Sager om spiseforstyrrelser prægede DIF’s årsmøde

Foto: Idan

04.05.2019

Af Søren Bang

Beretninger om offentlige vejninger og ydmygende behandling af unge elitesvømmere, først fortalt i en DR-dokumentar i påsken, har i de seneste uger sat fokus på spiseforstyrrelser og kritisable træningsmetoder i dansk svømning og andre idrætsgrene.

Sagerne kom også til at præge DIF’s årsmøde i Brøndby lørdag, hvor DIF’s formand, Niels Nygaard, i sin mundtlige beretning lagde afstand til de beskrevne metoder.

”Der er ingen tvivl om, at det er benhårdt arbejde at nå til tops i sportens verden. Men der skal heller ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi i DIF på det skarpeste tager afstand fra de metoder og den træneradfærd, som tidligere og nuværende svømmere har beskrevet,” sagde Niels Nygaard og slog fast, at ingen må blive syge, fysisk eller psykisk, af at dyrke eliteidræt.

Idrætten har stort ansvar
Kritikken har fået kulturminister Mette Bock til at bede om redegørelser fra DIF, Team Danmark og Dansk Svømmeunion, der blev afleveret tidligere på ugen, og som vil blive fulgt op på et møde mandag mellem parterne i Kulturministeriet.

I sin tale til årsmødet roste hun den organiserede idræt og det øvrige civilsamfunds bidrag til samfundet, men understregede også, at hele idrætten fra forbund til forening står med et stort ansvar for at sikre trygge forhold for alle idrætsudøvere.

”Uanset hvilken idræt man dyrker på eliteniveau, så skal der være ordnede forhold, som respekterer det enkelte menneske og rammerne i loven om eliteidræt. (…) Som minister for idrætten forventer jeg selvfølgelig, at alle omkring atleterne lever op til det ansvar,” sagde Mette Bock.

Hun nævnte desuden de homofobiske tilråb og sange ved kampe i Superligaen som et andet eksempel på en af idrættens skyggesider og sagde, at alle bør bakke op om de udøvere, der har modet til at stå frem og sige fra.

Formanden for Dansk Svømmeunion, Lars Jørgensen, sagde på talerstolen, at sagen havde været vanskelig at håndtere, og han efterlyste et nuanceret billede af sagen.

”Men er der så historisk sket nogle ting, som ikke burde være sket? Ja, det er der, og det vil jeg gerne beklage og undskylde for.”

Ny whistleblower-ordning vedtaget
På årsmødet kædede Niels Nygaard sagerne om dårlige træningsmiljøer sammen med bestyrelsens forslag om en ny etisk komité og whistleblower-ordning, som også var til behandling.

”Begge tiltag vil fremadrettet kunne hjælpe atleter, der er kommet i klemme. De får nu et uafhængigt sted at gå til. Og i DIF får vi mulighed for at blive bekendt med etisk forkastelige forhold, som ellers ikke ville komme til vores kendskab.”

Forslaget om en etisk komité og whistleblower-ordning indgår i en større governance-pakke, som også omfatter indførslen af tidsbegrænsning på bestyrelseshverv.

Forslagene gav anledning til enkelte bemærkninger på årsmødet, hvor svømmeunionen talte for at sikre bredde og fornyelse i bestyrelsesarbejdet uden formelle tidsbegrænsninger, mens fægteforbundet efterlyste kvoter som en måde at sikre flere kvinder i bestyrelsen. Ingen rejste dog ændringsforslag, og alle forslag blev vedtaget med stort flertal.

National investeringsplan på ønskelisten
I sin beretning fremhævede Niels Nygaard også tre ønsker til den ny regering, uanset hvilken farve den får efter det forestående folketingsvalg.

Konkret ønsker DIF, at politikerne skal være med til at sikre det frivillige foreningsliv gode økonomiske rammevilkår uden unødige administrative byrder.

Desuden håber DIF, at den kommende regering vil arbejde for at få flere socialt udsatte og fra etniske minoriteter ind i foreningerne, bl.a. gennem partnerskaber og ved at udbrede fritidspas til børn og unge fra udsatte familier.

Og som det tredje ønske pegede Niels Nygaard på, at DIF vil arbejde for, at den kommende regering tager initiativ til en national investeringsplan, som skal styrke landets idrætsfaciliteter, ikke mindst i de større byer, og samtidig gøre flere til lokale samlingspunkter sammen med biblioteker, skoler, sundhedshuse og plejehjem.

Ny DM-uge
Endelig lancerede Niels Nygaard i sin beretning den første DM-uge i juni 2021, hvor det er ambitionen at samle en lang række danmarksmesterskaber på tværs af specialforbundene. 

På mødet blev Niels Nygaard genvalgt til sin sidste periode som formand for DIF, da han i 2021 vil falde for den indførte tidsbegrænsning.

Desuden blev DAI kåret som årets specialforbund for sit arbejde med at lave idrætstilbud til målgrupper, som sjældent er en del af foreningsidrætten i Danmark, bl.a. psysisk sårbare.

Læs mere

 
 

Læs Niels Nygaards mundtlige beretning i sin fulde længde.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.