Idan Artikel 17.01.2013

WADA lægger luft til kommission

Det internationale og amerikanske antidoping-agentur, WADA og USADA, afviser UCI’s uafhængige kommission, da kommissoriet indeholder en række kritikpunkter, som UCI ikke er villig at ændre.

Det internationale antidoping-agentur, WADA, afviser på linje med det amerikanske antidoping-agentur, USADA, at samarbejde med den uafhængige kommission UCIIC, som den internationale cykelunion (UCI) har nedsat for at få undersøgt beskyldningerne om, at organisationen bl.a. skulle have dækket over Lance Armstrongs dopingmisbrug. Kritikken mod kommissoriet, som er udarbejdet af UCI, lyder bl.a., at der mangler en sandheds- og forsoningsproces, der kan beskytte vidner, som står frem i dopingsager, at kommissoriet er for fokuseret på selve Armstrong-sagen, at UCIIC har for kort tid til at gennemføre en undersøgelse, og at kommissionen ikke er tilstrækkelig uafhængig af UCI. Konkret har WADA’s præsident John Fahey har listet en række bekymringer, som har ledt til WADA’s beslutning om ikke at samarbejde med UCIIC. En af bekymringerne går på, at siden ”kommissionen ikke tilbyder immunitet, er der intet incitament for vidner til at træde frem eller afgive vidneforklaring. En fremgangsmåde som ikke tillader individer at stå frem uden frygt for repressalier vil kun forstærke den tavsheds-ed, der har været en hindring for tidligere efterforskninger i cykelsporten” udtaler Fahey i en erklæring på WADA’s hjemmeside. I et nyligt interview med Play the Game satte WADA’s generaldirektør David Howman også generelt spørgsmålstegn ved effektiviteten af en nultolerance politik over for dopingsyndere.

Manglende handling fra UCI

Ifølge WADA er UCI blevet præsenteret for disse bekymringer, men har endnu ikke reageret på dem. 

”På trods af disse bekymringer er WADA blevet informeret om, at kommissionen og UCI ikke er villige til at ændre kommissoriet og tidsrammen for undersøgelsen, og derfor har WADA nægtet at bruge penge og dedikerede ressourcer på en undersøgelse med så åbenlyse begrænsninger” udtaler John Fahey. Chefen for USADA, som i efteråret 2012 fældede Lance Armstrong, Travis T. Tygart, giver også UCI skylden for organisationens beslutning om ikke at samarbejde. ”UCI’s afvisning af at være med til at give rytterne en begrænset mulighed for at træde frem og være ærlige uden frygt for repressalier eller straf fra UCI betyder også, at der må sættes spørgsmålstegn ved UCI’s interesse i en fyldestgørende og grundig undersøgelse. Det skaber stor bekymring for, hvorvidt UCI har givet deres uafhængige kommission håndjern på for at sikre et givent udfald. Det nuværende kommissorium er ikke godt for de ’rene’ atleter og hjælper ikke sporten på vej mod en bedre fremtid” udtaler Travis T. Tygart ifølge USADA’s hjemmeside. Ifølge pressemeddelelsen har USADA præsenteret UCI for et udkast til et forslag om en sandheds- og forsoningsproces, men UCI har ikke været villig til at implementere det.

ICIIC ønsker bedre rammer

UCIIC er enig i, at det vil være gavnligt at tilbyde vidner en form for amnesti. 

”Kommissionen er af den holdning at en sandheds- og forsoningsproces er attraktiv i forhold til denne undersøgelses formål, og at en sådan proces vil sikre at Kommissionen til høringen i april 2013 får adgang til det mest komplette bevismateriale. Kommissionen mener derfor, at en sådan proces vil være interessant, ikke blot for den nuværende undersøgelse men også for cykelsporten som en helhed” skriver UCIIC i går i en udtalelse på deres hjemmeside. I lyset af WADA og USADA’s afvisning har UCIIC bedt UCI om at revurdere. ”Kommissionen har, via dens undersøgelsesadvokater, skrevet til UCI’s sagførere for at tilskynde UCI til at genoverveje deres standpunkt” skriver UCIIC i deres udtalelse. En offentlig høring om en mulig sandheds- og forsoningsproces vil blive afholdt i London efter den 21. januar 2013. 

Læs mere om anti-doping

 
 
Læs også Play the Games to interviewartikler med WADA's generalsekretær, David Howman:
Interviewartikel 2

Læs også Idans nyhedsbrev 52, som omhandler indsatsen mod doping: