Antisemitisme i sport: Diskrimination og dødstrusler

Israelske atleter under indmarchen til London 2012. Foto: Marc/Flickr

Rige muslimske lande sikrer sig i disse år mange politisk attraktive værtsskaber for internationale idrætsbegivenheder. Men det er en udvikling, som israelske idrætsudøvere betaler en høj pris for.

Antisemitisme er et begreb, som ofte er til offentlig diskussion. Ikke mindst i den politiske debat om staten Israel, der i 1948 blev skabt som en selvstændig jødisk nation i Palæstina midt i et muslimsk domineret Mellemøsten.

Men antisemitisme er også et tilbagevendende tema i international idrætspolitik, hvor det palæstinensiske terrorangreb i 1972 imod Israels OL-hold under de olympiske lege i München, som kostede 11 israelere livet, står som det ultimative skræmmeeksempel.

Og temaet er ikke blevet mindre aktuelt af, at rige muslimske lande i Mellemøsten og Asien med Qatar i spidsen i disse år sikrer sig mange politisk attraktive værtsskaber for internationale idrætsbegivenheder.    

For nylig opfordrede Den Jødiske Verdenskongres FN's Menneskerettighedsråd til at fordømme den diskrimination og forskelsbehandling, som israelske atleter har oplevet ved en række internationale idrætsstævner.

I januar i år vakte det således international medieopmærksomhed, at Malaysias regering med henvisning til Palæstina-konflikten nægtede at udstede visum til israelske parasvømmere, så de kunne deltage i VM i parasvømning, som det asiatiske land skulle være vært for til sommer.

”Hvis værtsskabet for en international sportsbegivenhed er vigtigere end at beskytte interesserne for vores palæstinensiske brødre og søstre, som om og om igen bliver lemlæstet af Netanayhu-regimet, har vi virkelig mistet vores moralske bevidsthed og moralske kompas,” forklarede Malaysias sportsminister, Syed Saddiq, den 23. januar i BBC-programmet Hardtalk.

Fire dage senere besluttede den internationale paralympiske komité, IPC, at fratage Malaysia VM-værtsskabet og lede efter et andet værtsland, som ville overtage arrangementet og udstede visum til alle kvalificerede svømmere, uanset hvilket land de kommer fra.

En generel tendens
Men en talskvinde fra Israels nationale olympiske komite, Bruria Bigman, understreger, at Malaysia-sagen langt fra er det eneste eksempel på diskrimination af israelske idrætsudøvere fra de seneste år:

”Israelske atleter har lidt under flere sager om diskrimination og udelukkelse. Israels olympiske komité fordømmer denne tendens, som er i strid med Det Olympiske Charter,” siger Bruria Bigman med en henvisning til, at den internationale olympiske komite, IOC, i sit charter advokerer for absolut lighed mellem idrætsudøvere og nationer uanset religion, race og køn.

Samtidig understreger hun, at arabisk chikane mod israelske idrætsudøvere er en generel tendens, som kommer til udtryk i mange forskellige former:

”Atleter fra arabiske lande foregiver at være skadede eller syge, når de i sportskampe står til at møde en israelsk modstander. Israelske idrætsudøvere får forbud imod at optræde med deres lands nationale symboler. Og den israelske nationalmelodi bliver ikke spillet, når de vinder medaljer,” siger hun.

Men Israels olympiske komité står ikke alene. En gruppe internationale jurister med den kendte Harvard-professor Alan Dershowitz i spidsen bebudede i fjor, at de ville føre en sag om antisemitisme i sport ved den internationale sportsdomstol, CAS.

”Vi er nødt til at bekæmpe denne diskrimination på alle fronter – juridisk, diplomatisk, politisk og økonomisk,” sagde Alan Dershowitz ifølge den israelske presse.

”Det begynder måske i sporten, men det stopper ikke der. Hvis dette får lov til at fortsætte, vil det sprede sig til alle andre områder af vores liv.”

Defineres som jødehad
Ifølge seniorforsker Cecilie Felicia Stokholm Banke fra Dansk Institut for Internationale Studier, som har forsket i antisemitisme, hører den israelske olympiske komités eksempler på chikane af israelske idrætsudøvere ind under den definition af antisemitisme, som de fleste af de 31 medlemslande i International Holocaust Remembrance Alliance har vedtaget. Alliancen, som hovedsagelig består af vestlige demokratier, bekæmper antisemitisme og Holocaust-benægtelse.

”Hvis man klandrer den enkelte israelske idrætsudøver for den israelske regerings politik, lyder det som mere end blot en kritik af Israel. Så lyder det som jødehad,” siger den danske forsker.

I de eksempler, Israels nationale olympiske komité fremhæver, gør flere muslimske lande netop de israelske idrætsudøvere kollektivt ansvarlige for staten Israels handlinger.

De Forenede Arabiske Emirater har som vært for en international Grand Slam-judoturnering i Abu Dhabi i flere år forbudt det israelske judolandshold at optræde med israelske symboler på kæmpernes officielle uniformer. Det israelske nationalflag er ikke blive vist under turneringen sammen med nationalflag fra de øvrige deltagerlande. Og den israelske nationalmelodi er ikke blevet spillet, når israelere har vundet.

Israelske nationalsymboler blev først tilladt under den seneste judoturnering i Abu Dhabi i oktober 2018 efter pres fra det internationale judoforbund, som truede med at fratage De Forenede Arabiske Emirater stævnet.

”Jeg håber, at denne forening af muslimsk og israelsk kultur er begyndelsen på en ny æra indenfor sport og senere i resten af verden på sociale, politiske og økonomiske områder,” jublede præsidenten for det internationale judoforbund, Marius Vizer.

Anti-israelsk idrætspolitik
Men andre muslimske lande, som heller ikke anerkender staten Israel, og hverken ønsker diplomatisk eller sportsligt samkvem med israelere, fører fortsat deres politiske kampe imod den jødiske stat helt inde i sportens arenaer.

Under en Grand Slam-turnering i Paris i februar i år tabte den iranske verdensmester i judo, Saeed Mollai, med vilje en kamp imod den meget lavere rangerede Rusland Mussaev fra Kazakhstan for at undgå at møde den israelske judokæmper Sagi Muki i den næste kamp. Iraneren simulerede en skade. Det samme skete i oktober i fjor, hvor Saeed Mollai også skulle have mødt Sagi Muki under turneringen i Abu Dhabi.

Men ifølge Radio Farda blev den iranske judokæmper bagefter hyldet af chefen for Irans Basiji Athletes Organization, general Davoud Azarnoush, som understregede, at det er Irans officielle politik ikke at deltage i sportskampe mod israelere:

”Jeg håber, Israel vil være udslettet inden de næste olympiske lege, så vi alle kan ånde lettet op.”

Ifølge radiostationen er andre iranske idrætsledere, som den tidligere præsident for Irans brydeforbund Rasoul Khadem, dog knap så begejstrede for Irans anti-israelske idrætspolitik:

”Hvis vi skal fortsætte vores politik med ikke at konkurrere imod atleter fra Zionist-regimet, er det ikke holdbart at lade ansvaret hvile på den enkelte træners eller atlets skuldre. At tvinge en atlet til at tabe med vilje eller løbe rundt hele natten for at finde en lægeerklæring er forkert.”

Dødstrusler i sociale medier
Et andet muslimsk land, sultanatet Oman, var i 2015 vært for VM i windsurfing, men nægtede at udstede visum til de israelske windsurfere. Kun hvis de havde dobbeltpas, fik israelerne lov til at rejse ind i Oman, selv om VM-stævnet var vigtigt som opvarmning til OL i Rio de Janeiro året efter.

Under de omstændigheder frarådede Israels udenrigsministerium af sikkerhedsmæssige årsager de israelske windsurfere at rejse til Oman. Alligevel valgte det 27-årige israelske medaljehåb Maayan Davidovich at rejse til sultanatet på sit østrigske pas og deltage i VM uden israelske nationalsymboler på sit tøj og sejlerudstyr.

Samme år nægtede Indonesien at udstede visum til den israelske badmintonspiller og OL-deltager Misha Zilberman, så han kunne deltage i badminton-VM i Jakarta. Først dagen før israeleren skulle i kamp, blev han efter et ugelangt ufrivilligt ophold i Singapore hentet og eskorteret til den indonesiske VM-værtsby af det internationale badmintonforbunds generalsekretær, danskeren Thomas Lund.

”Jeg modtog en masse trusler på Twitter og Facebook om, at ’du får ikke visum’, ’vi slår dig ihjel’ og ’du skal ikke komme her’. Men det var vigtigt for mig at være med, selv om de prøvede at knække mig. Jeg ville vise, at sport er stærkere end politik,” forklarede Misha Zilberman i israelsk presse om sine oplevelser i Indonesien.

I Qatar, som er nummer 16 på det britiske analyseinstitut Sportcals liste over verdens største sportsværtsnationer og en stærkt omdiskuteret vært for det kommende VM i fodbold i 2022, bruger dele af den muslimske befolkning ligeledes sociale medier til at tage afstand fra israelsk deltagelse i landets mange internationale sportsstævner.

”Den offentlige opinion i de arabiske befolkninger er meget forskellig fra den politiske elites holdninger til Israel. For dem er det meget, meget svært at opdage, at israelske hold kommer til deres land,” sagde professor i Mellemøsten-politik Christopher Davidson fra Durham University til AFP, da Israels deltagelse i en VM-turnering i skolehåndbold i Qatar i fjor udløste en social medie-storm fra muslimske forældre, som ville trække deres børn ud af turneringen, hvis der var israelske børn med.

Nazi-hilsner på stadion
Antisemitisme kommer imidlertid ikke kun til udtryk i muslimske lande. Det blev blandt andet dokumenteret i den hidtil største undersøgelse af antisemitisme og hadforbrydelser imod europæiske jøder, som EU offentliggjorde i december i fjor. Ud af de 16.000 jøder fra 12 EU-lande, som deltog i undersøgelsen, svarede ni ud af ti, at de i stigende grad oplever antisemitisme i deres hjemlande.

Men europæiske fodboldfans har i mange år brugt antisemitisme som et våben i deres verbale og ofte voldelige slagsmål med konkurrerende fangrupper. Allerede for ti år siden konkluderede den britiske parlaments-rapport ’Antisemitism in European Football – A Scar on the Beautiful Game’, at højrefløjs-bøller og andre ekstremister i en lang række europæiske lande forsøger at piske en antisemitisk stemning op omkring fodboldkampe ved hjælp af nazi-hilsner og hadefulde slogans imod jøder.

Fodboldspillere i kendte europæiske topklubber som engelske Tottenham i London og hollandske Ajax i Amsterdam hånes ofte af modstandernes fans for at være jøder, fordi de to klubber traditionelt har haft mange jødiske immigranter i deres fanskare. Og ifølge Times of Israel har det ikke dæmpet den antisemitiske retorik i Holland, at ikke-jøder blandt Ajax-fans betegner sig selv som ’Super Jews’ og har sunget ’Hava Nagila’ på stadion, mens de svingede med kæmpe israelske flag.

Mange fodboldfans forsvarer den antisemitiske retorik med, at den ikke skal tages for pålydende, men blot svarer til brugen af mange andre indforståede udtryk i fodboldverdens sproglige frirum som ’sorte svin’ om dommeren eller ’ind over til en nigger’ om farvede spilleres hovedstød til bolden.

Men i 2011 konkluderede forskeren Manfred Gerstenfeld fra Jerusalem Center for Public Affairs i en undersøgelse af antisemitisme i hollandsk fodbold, at udtryk som ’Hamas, Jews to the gas’ var sivet fra fodboldens stadioner ud i det øvrige samfund, hvor de bruges som protestsange i demonstrationer mod Israel. Og intet tyder på, at tendensen til antisemitisme i europæisk fodbold er på retur.

I begyndelsen af marts i år efterforskede tysk politi et fodbold-tweet om, at den tyske klub Ingolstadts israelske anfører Almog Cohen burde forsvinde ind ’i kammeret’. En bemærkning, som angiveligt refererede til de gaskamre, tyske nazister brugte under folkedrabet på jøder under Anden Verdenskrig.

Fjender i fredelig kappestrid
De arabiske og andre muslimske landes anstrengte forhold til Israel har blandt andet ført til, at det israelske fodboldforbund i international sammenhæng er optaget i den europæiske fodboldunion, UEFA, mens Israels olympiske komite organisatorisk hører under sammenslutningen af europæiske olympiske komite, EOC.

Formanden for Danmarks Olympiske Komite, Niels Nygaard, er vicepræsident i EOC. Forelagt de mange eksempler på antisemitisme i sport nøjes den danske topleder i europæisk sport dog med at understrege, at han bakker op om den internationale olympiske komites politik med at tage værtskaber fra lande, som ikke lever op til deres forpligtelser om at give adgang og lige vilkår for alle:

”Det er vigtigt, at officielle konkurrencer i alle idrætter er åbne for idrætsudøvere fra samtlige medlemslande. Heldigvis er dette normalt tilfældet. Og der er rigtig mange eksempler på, at idrætsudøvere, der kommer fra lande, som ligger i krig med hinanden, medvirker i fredelig kappestrid.”

At der findes mange eksempler på, at politiske og religiøse fjender godt kan finde ud af at mødes til fredelig kappestrid i sportens verden, formilder dog ikke Bruria Bigman fra Israels olympiske komité:

”Vejen frem er at forhindre lande, som udelukker og boykotter bestemte atleter og nationer, i at sikre sig retten til at være vært for internationale sportsbegivenheder.”

 

Denne artikel er også udgivet i en engelsk version på www.playthegame.org den 21. marts 2019

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.