Idan skal give inputs til udvikling af facilitetsstrategi i Glostrup Kommune
Glostrup Kommune har bedt Idrættens Analyseinstitut om at lave en analyse, der kan give et overblik over idrætsområdet og de fysiske idrætsanlæg og faciliteter i kommunen, som skal bruges i arbejdet med at udarbejde en facilitetsstrategi.
Glostrup Kommune vil gerne skabe gode rammer for idrætslivet og for flest mulige af kommunens borgere. I den forbindelse står kommunen overfor at skulle lave en ny facilitetsstrategi, der skal sætte retning for, hvordan faciliteterne skal prioriteres de næste 10-15 år i forhold til drift, anvendelse og udvikling.
Kommunen har derfor bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at lave en analyse, der kan give et overblik over idrætsområdet og de fysiske idrætsanlæg og faciliteter i kommunen.
For det første vil analysen på baggrund af eksisterende data give en status på:
- Borgernes motions- og sportsvaner generelt og mere specifikt i forhold til de forskellige typer af idrætsfaciliteter, der findes i kommunen
- Idrætslivets rammer og betingelser i forhold til økonomi, befolkningsudvikling, sammensætningen af befolkningen, facilitetsdækning og afstand til faciliteter
- Fordeling, bookning og brug af indendørs og udendørs idrætsfaciliteter til forskellige typer af brugere og aktiviteter.
For det andet skal analysen beskrive forskellige scenarier for, hvordan man kan prioritere både eksisterende faciliteter og udviklingen af nye faciliteter. Disse prioriteringer skal baseres på:
- Tendenser på landsplan – Hvad sker der generelt i Danmark med hensyn til faciliteter og aktiviteter? Hvilke typer faciliteter bliver mere eller mindre efterspurgte?
- Nabokommuner – Hvad gør de omkringliggende kommuner? Er der noget, de prioriterer, som kan påvirke beslutningerne i Glostrup Kommune?
- Hovedstadsområdet generelt – Hvordan udvikler faciliteter sig i hovedstaden, og er der nogle trends herfra, der kan være relevante at tage højde for?
Bedre udnyttelse af faciliteter og borgerinddragelse
Et vigtigt tema i analysen drejer sig desuden om udnyttelse af kommunens faciliteter. Analysen skal blandt andet undersøge tendenser i borgernes idrætsvaner og komme med forslag til, hvordan idrætsfaciliteterne kan udnyttes bedre – både af borgere, der er med i foreninger, og dem, der dyrker motion på egen hånd.
Den skal også se på, hvordan man kan forbedre muligheden for at dyrke aktiviteter uden for de traditionelle idrætsfaciliteter, f.eks. outdoor-aktiviteter og aktiviteter i byrum.
Endelig skal denne del af analysen beskrive mulighederne for at samarbejde med nabokommuner om adgangen til idrætsfaciliteter, så de bliver udnyttet bedre og bliver mere relevante for borgerne.
Den sidste del af undersøgelsen består af en workshop med borgere og brugere af kommunens faciliteter, hvor Idan præsenterer resultater af ovenstående analyse.
På baggrund af præsentationen inviteres borgere og brugere herefter til at komme med inputs i form af ønsker og vurderinger, for eksempel i forhold til betydningen af, hvor langt der er til forskellige typer af faciliteter og behovet for renovering og modernisering af eksisterende faciliteter.
Undersøgelsen forventes færdig juni 2025.