Idan Artikel 15.10.2006

UEFA vil forny europæiske klubturneringer

De nuværende europæiske turneringsmodeller synger måske på sidste vers. UEFA vil oprette en turneringsform, der tilgodeser topklubbernes krav.

Skrevet af: Ida Hagemann

De europæiske klubturneringer skal omstruktureres. Men hvordan ser en ideel europæisk klubturnering ud? Hvordan tilgodeser UEFA de store klubbers krav om en europæisk Superliga? Og hvad kan UEFA gøre for at styrke UEFA Cuppen, som i dag står i skyggen af Champions League?

Disse spørgsmål er for alvor kommet på dagsordnen i UEFA, der mener, at de europæiske klubturneringer skal igennem et eftersyn. Det skriver det engelske sportsmagasin TV Sports Markets.

Indtil videre er alt lige fra knockout-turneringer til lukkede ligaer på tegnebrættet, men det er endnu uvist, hvordan en endelig model vil udforme sig.

Den succesfulde Champions League-model, som er en kombination af en liga og knockout-turnering, skal ifølge interne kilder i UEFA dog sandsynligvis ikke gennemgå den store reformation, skriver TV Sports Markets.

UEFA imødekommer G14

 Formålet med en omstrukturering af de store europæiske klubturneringer, som i dag udgør Champions League, UEFA Cup, Super Cup og Intertoto Cup, er at danne en eller flere modeller, der inkluderer et særligt hensyn til de store europæiske klubber.

Hensynet til de såkaldte G14 klubber, der ellers ofte er i interessekonflikt med UEFA, skal ifølge ’Tv Sports Markets’ ses i lyset af den store utilfredshed, der er blandt G14 klubberne blandt andet på grund af nedskæringen af 17 Champions League kampe til kun 13. Nedskæringen betyder nemlig en risiko for en markant kortere levetid for en klub i Champions League.

G14 er en sammenslutning af 18 toneangivende fodboldklubber i Europa, og den har til formål udelukkende at varetage og styrke de 18 fodboldklubbers økonomiske interesser.

UEFA’s tiltag om at ændre de nuværende turneringer skal derfor ses som et forsøg på at komme G14’s krav i møde og dermed undgå, at G14 uden om UEFA opstarter en Superliga udelukkende for topklubberne.

Ændringerne af de europæiske klubturneringer vil først finde sted, når de nuværende kommercielle aftaler udløber i slutningen 2008-09 sæsonen.