Coronakrisen påvirker stadig danskernes idrætsvaner

Foto: Getty Images

06.07.2020

Af Kirsten Sparre
En ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at coronakrisen stadig påvirker danskernes idrætsvaner under genåbningen. 23 pct. af dem, der var aktive før coronanedlukningen, dyrker ikke sport og motion nu blandt andet på grund af sommerferie og frygt for coronasmitte.

Coronakrisen trækker stadig dybe spor i danskernes idrætsdeltagelse. Det viser en ny undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) netop har gennemført med støtte fra Trygfonden for at afdække i hvilket omfang, danskerne er begyndt at dyrke sport og motion efter genåbningen af både udendørs og indendørs idrætsfaciliteter og -aktiviteter.

Et repræsentativt udvalg på 1.400 danskere har svaret på undersøgelsen, og den viser, at næsten hver fjerde (23 pct.) af dem, der var aktive før nedlukningen, ikke er kommet i gang igen, men omvendt er 11 pct. af danskerne, der ikke var aktive før, begyndt at dyrke sport og motion i forbindelse med coronakrisen.

Der er stadig et pænt stykke op til niveauet før nedlukningen, og noget tyder også på, at de aktive er mindre aktive, end de var før nedlukningen. I hvert fald siger hver fjerde, der fortsat er aktiv, at de dyrker mindre sport og motion nu end før nedlukningen.

Sommerlukning og smittefrygt holder deltagelsen nede
Andelen af danskere, der er aktive i foreninger eller hos private aktører som f.eks. fitnesscentre, er næsten 40 pct. lavere nu end før nedlukningen, og der er også lav deltagelse i aktiviteter som boldspil, gymnastik og svømning. I stedet dyrker de fleste (58 pct.) deres sports- og motionsaktiviteter på egen hånd under genåbningen.

Det er der flere forskellige grunde til. Mange deltagere i undersøgelsen angiver, at deres foretrukne motion- og sportsaktivitet stadig er lukket ned efter coronanedlukningen, eller også er den lukket på grund af sommerferie.

Der er også en del, der er bekymret for at blive smittet eller smitte andre med coronavirus, og nogle synes, at restriktionerne for at nedbringe smitterisiko er for besværlige. Endelig er en af de hyppige årsager til ikke at være aktiv, at man simpelthen mangler overskud til det.

 

Corona 2 - Årsager Til Inaktivitet Kirsten

Forventninger om mere aktivitet efter sommerferien
Idrætsdeltagelsen er altså kun langsomt på vej op efter genåbningen, men deltagerne i undersøgelsen har store forventninger til, at der skal ske noget mere efter sommerferien. 35 pct. af danskerne angiver, at de regner med at skulle dyrke mere motion efter sommerferien, end de gør lige nu. Det gælder især dem, der er stoppet med at dyrke sport og motion, hvor 69 pct. forventer at skulle i gang igen, når sommeren er forbi.

Om disse forventninger holder, vil Idan undersøge i september ved at lave en ny undersøgelse blandt de samme, som deltog i denne undersøgelse.

 

Læs mere

 
 

Download notatet 'Danskernes motions- og sportsvaner under genåbningen. Notat: Idrætsdeltagelsen er stadig påvirket af coronakrisen'

Læs også om danskernes motionsvaner under coronanedlukningen:

'Markant færre har dyrket sport og motion under coronanedlukningen'

'Uden foreninger og fællesskaber falder danskernes idrætsdeltagelse'

'Danskerne ser optimistisk på egne motions- og sportsvaner efter coronanedlukningen'

Flere oplysninger:
Helene Kirkegaard, senioranalytiker, Idrættens Analyseinstitut

Mobil: +45 2310 7573
E-mail: helene.kirkegaard@idan.dk

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.