Idan evaluerer samarbejdet med Team Danmark om talentudvikling i Aalborg Kommune
Aalborg Kommune har samarbejdet med Team Danmark siden 2001. Med henblik på at forlænge samarbejdsaftalen skal Idan nu evaluere, hvordan samarbejdet omkring talentudvikling i kommunen fungerer.
I mere end 20 år har Aalborg Kommune haft status som elitekommune og samarbejdet med Team Danmark om at udvikle og understøtte lokale talentmiljøer. Som elitekommune forpligter man sig nemlig til at skabe gode rammer for, at unge talenter kan trives og udvikle sig til at begå sig sportsligt på højeste internationale niveau.
Siden 2001 er det Elitesport Aalborg, der har varetaget opgaven med at styrke og vedligeholde talentudviklingen i kommunen i samarbejde med en lang række aktører.
Den nuværende samarbejdsaftale med Team Danmark udløber i slutningen af året, og nu har Aalborg Kommune og Elitesport Aalborg bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at evaluere det nuværende samarbejde med blandt andet foreninger og klubber, uddannelsesinstitutioner og specialforbund, inden de to parter eventuelt indgår en ny samarbejdsaftale.
Evalueringens indhold
Evalueringen skal danne et overblik over de samarbejder, som kommunen har med forskellige interessenter, og beskrive indholdet og formålet med samarbejdet.
Evalueringen har fokus på de foreninger og klubber og specialforbund, der i samarbejdsaftalen mellem Aalborg Kommune og Team Danmark er såkaldte ’prioriterede idrætsgrene’. I perioden 2020-2023 gælder det badminton, fodbold, håndbold, ishockey, karate og svømning.
I den kvalitative del af evalueringen bliver fokus på de erfaringer, der er med talentudviklingsarbejdet i Aalborg Kommune. Idan vil interviewe repræsentanter fra både Team Danmark, Elitesport Aalborg, foreninger i de førnævnte idrætsgrene, sports- og talentchefer i de tilhørende specialforbund samt koordinatorer for uddannelsesinstitutionerne i Aalborg Kommune.
Her vil fokus være på, hvordan de forskellige aktører opfatter det eksisterende samarbejde, herunder hvordan de opfatter deres egne og andres roller og formålet med de indsatser, som de er involveret i. Derudover kommer Idan til at dykke ned i, hvilke styrker og svagheder der er i det aktuelle samarbejde.
Evalueringen forventes færdig i oktober 2023.