Idan Artikel 01.05.2006

Viden om integration og gadefodbold

Ny rapport fra Europastudier i Århus og Idan: Gadefodbold kan medvirke til integration, men forskellige målsætninger fordrer forskellige typer af projekter.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

15 studerende fra Afdelingen for Europastudier på Aarhus Universitet havde ikke den færdige nøgle til integration på gadeplan med hjem, da de i løbet af efteråret gennemførte et studie af fire integrationsprojekter med fodbold som middel i London, Oslo og München.

Det viser sig nemlig, at forskellige typer af projekter har forskellig virkning. Derfor kan den færdige rapport fra de 15 studerende snarere fungere som et omfattende inspirationskatalog for hjemlige kommuner og sportsorganisationer, som forsøger at nå nye målgrupper ved hjælp af idræt som led i integrationsarbejdet.

De to specialestuderende Kim Nørkjær Feldborg og Tine Svejgaard Andersen præsenterede rapporten på Idans konference ’Brændpunkter i fremtidens lokale idrætspolitik’ i Odense den 21. april, og den færdige rapport er nu tilgængelig som Pdf-fil her på idan.dk.