Idan Artikel 15.03.2006

Volleyball-spidser frikendt for dokumentfalsk

Retten i Lausanne har frikendt det internationale volleyballforbunds præsident, Rubén Acosta, for dokumentfalsk. Afgørelsen er et nederlag for Mario Goijman, der oprindeligt meldte Acosta til politiet for en lang række uregelmæssigheder.

Opdateret den 15. marts kl. 23.00.

En af de største korruptionssager i international idræt har nået sin foreløbige afslutning, da retten i Lausanne i dag frikendte præsidenten for det internationale volleyballforbund, Rubén Acosta, FIVB's tidligere generaldirektør Jean-Pierre Seppey samt forbundets regnskabsfører for dokumentfalsk.

De tre var tiltalt for at have manipuleret forbundets regnskab, så en revisornote blev slettet og derfor ikke kom til forbundskongressens kendskab. Noten viste, at Rubén Acosta havde modtaget 8,3 millioner schweizerfranc i personlig kommission for sponsor- og tv-aftaler.

Dommeren fandt ifølge det schweiziske dagblad Le Matin, at det ganske rigtigt er dokumentfalsk at fjerne et dokument der omtaler en provision på 8,3 millioner schweizerfranc fra et regnskab der er beregnet for FIVB’s kongres. Men dommeren mente at der mangler forsæt om at gøre skade eller drage ulovlig fordel, og han kunne derfor ikke idømme en straf.

Rubén Acosta og regnskabsføreren blev dog pålagt at betale en tredjedel af sagsomkostningerne hver, nærmere bestemt 4354 schweizerfranc, da fjernelsen af revisornoten ikke burde være fundet sted. Den tidligere generalsekretær, Jean-Pierre Seppey, slap uden videre påtale, da han ikke havde ansvaret for det pågældende regnskab.

Midt under sagen røg Rubén Acosta og Jean-Pierre Seppey uklar. Den fyrede generalsekretær Seppey offentliggjorde et dokument om bizarre forbrugsvaner i forbundet. Seppey bebudede efter dommen torsdag, at han vil kandidere til formandsposten i FIVB senere i år.

Kun toppen af isbjerget

Hele sagen er rejst af den tidligere formand for det argentinske volleyballforbund, Mario Goijman (fotoet), der mener, at regnskabsændringen kun er toppen af isbjerget.

Både de udbetalte kommissioner til Acosta og flere andre uregelmæssigheder har ifølge Goijman gjort FIVB til et forbund præget af korruption og udemokratisk ledelse.

Til hans fortrydelse valgte politiet i Lausanne dog kun at rejse en tiltale gående på regnskabsmanipulation.

I en kommentar til dommen noterer hans advokat ifølge Le Matin, at der med rettens pålæg om betaling af sagsomkostninger dog er kastet en skygge på forbundets måde at agere på.

"Det er blevet vist, at der stadig er brug for at arbejde for mere åbenhed og demokrati," siger Elie Elkaïm, mens det internationale volleyballforbund tolker dommen som en pure frifindelse fra alle Goijmans anklager.

Afviser alle anklager

Under behandlingen af sagen i sidste uge prøvede både Acosta og Seppey i øvrigt at gøre regnskabsføreren ansvarlig for regnskabsmanipulationen, som alene skulle skyldes en misforståelse.

"Jeg har aldrig givet ordre til nogen som helst om regnskaberne for 2000, jeg tog mig ikke af dem," sagde Jean-Pierre Seppey ifølge '24 heures' reporter Philippe Maspoli.

En lignende forklaring lød fra Rubén Acosta:

"Jeg er ikke bogholder. Det er ikke min opgave at godkende regnskaberne. Jeg har aldrig givet ordre til at skjule noget som helst. Jeg havde tillid til Hr. Seppey og vores regnskabsfører," sagde Rubén Acosta, der også har ladet forstå, at sagen efter hans mening er udtryk for et hævntogt.

Disse påstande blev modsagt i retten af andre vidner, der sagde, at Seppey havde været til stede, da beslutningen om at ændre i regnskabet blev truffet, og at ingen beslutninger i forbundet blev taget uden Acostas samtykke.

I sidste ende blev alle altså frikendt. Efterfølgende sagde Elie Elkaim, advokat for den tidligere argentinske forbundsformand Mario Goijman, der blev ekskluderet i 2003, at der var tale om en ”frifindelse af bagdøren”.