Vinter-OL i Vancouver øgede ikke idrætsdeltagelsen i Canada

Selvom dokumentationen efterhånden er overvældende, bliver myten om eliteidrættens gunstige indvirkning på breddedeltagelsen ofte fremstillet som klar i pressen eller blandt politikere.

Et nyt studie lavet af forskerne Cora Craig og Adrian Bauman fra henholdsvis Australien og Canada, modbeviser imidlertid sammenhængen, hvad angår de Vinterolympiske Lege i Vancouver i 2010.

Via analyse af data for deltagelse i organiseret idræt suppleret med objektive målinger foretaget ved hjælp af såkaldte pedometre, finder forskerne ingen fremgang at spore blandt canadiske børn i alderen 5-19 år. Aktivitetsniveauet er uændret. Der er ingen målbar effekt af OL.

Ideen om at hæve det fysiske aktivitetsniveau var ellers en af de primære ’legacies’, der blev stillet op i forbindelse med Vancouver-legene. De eneste forskelle forskerne kan finde i det fysiske aktivitetsniveau kan tilskrives almindelige sæsonmæssige udsving.

Medieeksponering og bedre faciliteter skabte ingen målbare resultater

Resultaterne er ifølge forskerne overraskende i den forstand, at eksponeringen af vinterlegene i Vancouver var rekordstor i værtslandet. Alene tv-dækningen var markant større end i Torino i 2006 og nåede 99 procent af canadierne.

Desuden blev der bygget decideret infrastruktur til brug for fysisk aktivitet og iværksat målrettede programmer for at øge idrætsdeltagelsen.

Forfatterne til studiet spekulerer i artiklen over, hvad der kan være årsagen til den manglende effekt, og påpeger blandt andet en ’ceiling effect’, hvor et i forvejen højt aktivitetsniveau gør det vanskeligt at få gjort endnu flere aktive. Men heller ikke i canadiske områder med relativt lav fysisk aktivitet blandt børnene kan der måles nogen effekter.

Forskerne peger dog på, at der har været langsigtede programmer i gang i Canada, og at det i sig selv har hævet aktivitetsniveauet, så en eventuel ekstra effekt af initiativer i forbindelse med OL er svær at måle.

Ikke desto mindre konkluderer forskerne, at en stor idrætsbegivenhed som OL ikke har nogle umiddelbare effekter på breddedeltagelsen og befolkningens fysiske aktivitet, og at påstande om sådanne må afvises. Tværtimod vil det kræve betydeligt bredere og mere omfattende regeringsinitiativer, hvis man skal gøre sig håb om en olympisk effekt i forhold til fysisk aktivitet, konkluderer forfatterne.