Idan

Idan undersøger, hvordan kommuner kan blive bedre til at bruge data til at fremme borgernes sundhed

Der ligger et stort potentiale i at bruge data om borgernes fritidsvaner og -aktiviteter og koble dem med projekter og indsatser fra andre forvaltningsområder. Et nyt projekt skal hjælpe kommunerne på vej gennem inspiration og konkrete værktøjer.

Hvordan kan kommunerne blive bedre til at bruge data om borgernes fritidsvaner og aktiviteter til at fremme borgernes sundhed på tværs af forvaltningsområder? Det spørgsmål arbejder Idrættens Analyseinstitut (Idan) med at finde svar på i et projekt finansieret af Sundhedsstyrelsen. 

Projektet er relevant af flere grunde: 

  • Der er i de senere år blevet produceret mange flere data om fritidsområdet, men der er begrænset viden om, hvordan kommunerne bruger disse i arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme.
  • I 2024 indgik regeringen en aftale med en række partier om en sundhedsreform, der skal føre til et forslag om en folkesundhedslov i 2026. Loven skal forpligte kommunerne til at arbejde systematisk på tværs af velfærdsområder for at styrke folkesundheden. Det kan de blandt andet gøre ved hjælp af data.

Formålet med projektet er at hjælpe kommunerne med at styrke folkesundheden ved at afdække, hvilke typer af data de kan trække på, og ved at præsentere konkrete case-eksempler på, hvordan disse data succesfuldt er blevet sat i spil i det kommunale arbejde. 

Kortlægning af, hvordan kommunerne bruger data i dag

Projektet tager udgangspunkt i en kortlægning af, hvordan kommunerne i dag bruger data på fritids- og sundhedsområdet til at kvalificere indsatser, initiativer og projekter, der sigter på sundhedsfremme og/eller -forebyggelse.

Det sker gennem en omfattende analyse af indsatser, initiativer og projekter, der har været politisk behandlet i alle landets kommuner mellem kommunalvalget i 2021 og august 2024.
Fokus er på indsatser, initiativer eller projekter på fritidsområdet, som har konkrete referencer til eller afsæt i data og viden fra undersøgelser som for eksempel Danmark i Bevægelse, Bevæg dig for livet eller Sundhedsprofilen. 

I hvert tilfælde noteres en række forskellige informationer om indsatsen – bl.a. information om, hvordan data indgår i indsatsen, hvad indsatsen sigter på at forbedre, og hvad der eventuelt er kommet ud af indsatsen. 

Kortlægningen kommer til at give et unikt billede af, hvordan landets kommuner på fritidsområdet arbejder med data, og hvordan disse data spiller ind i det kommunale arbejde med sundhedsfremme og -forebyggelse. 

Der vil i kortlægningen også være fokus på eventuelle forskelle på tværs af kommuner - f.eks. om omfanget af databrug i kommunerne hænger sammen med borgernes sundhed.

Spørgeskemaundersøgelse og casestudier

Anden del af undersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, som sendes til centrale personer på idræts, fritids- og sundhedsområdet i alle landets kommuner. 

De skal svare på, hvordan de opfatter deres kommunes indsats i forhold til at anvende data i arbejdet med indsatser på fritidsområdet, som sigter på at fremme borgernes sundhed. De vil også blive spurgt om, hvilke potentialer og barrierer de oplever i forhold til at integrere data fra fritids- og sundhedsområdet i konkrete indsatser. 

Spørgeskemaundersøgelsen skal tegne et overordnet billede af kommunernes evne til at arbejde med data, og derudover vil projektet gå i dybden med15-20 udvalgte indsatser i forskellige kommuner. 

Fokus i den tredje del er på udvalgte case-eksempler, hvor de udvalgte indsatser bliver grundigt beskrevet, så det er nemt for andre kommuner at blive inspireret af dem og inddrage dem i deres praksis. Beskrivelserne vil forklare, hvordan arbejdet med indsatsen konkret blev grebet an i kommunen, hvordan data indgår i arbejdet, og hvordan indsatserne er blevet realiseret og forankret. 

Fokus på formidling og uddannelsesworkshops

Fjerde del af projektet har fokus på formidling og uddannelse. 

Idan vil udvikle et formidlingsværktøj, som vil give kommunerne og de lokale aktører på idræts- og sundhedsområdet let adgang til cases, oversigter og beskrivelser af datasæt, som kan støtte op om sundhedsfremmende indsatser i kommuner. 

Derudover arrangerer Idan en konference, som fokuserer på, hvordan kommunerne kan bruge data om bevægelse i projekter med fokus på sundhedsfremme og forebyggelse. Senere vil Idan også afholde regionale uddannelsesworkshops, hvor kommunale medarbejdere kan få viden om, hvordan de konkret kan gribe arbejdet med data an.

Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsen med 2,3 mio. kr. og bliver afsluttet i 2026.

Kontaktperson

Chefanalytiker, ph.d.

Peter Forsberg

Idrætsfaciliteter, kommuner