VM og OL sætter fokus på korruption

Kort før jul aflagde en ældre engelsk herre med det hvide hår strøget tilbage i uregerlige bølger besøg i et par af Brasiliens største byer. Skønt den slags er lige så almindeligt i Brasilien som solskinsvejr og sambarytmer, blev denne mands aktiviteter fulgt med særlig opmærksomhed i toppen af brasiliansk idræt.

Sidst han besøgte i landet i oktober 2011, førte det til at en af sportens hidtil stærkeste magthavere, ikke bare i Brasilien, men på verdensplan, måtte trække sig i vanære fra alle sine poster. Den undersøgende journalist Andrew Jennings var dengang indbudt til at aflægge vidnesbyrd om to af nationens store sønner, den 96-årige ærespræsident for FIFA, João Havelange, og hans forhenværende svigersøn, formand for det brasilianske fodboldforbund CBF og bestyrelsesmedlem i FIFA, Ricardo Teixeira, som begge har været drivkræfter i korruptionen i FIFA siden slutningen af 1970’erne.

Allerede i 2001 var Teixeira genstand for kongresundersøgelser i Brasilien, og trods landets forestående værtsskab for VM i fodbold har landets nuværende præsident, Dilma Rousseff, undgået at blive fotograferet sammen med ham.

Jennings’ fremlæggelse af brasilianernes rolle i ISL-skandalen, den størst kendte korruptionsskandale i international idræt, førte til så stærkt et politisk pres på Ricardo Teixeira, at han trak sig fra sine poster og søgte i selvvalgt eksil i Florida i USA.

Hvilket ærinde Jennings havde på sit seneste besøg, kan man kun gisne om. Men i februar i år afdækkede han den tilknytning, som Teixeiras afløser, den 81-årige José Maria Marín, havde til Brasiliens militærstyre (1965-84). Og Marín er næppe det sidste stykke brasilianske storvildt i Jennings’ kikkersigte.

Brasiliens kommende VM i fodbold i 2014 og sommer-OL i 2016 har allerede haft en effekt, som de færreste idrætsledere havde regnet med: Der er kommet et langt større fokus på, hvordan idrætten forvalter sine stigende offentlige og private tilskud.

Den 71-årige formand for Brasiliens Olympiske Komité (COB), Carlos Arthur Nuzman, er i skudlinjen af mange årsager. Selv om Nuzman fik fordoblet statstilskuddet til de fire års forberedelser af OL i London 2012 til over 2 milliarder realer (cirka 6 milliarder kroner), fik han langt fra bragt landet til tops i medaljestatistikken.

Ganske vist fik Brasilien med 17 medaljer – tre guld, fem sølv og ni bronze – sit bedste sommer-OL nogensinde, men det var kun en anelse bedre end Beijing 2008.

Investeringerne i topsport øges med yderligere halvanden milliard kroner frem til OL i 2016. Alligevel tror ikke mange brasilianere på, at værtslandet kan indfri målsætningen om at komme blandt de ti førende OL-nationer i 2016.

Mange spørger sig selv, hvorfor de mangedoblede midler til topsport ikke har sat sig større spor i eliteidrætsfolkenes liv, hvor mange må hutle sig igennem og selv betale rejser, træningslejre og udstyr. Brasiliens værtsskab for De Panamerikanske Lege i Rio i 2007, som de fleste anser for en korruptionsfest, kaster skygger ind over OL.

”Der er ikke én grund til at tro, at OL i Rio bliver spor mere transparent end de Panamerikanske Lege med hensyn til, hvordan de offentlige midler bruges, for det er nøjagtig de samme personer, der står for arrangementet. Ikke én nyder tillid i den brasilianske offentlighed,” siger Juca Kfouri, én af Brasiliens mest kendte journalister og bloggere.

Mistanken om korruption er ikke det eneste anklagepunkt, idrætslederne må forsvare sig imod. Som journalisten José Cruz skriver i artiklen 'Rios skrøbelige olympiske ånd', er der et stærkt politisk pres for at begrænse idrætsledernes embedsperioder.

”Demokratisering og professionalisme er nøgleordene. Det er nødvendigt at begrænse ledernes embedsperioder til tre eller fire år og kun med mulighed for ét genvalg,” sagde sportsminister Aldo Robelo til ugemagasinet Veja kort efter OL i London og truede med at stoppe statsstøtten til idrætsforbundene.

Formand begrænser egen magt

Ét forbund har taget forskud på fremtiden, nemlig Den Brasilianske Paralympiske Komité (CPB) under ledelse af den relativt unge Andrew Parsons. Han blev valgt til formand i 2009 på et reformprogram, som blandt andet indebærer, at han har begrænset sin egen embedstid til maksimalt to perioder à fire år.

CPB har imponeret ved at indfri sit mål om at blive bedste nation ved de Para-panamerikanske Lege (handicapidrættens modsvar til de Panamerikanske Lege) og nummer syv ved de Paralympiske Lege i London i år.

Parsons undgår at kritisere sine kolleger i COB og de store idrætsforbund direkte, men forsøger at sætte en positiv dagsorden, som indirekte presser kollegerne:

”Vi har nået vores resultater ved at satse på klare målsætninger, planlægning, hårdt arbejde og evalueringer. Når vi modtager offentlige midler, synes vi også, det er rimeligt, at vi gør vores målsætninger offentlig kendt,” sagde Parsons på en Play the Game-dag i São Paulo i oktober 2012.

”At ændre formandsperioden løser ikke noget i sig selv, for ingen ved, om et nyt ansigt er bedre end det gamle eller kommer fra den samme gruppe. Der må ske større forandringer i måden, organisationerne drives på, men ikke bare via regeringsindgreb. Forandringerne kan ikke kun komme oppe fra et kontor i Brasilia eller São Paulo, de er nødt til at involvere hele den idrætslige base.”

Korruptionsskandale er et vendepunkt

Presset på idrætsorganisationerne kommer på et tidspunkt, hvor den brasilianske befolkning forekommer mere træt end nogensinde af den korruption, som synes uløseligt adskilt fra den politiske magt.

Politikere omtales ofte i samme åndedrag som kriminelle og tyveknægte, og det rygte har de ikke pådraget sig uden skyld. Den nuværende kongres har bevilget sig selv de højeste politikerlønninger i verden, og der er tradition for, at den til enhver tid siddende regering køber sig til stemmer for at kunne gennemføre sin politik.

Men noget er under forandring. Præsident Dilma Rousseff, der overtog posten fra den folkekære Luiz Inácio ’Lula’ da Silva den 1. januar 2011, har sat sig i spidsen for en stærkere indsats mod korruption. Hun har fyret syv ministre – heriblandt en sportsminister – og kan trods begrænsede politiske og økonomiske resultater notere sig en tårnhøj tilslutning i befolkningen.

I efteråret fik fodbolden alvorlig konkurrence på tv-skærmen, hvor et stort antal brasilianere har fulgt direkte transmissioner af retsopgøret i den såkaldte ’mensalão’-affære. Mensalão er slang for ’fed månedsløn’ og bruges som tilnavn for den hidtil alvorligste afsløring af korruption i brasiliansk politik.

Ifølge Brasiliens Højesteret blev over 80 millioner kroner fordelt fra statskassen til politiske allierede via et sindrigt system af offentlige og private institutioner. Formålet var at sikre, at præsident Lula kunne få gennemført helt centrale reformforslag. Højesteret har tildelt et par håndfulde af Lulas ministre og nærmeste medarbejdere samt allierede politikere og forretningsfolk særdeles strenge straffe: Mellem to et halvt og hele 40 års fængsel.

Det er aldrig før sket, at et så stort antal spidser i samfundet – og da slet ikke politikere – sættes i fængsel. Affæren kan blive et vendepunkt i forholdet mellem befolkningen og den politiske elite.

Stjal medalje under ungdomsturnering

De færreste idrætsledere har forstået, at alt omkring dem er ved at ændre sig. For to år siden kunne den nu detroniserede fodboldformand Ricardo Teixeira slippe af sted med at sige, at det ikke ragede nogen, hvordan forbundet CBF brugte sine penge, for det var ”en privat organisation”.

Teixeiras afløser på formandsposten, den 81-årige José Maria Marín, blev i januar 2012 filmet af ESPN, mens han under præmieoverrækkelsen ved en ungdomsturnering diskret stak en medalje i egen lomme. Klippet er blevet et hit på Youtube.

Også Teixeiras afløser i det internationale fodboldforbund, FIFA’s, ledelse, CBF-næstformand Marco Polo del Nero, har måttet forsikre offentligheden om, at politiets nylige afhøringer af ham intet har med fodbold at gøre. Flere andre bestyrelsesmedlemmer i brasiliansk fodbold har gennem årene været indblandet i skumle forretningsaffærer. Desuden siger vedholdende rygter, at Teixeira fra sit eksil stadig tager del i styringen af brasiliansk fodbold.

Også omkring den olympiske formand, Carlos Nuzmans, forhold hersker en del mystik. Juca Kfouri og flere andre spørger direkte, hvordan en mand, som har været frivillig idrætsleder siden 1975, er blevet så usædvanligt velhavende som Nuzman.

På det seneste har Nuzman følt sig presset til at forklare, at han i mange år har været advokat med tre ugentlige arbejdsdage. Det argument overbeviste ikke Kfouri under Play the Game-dagen i São Paulo:

”Hvis det er tilfældet, undrer det mig, at jeg i mine 30 år som journalist ikke en eneste gang har set Carlos Nuzmans navn på en sagsakt.” Jens Sejer Andersen besøgte Brasilien i oktober/november 2012 i forbindelse med Play the Games en-dags-seminar den 24. oktober 2012 i São Paulo. Han forsøgte forgæves få repræsentanter for COB og CBF i tale. Play the Game modtog tilskud til rejsen fra Danske Sportsjournalister.