UEFA efterlyser internationalt sportspoliti
Match-fixing og korruption er så store udfordringer for idrætten, at der er brug et nyt internationalt sportspoliti, mener UEFA’s præsident, Michel Platini.
Truslen fra kriminelle kræfter er blevet så alvorligt, at kun et egentligt internationalt ’sportspoliti’ kan dæmme op for match-fixing og andre former for korruption i idrætten. I et opsigtvækkende interview i den tyske avis Die Welt vurderer præsidenten for det internationale fodboldforbund (UEFA), Michel Platini, at sportens organisationer ikke længere selv kan forsvare sig mod truslerne fra ofte mafialignende kriminelle organisationer. På det direkte spørgsmål, om sporten behøver et antikorruptionsagentur, svarer han: ”Vi behøver et grænseoverskridende instrument, et internationalt sportspoliti. Jeg krævede en sådan institution, da jeg for tre år siden blev UEFA-præsident, men intet skete. Interpol har for nylig kontaktet os og tilbudt os at lave en fælles arbejdsgruppe. Det kunne være en begyndelse,” siger Michel Platini. Han advarer samtidig mod, at de kriminelle kræfter i dag er så farlige, at UEFA ikke skal begynde at lege politi. ”Det er for farligt selv at efterforske,” siger Platini. ”Tager vi match-fixere, så finder man her mafiøse strukturer med folk, som man ikke laver sjov med. Vi er UEFA, ikke Scotland Yard. Når det drejer sig om kriminelle grupperinger, er det nødvendigt med politi og justitsvæsen. Hvis nogle foreviser os beviser, kan vi overgive dem til vores disciplinærkommission, men selv efterforsker vi ikke længere i kriminelle miljøer.”
Lært af korruptionsanklager
Michel Platini siger, at UEFA bl.a. har lært af den aktuelle sag med den tidligere kasserer for det cypriotiske fodboldforbund, Spyros Marangos, som hævder at have beviser for, at fem bestyrelsesmedlemmer i UEFA modtog 11 mio. euro i bestikkelse, da UEFA valgte Polen og Ukraine som værter for EM i 2012.
Ifølge Platini har Spyros Marangos indtil videre ikke leveret konkrete beviser for sine påstande, og UEFA har i stedet bedt anklagemyndigheden på Cypern om at udrede sagen. Omvendt anklager Spyros Marangos UEFA for ikke at ville tage et møde med ham.Uanset om UEFA's afvisning af sagen bygger på uvilje mod at få den belyst eller reel frygt for at skulle gå ind i politiarbejde, vil UEFA i fremtiden kun undersøge sportsrelaterede episoder, mens efterforskningen af kriminelle handlinger vil blive overladt til politiet. Desuden har UEFA’s generalsekretær fået til opgave at se på, hvordan det europæiske fodboldforbund kan etablere tættere samarbejdsrelationer med nationale politimyndigheder.
Bredere støtte til agentur
Platinis udmeldinger om behovet for et internationalt sportspoliti er blot ét af flere aktuelle eksempler på en øget international bevidsthed om idrættens behov for at finde mere effektive måder at bekæmpe korruption i egne rækker på.
Den dansk grundlagte organisation Play the Game har foreslået en ’Global Coalition for Good Governance in Sport’, hvor regeringsorganer og idrætten skal have sæde sammen med repræsentanter for medier, videnskab, fans og sportsindustri. Organet skulle bl.a. kunne bekæmpe match-fixing og korruption i internationale idrætsorganisationer. Men problemerne med især match-fixing har også fået flere internationale idrætspolitikere til at tale for behovet om en koordineret international indsats. Det gælder bl.a. antidopingagenturet WADA’s generalsekretær, David Howman, der på et møde mellem Commonwealth-landenes sportsministre i oktober fremhævede WADA som en model, man kunne lade sig inspirere af. Desuden har Europarådet for nylig vendt sig mod match-fixing i en resolution, der samtidig indbyder til et bredt samarbejde mellem EU, idrætsorganisationerne og Europarådet på området.