YoooWe: Deling af sportsudstyr er fremtiden
YoooWe vil erobre hele verden med et site specialiseret i deling af surf-, ski- og snowboardudstyr. Deleøkonomien vil sprede sig til andre dele af idrætten, spår iværksættervirksomheden.
Efter en desperat jagt efter et surfboard i Tel Aviv var den studerende Mads Friis klar over, at det måtte kunne gøres bedre. Han skrev speciale om deleøkonomi inden for sportsudstyr og førte i 2015 sammen med et par venner ideerne ud i virkeligheden med sitet YoooWe.com.
”Vi fandt frem til, at det gav god mening at holde sig til surfgear, ski og snowboard på grund af kulturen og de høje omkostninger ved transport af boards. Derudover dyrker mange af brugerne både surf, ski og snowboard, så vi kan tilbyde mere til samme bruger på platformen,” forklarer Mads Friis.
Mads Friis dyrker selv en lang række af ’board-disciplinerne’ og kender derfor snowboard-, ski- og surfkulturen særdeles godt. Det er helt centralt for ham at være tæt på brugerne, og han har derfor bl.a. for nylig været et par måneder i Californien for at få brugerfeedback.
Deleøkonomi er naturligt i dag
Med udbredelsens af tjenester som Airbnb.com og Uber.com har mange ændret syn på det at dele personlige ejendele med andre. Det vil også slå igennem i flere idrætsgrene, vurderer Mads Friis:
”Det kan eksempelvis være inden for golfudstyr, som er dyrt og svært at transportere. En udfordring her kan dog her være, at brugergruppen har flere penge end eksempelvis surferne og dermed ikke samme økonomiske incitament til at dele. Man ser det også i stigende grad inden for cykling.”
YoooWe.com har i januar 2016 godt 1200 stykker udstyr på platformen og ca. 3000 brugere fra flere forskellige lande. Den internationale udbredelse er helt central for YoooWe parallelt med fuldt fokus på bæredygtighed og social interaktion både online og offline.
”De sociale interaktioner får du ikke, når du bare går ned og lejer noget i en skiudlejning i Frankrig. Det er et fællesskab og ikke bare en deleplatform. Det, der gør os lykkelige, er oplevelser - ikke ejerskab – og social interaktion spiller en vigtig rolle her,” siger Mads Friis.
Skal være nummer et
YoooWe vandt i 2015 iværksætterprisen Venture Cup for opstartsvirksomheder på 225.000 kr. Derudover har virksomheden fået tilført 380.000 kr. fra Innovationsfondens InnoBooster-program. YoooWe er verdens største inden for deling af surf- og skiudstyr nu, men det kræver mange midler at holde den position på sigt:
”Midlerne fra Venture Cup og Innovationsfonden er en kæmpe hjælp og gør, at vi kan fokusere på at eksekvere og så tage de rigtige investorer ind senere. Der bliver brug for rigtig meget kapital til at skalere det hurtigt op på et tidspunkt. Der er én, der vinder - ligesom med Airbnb og Uber. Vores største trussel er, at der kommer en ny spiller med et stort netværk og rigtig mange penge,” fortæller Mads Friis.
Derfor skal YoooWe konstant fokusere på udvikling, og næste step er at integrere undervisning og guidede ture på YoooWe.com. Det gælder bl.a. inden for den hastigt voksende surf-disciplin stand up paddle:
”Stand up paddle-boards kan vi særligt hjælpe med. Det kræver mindre træning at lære, men er endnu sværere at transportere end de andre ting på platformen. Vi vil derfor gerne være med til at få sporten i Danmark til at vokse og blive mere tilgængelig og sikker.”
Det ligger godt i tråd med en stor satsning i Dansk Surf & Rafting Forbund, der i januar 2016 har fået tildelt 5,2 mio. kr. fra Nordea-fonden til bl.a. at udbrede surfing og stand up paddle til flere unge i Danmark.
Mere info
Artiklen om YoooWe er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.
Besøg YoooWe på YoooWe.com