Idan

Idan undersøger gevinsterne ved at spille bordtennis for ældre over 60 år 

Ny undersøgelse skal dokumentere sundheds- og samfundsmæssige effekter af bordtennis for 60+ gruppen. 

Antallet af personer over 60 år, som spiller bordtennis, bliver ved med at vokse, og nu har Bordtennis Danmark bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at afdække gevinsterne for både de ældre og samfundet ved at dyrke bordtennis. Undersøgelsen skal være et første skridt på vejen til at overveje, hvordan man kan dokumentere egentlige sundhedsmæssige effekter af at spille bordtennis.

Siden 2016 har DGI og Bordtennis Danmark arbejdet sammen om at udbrede bordtennis som en senioridræt gennem projektet BAT60+. Bordtennis er en mellemintensiv sportsgren, som egner sig godt til ældre, fordi det er nemt at gå til og udfordrer kroppen på en skånsom måde. Det kræver heller ikke meget udstyr og kan spilles overalt, hvor det er muligt at sætte et bordtennisbord op.

I takt med, at flere og flere ældre har grebet bordtennisbattet, er Bordtennis Danmark blevet interesseret i, om det vil være muligt at lave en sundhedsøkonomisk beregning af værdien af at få  inaktive ældre over 60 år til at spille bordtennis. 

Det vil imidlertid kræve, at man ikke bare undersøgte effekten at af spille bordtennis, men også kunne beregne, hvad der ville være sket, hvis de involverede personer ikke gik til bordtennis. Det er ikke muligt, og derfor skal denne undersøgelse i stedet undersøge og dokumentere de potentielle effekter, som de bordtennisaktive i 60+ målgruppen oplever.

Bordtennis Danmark forventer, at undersøgelsen kan dokumentere både sundhedsmæssige og samfundsmæssige effekter af sporten. 

Blandt de mentale effekter kan være mindre ensomhed, glæde og indhold i hverdagen og øget trivsel, mens de fysiske effekter kan være større styrke og udholdenhed og bedre balance og koordination. Det kan føre til nedsat risiko for visse livsstilssygdomme og udsætte behovet for hjælp og støtte til pleje og behandling. 

Undersøgelsen begynder med at gennemgå eksisterende dansk og international forskning og viden om bordtennis og sportens effekt og værdi for ældre mennesker, lige som den tager et kig på effekten af fysisk aktivitet generelt for folk over 60. 

Derudover skal der indsamles data om almenbefolkningens fysiske og mentale helbred, hvor ofte de er indlagt, deres behov for pleje og behandling, og aktuelle økonomiske udgifter på sundhedsområdet på nationalt og kommunalt niveau i Danmark.

Herefter bliver alle nuværende bordtennisspillere over 60 år tilbudt at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de kan fortælle om deres oplevelser med bordtennis, og hvordan det påvirker deres fysiske og mentale helbred og deres hverdagsliv.  

Spørgeskemaundersøgelsen bliver suppleret med en række kvalitative interviews.

Det er planen, at undersøgelsen er færdig i foråret 2025. 

Chefanalytiker, ph.d.

Maja Pilgaard

Idrætsvaner, idrætspolitik, udsatte, kommuner

Læs mere om undersøgelsen

Ældre spiller bordtennis
Idan Artikel 02.09.2024
Idan skal undersøge samfundsværdien af, at ældre over 60 spiller bordtennis