningens idrætsvaner, i samfundets syn på idrættens forskellige værdier og i markedsandelene mellem de forskellige aktører og sektorer i det samlede idrætslandskab helt generelt.

En sektor i kronisk stress

På den ene side har forventningen om den kommende udredning altså efterladt en række af de store beløbsmodtagere i en tilstand af kronisk stress. På den anden side har denne stresstilstand fået de fleste aktører til at præstere ganske udmærket i de senere år:

Mængder af tiltag for forskellige målgrupper, nye strategier og velmente udviklingsprojekter vælter ud på idrætsmarkedet, og skal man tage en helt overordnet temperatur på den danske idrætssektor, er den absolut ikke i krise, men tværtimod i en dynamisk udvikling, hvor de fleste af idrættens aktører er sjældent lydhøre over for tendenser og strømninger i befolkningens idrætsdeltagelse.

Den aktuelle dynamik i den danske idrætssektor ændrer dog ikke på, at enkelte aktører eller idrætsgrene kan føles sig pressede af udviklingen og frygte for fremtidens position på idrættens landkort. Og den ændrer bestemt heller ikke på, at politikere og andre med interesse i sektoren kan få indtryk af, at idrætssektoren er overbefolket af overlappende organisationer og indsatsområder, og at der deri ligger fremtidige rationaliseringsmuligheder gemt, som udredningen måske kan blotlægge.

Hvad kan en udredning egentlig udrede?

Men hvad skal og kan man så udrede?

Det er slet ikke så nemt at udrede, hvordan idrættens organisationer præsterer for tipsmidlerne, for hvilke målsætninger skal man måle på?

De fleste beløbsmodtagere hviler som udgangspunkt på deres egne historiske forudsætninger og medlemmers eller bestyrelsers ønsker til kursen og ikke på en overordnet målsætning, som er aftalt med staten og politikerne.

Folketinget har enstemmigt vedtaget, at der hvert år skal tilflyde beløbsmodtagerne en check, som ikke er til årlig diskussion, men som kun afhænger af Danske Spils regnskab, og hverken Folketing, regering eller ministerium har dybest set nogensinde debatteret og meldt ud, hvad man egentlig helt præcis vil have for alle millionerne. I forskellige kommissioner har man gennem tiderne snakket sig frem til en fælles forståelse af, at idræt er godt for en masse ting, og ud fra denne fælles forståelse falder checken i tillid til beløbsmodtagernes evner til at prioritere midlerne på bedste vis.

Senest i 2009 formulerede Kulturministeriets Breddeidrætsudvalg idrættens kvaliteter på følgende måde:

• Potentiale for sundhed og bevægelsesfremme
• Potentiale for at skabe spænding, leg og bevægelsesglæde
• Potentiale for inklusion og integration i forhold til udsatte grupper
• Potentiale i forhold til at sikre adgang til naturoplevelser og landskabsværdier
• Potentiale i forhold til indlæring og udvikling af sociale kompetencer
• Potentiale i forhold til opbygning af realkompetencer gennem udvikling af kompetencer fra frivilligt leder- og trænerarbejde, som kan overføres til eksempelvis arbejdsmarkedet
• Potentiale i forhold til samfundets ‘sammenhængskraft’ gennem opbygning af menneskelige tillidsrelationer og demokratisk praksis
• Potentiale i forhold til oplevelsesøkonomi og erhvervsudvikling

Den kommende udredning kan forsøge sig med at udrede, hvordan de enkelte aktører - kvalitativt og kvantiativt - udfylder deres roller i forhold til de ovenstående kvaliteter. Endnu en udfordring her er dog, at prioriteringen af de forskellige 'kvaliteter' ved idrætten heller ikke er tydeligt udtrykt og i øvrigt skifter fra tidsepoke til tidsepoke.

Man må samtidig ile med en advarsel til politikerne om, at skærpede politiske krav og forventninger til hver enkelt af de centrale beløbsmodtagere ikke nødvendigvis vil gøre idrætten lykkeligere. For idrætten er langt mere end blot tipsmidlerne og de centrale beløbsmodtagere. Idrætten er også kommunernes indsatser, de ca. 15.000 idrætsforeningers egne prioriteringer og overvejende selvfinansierede aktiviteter samt naturligvis hele den kommercielle sektor og de selvorganiserede udøvere. Ja, for slet ikke at tale om statens egne indsatser uden for spilleloven, hvor forskellige ministerier og styrelser hyppigt deler checks ud til forskellige initiativer for at nå forskellige målgrupper og løse idrætslige problemstillinger.

Flere statslige krav til de centrale beløbsmodtageres prioriteringer risikerer i den sidste ende at føre til, at disse fjerner sig fra deres egne medlemmer, foreninger og frivillige for at løbe efter statens skiftende krav og derfor ender som bureaukratiske forvaltninger uden egentlige magtmidler eller incitamenter i forhold til de foreninger, medlemmer, frivillige og kommuner, der dybest set i den sidste tegner butikken og skaber idrætten.

En snæver udredning?

Hvad skal man så bruge udredningen til?

Herfra skal opfordringen være ganske klar: Lad os endelig få en udredning, der kortlægger den overordnede økonomiske og strategiske udvikling hos de enkelte beløbsmodtagere og belyser, hvad de prioriterer og producerer af forskellig aktiviteter og tilbud til medlemmerne.

Udredningen kan også kigge på, om den nuværende finansieringsmodel via spillelovgivningen er holdbar i længden, og den kan ligeledes perspektivere beløbsmodtagernes situation i forhold til andre typer af beløbsmodtagere eller tilsvarende organisationer i andre lande.

Spørgsmålet er så, om udredningen skal være bredere i sit sigte end blot beløbsmodtagerne på spilleloven? Sandheden er, at der er ganske mange ting, som trænger langt mere til at blive udredt end beløbsmodtagernes anvendelse af tipsmidlerne, som de faktisk redegør ganske grundigt for hvert år og tilmed udmønter med ganske transparente budgetter og interne fordelingskriterier.

Statens egne økonomiske prioriteringer og indsatser på idrætsområdet er eksempelvis en godt skjult hemmelighed. Hvad gemmer sig i ministerier og styrelsers puljer og skiftende initiativer for særlige målgrupper og satsninger? Hvad er beløbene, hvad er effekterne, hvad er erfaringerne og tendenserne? Staten kunne derfor bruge anledningen til at udarbejde en samlet, eventuel tilbagevendende, redegørelse eller ’årsrapport’ over statens egen idrætspolitiske indsats.

Og skal man endelig på jagt efter den store offentlige økonomi i forhold til idrætten, skal man ikke nøjes med at kigge beløbsmodtagerne i kortene, men i lige så høj grad systematisere overblikket over kommunernes indsatser. Kommunernes budgetter udgør langt den største del af de offentlige udgifter til idræt, og der vil givet være et kæmpe potentiale for frivillig effektivisering, idéudvikling og gensidig inspiration i en mere systematisk løbende kortlægning og analyse af deres vidt forskellige budgetter, tilskudsmodeller, former for facilitetsdrift og idrætspolitikker.

Der er altså grund til at overveje, om den kommende udredning kun skal omhandle beløbsmodtagerne, eller om statens og kommunernes udgifter til idrætsformål også skal med i gryden for en udredning med et bredere sigte.

Et rammeprogram for idrætsforskning?

Frem for at lave en bred engangsudredning, kunne man dog med endnu bedre resultat vælge en langsigtet model, hvor staten gennem et langsigtet idrætspolitisk rammeprogram for forskellige centrale forskningsbaserede analyser og udvikling af forskellige 'indikatorer' på idrætsområdet, sikrer sig en permanent og konstruktiv rolle som inspirator for alle sektorens aktører i fremtiden.

Idan må her straks deklarere sin egeninteresse, men desuagtet vil vi påstå, at regelmæssige, metodisk stærke og godt formidlede undersøgelser af tendenser i eksempelvis foreningernes tilstand, frivilligheden, idrætsvanerne, organisationernes markedsandele, udnyttelsen, fordelingen og antallet af forskellige facilitetstyper, trends og tendenser fra ind- og udland vil være et langt bedre styringsredskab for staten end en idrætspolitik baseret på resultatkontrakter med alle beløbsmodtagerne og stram statslig styring.

Der er så at sige behov for, at staten med sin idrætspolitik sikrer, at der ganske automatisk genereres en årlig ’udredning’, hvor økonomien, tendenserne og nøgletallene for udviklingen i den meget brede idrætssektor løbende kan vurderes og bringes til debat – eventuelt med fokus på skiftende temaer fra år til år. På den måde kan staten for første gang påtage sig en reel evidensbaseret rolle i udviklingen af fremtidens dynamiske idrætssektor. Meget af den nødvendige løbende viden kan bygge videre på i forvejen eksisterende forskning.

Undertegnedes forslag til udformningen og visionerne for den kommende udredning af idrættens udredning og struktur er derfor opdelt i flere sammenhængende elementer:

Dels en udredning af beløbsmodtagernes og eventuelt statens og kommunernes aktuelle økonomi og indsatser på idrætsområdet, dels udviklingen af en række permanente indikatorer for tendenser og strømninger på idrætsområdet gennem et langsigtet statsligt forskningsprogram for idrætssektoren.

Den overordnede model kunne se ud som skitseret nedenfor. Ideen stilles hermed til debat og fri afbenyttelse for den kommende udredning:

• En relativt snæver udredning af beløbsmodtagerne på tipsloven og deres fremtidige finansiering
• Udarbejdelse af et ’rullende’ rammeprogram for forskningsbaserede analyser af forskellige vitale dele af idrætssektoren, således at man over tid får et bredt sæt af langsigtede komparative ’indikatorer’ for udviklingen og ressourceanvendelsen i idrætssektoren
• Vedtagelse af en fremtidig forpligtelse til statens egne ministerier og styrelser om at udarbejde en regelmæssig samlet redegørelse for statens idrætspolitiske initiativer og ressourceanvendelsen hertil samt effekterne af statens forskellige initiativer
• Oprettelse af en regelmæssig statslig idrætskonference, hvor regeringen offentliggør væsentlige nøgledata for sektoren på baggrund af rammeprogrammet og fremlægger og debatterer politiske prioriteringer for og vurderinger af udviklingen i idrætssektoren.