Videncenter for Folkeoplysning åbner på nettet
Videncenter for Folkeoplysnings nye hjemmeside vil give aktører på folkeoplysningsområdet nem adgang til ny viden og debat gennem nyheder, artikler, kommentarer, nyhedsbreve og egen vidensbank.
Hjemmesiden vifo.dk er nu gået i luften med viden og debat om det folkeoplysende arbejde i aftenskoler, daghøjskoler, folkeuniversitetet, spejderkorps samt de religiøse og politiske ungdomsorganisationer. Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) er integreret i Idrættens Analyseinstitut, men får sin egen klare profil, og en central opgave for vifo.dk bliver at formidle det nyoprettede videncenters egne undersøgelser og aktiviteter. Men vifo.dk skal også være platform for en bred debat om folkeoplysningsområdet, og hjemmesiden vil ud over at formidle andre aktørers undersøgelser bidrage til debatten gennem kommentarer og artikler. Kulturminister Marianne Jelved lægger ved åbningen ud med en opfordring til, at folkeoplysningen, som selv er udsprunget af behovet for oplysning og debat, fremover bliver genstand for ”gennemlysning og kvalificeret debat”. Desuden giver en række aktører på folkeoplysningsområdet deres syn på folkeoplysningen største udfordringer i to store artikler. Den første artikel, der nu kan læses på vifo.dk, har fokus på aftenskolerne, folkeuniversitet og daghøjskolerne, mens en kommende artikel vil se på udfordringerne inden for det såkaldte idébestemte børne- og ungdomsarbejde. Vidensbank samler undersøgelser En anden hjørnesten på vifo.dk bliver vidensbanken, der samler nyere, elektronisk tilgængelige rapporter, analyser og undersøgelser inden for det brede folkeoplysningsområde. Målet er at skabe bedre adgang til den tilgængelige viden for alle, der har interesse for folkeoplysningsområdet, hvad enten det drejer sig om politiske beslutningstagere, ansatte i kommunale forvaltninger, undervisere, forskere eller andre i berøring med området. Vidensbanken har allerede på åbningsdagen over 60 rapporter, og forslag til andre rapporter eller udgivelser er altid meget velkomne.
Med tiden vil Vifos egne undersøgelser og rapporter også være at finde i vidensbanken. På siden Vifo Undersøger kan du læse mere om videncentrets første undersøgelser, ligesom hjemmesiden har korte introduktioner til folkeoplysningsbegrebet og de folkeoplysningsområder, som Vifo dækker.
Vil du gerne følge med i videncentrets arbejde, er det allerede nu muligt at tilmelde sig Vifos nyhedsbrev, der med jævne mellemrum vil formidle baggrundsartikler, kommentarer og nyheder om, hvad der rører sig inden for folkeoplysningen. Tilmeld dig nyhedsbrevet for Videncenter for Folkeoplysning her.