Nyt innovationscenter skal skabe vækst i dansk sportsindustri

Indvielsen af SportsTech Denmark fandt sted i Industriens Hus 2. december 2019. Foto: Danmark Idrætsforbund

Et nyt innovationscenter, SportsTech Denmark, vil koble idrætten og erhvervslivet, så Danmark i højere grad bliver gearet til at bidrage til den internationale sportsindustri.

3D print af sportsudstyr, motion capture-dragter til at registrere og optage kroppens bevægelser og gengivelse af fodboldkampen i virtual reality. Det er blot nogle af de teknologier, som en række danske virksomheder er i gang med at teste og udvikle i samarbejde med DIF Innovation Lab.

I fremtiden vil vi formentlig se endnu flere moderne teknologier, som disse. Det er hvert fald målet med et nyt dansk innovationscenter, SportsTech Denmark, som er etableret af Dansk Industri, Dansk Design Center og førnævnte DIF Innovation Lab.

Moderne teknologi har de seneste år vundet indpas i sportsverdenen og der ligger et stort potentiale for danske virksomheder i den internationale sportsindustri. Et potentiale som sagtens kunne udnyttes bedre, mener de tre virksomheder, der står bag innovationscentret.

Det nye SportsTech Denmark har modtaget en 9,9 mio. kroner fra Industriens Fond og skal over de næste år skabe et netværk bestående af iværksættere, organisationer fra sportens verden samt start-ups og sportsrelaterede virksomheder. Målet er, at de danske virksomheder i højere grad skal være en del af det globale marked inden for sportsindustrien.

Idrættens Hus bliver epicentret for sportsinnovation
Men hvordan kan et lille land som Danmark følge med de helt store spillere. Det handler om den unikke måde, vi i Danmark har organiseret sporten på, mener de tre aktører bag SportsTech Denmark.

”I Idrættens Hus, hvor bredde- og eliteidrætten huserer, går der både træningsdragter og jakkesæt rundt. Og der er sågar ingeniøruddannede præstationsanalytikere, dataanalytikere og enkelte iværksættere samlet under samme tag. Det er derfor et naturligt dansk epicenter for sportsinnovation,” skriver Morten Mølholm Hansen (DIF), Thomas Hofman-Bang (Industriens Fond), Thomas Bustrup (Dansk Industri) og Sune Knudsen (Dansk Design Center) i en kronik.

Vejen til succes skal ifølge dem ske ved, at virksomhederne og iværksætterne fra SportsTech Denmark får adgang til de data, som findes i Idrættens Hus i Brøndby.

”Det kunne være muligheder i tilskueroplevelser, udviklingen i ankelskader eller taktisk træning for eliteatleter,” skriver de.

SportsTech Denmarks fokus vil være på innovation og eksport, og som medlem af netværket, får man adgang til tre årlige møder i innovationscentret, hvor meningen er, at der skal deles erfaringer og viden, samt at virksomhederne fra sportens verden skal mødes og måske i sidste ende skabe partnerskaber og samarbejder.

Det første netværksmøde fandt sted 2. december i Industriens Hus og var samtidig startskuddet for indvielsen af SportsTech Denmark, hvor blandt andre Kronprins Frederik deltog.

Læs mere

 
 
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.