Idan Artikel 10.11.2015

WADA-rapport anbefaler udelukkelse af Rusland

WADA’s uafhængige undersøgelse af doping i international atletik anbefaler, at Rusland bliver udelukket fra internationale konkurrencer på baggrund af afsløringerne af et statsstøttet dopingsystem.

Systematisk og udbredt doping af atleter har fundet sted i russisk idræt med aktiv støtte eller accept fra landets antidopingmyndighed og statslige myndigheder. Desuden har det korruptionsmistænkte internationale atletikforbund, IAAF, dækket over dopingmisbruget.

Dette er nogle af konklusionerne fra WADA’s uafhængige undersøgelseskommission med tidligere WADA-præsident og nuværende IOC-medlem Richard W. Pound i spidsen. Kommissionen blev nedsat for at undersøge en række påstande om systematisk dopingmisbrug i russisk atletik, som først blev fremført  i den tyske tv-station ARD’s dokumentar ’Dopinghemmelighederne: Hvordan Rusland skaber sine vindere?’.

Rapporten, der blev offentliggjort mandag den 9. november, anbefaler at udelukke Rusland fra international atletik, ligesom WADA bør erklære, at det russiske atletikforbund og det russiske antidopingagentur ikke længere efterlever det internationale antidopingkodeks.

Den uafhængige undersøgelseskommission anbefaler samtidig, at WADA trækker akkrediteringen til det WADA-godkendte dopinglaboratorium i Moskva, som dækkede over brugen af doping og ifølge rapporten bevidst destruerede over 1.400 prøver før en WADA-inspektion.

Rapporten fortsætter med hård kritik af de russiske myndigheder:

”Selvom skriftligt bevis for statslig indblanding ikke er bevist, vil det være ekstremt naivt at konkludere, at de afdækkede aktiviteter i den skala kan have fundet sted uden eksplicit eller stiltiende accept fra russiske statsmyndigheder.”

Danske reaktioner

Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, erklærer sig i en pressemeddelelse skuffet over afsløringerne:

”De lægger sig desværre ind i rækken af meget kritisable forhold i international idræt. På den måde synes jeg, det er godt, at der kommer opmærksomhed om forholdene i atletikken,” siger Morten Mølholm Hansen, som samtidig anerkender mediernes rolle i at få lagt dårligdommene frem.

Dansk Atletik Forbund forholder sig i første omgang afventende og vil først kommentere, når forbundet selv har været materialet igennem, ligesom forbundet afventer reaktionerne i international atletik:

”Vi skal nu studere den samlede rapport grundigt, men vil dog gerne tilkendegive, at DAF er tilhænger af udelukkelser af nationer, som ikke lever op til antidoping kodekset. I forlængelse af IAAF’s tilkendegivelse om, at IAAF’s Council vil drøfte anbefalingen om sanktioner mod Rusland, agter DAF at afvente udfaldet af dette, inden videre beslutninger angående international atletik tages i DAF,” lyder det i en kort kommentar på Dansk Atletik Forbunds hjemmeside.

Læs mere